Hvis du i Afrika stiller spørgsmålet, hvad folk i Tanzania mener om et emne, så får man et svar, som starter med ‘vi synes, at …’. Hvis du på samme måde spørger en dansker om, hvad folk i Danmark mener om et emne, vil svaret sikkert starte med ’Jeg ved ikke, hvad andre mener, men jeg synes personligt, at …’.
Der er en stor forskel på ’jeg’-tænkning og ’vi’-tænkning.
Da jeg første gang blev opmærksom på denne fundamentale forskel, var i 2001 under en afskedsmiddag i Eritreas hovedstad, Asmara, hvor landbrugsministeriet havde inviteret alle vi danske landbrugsrådgivere og den danske ambassadør, Peter, til en afskedsmiddag. Med meget kort varsel havde den danske regering besluttet at lukke tre afrikanske ambassader – i Malawi, i Zimbabwe og i Eritrea. Det var en angiveligt en aftale, som den nye Venstre-regering måtte lave for at få støtte fra Dansk Folkeparti. Alle argumenter fra især Malawi og Eritrea om at give en længere frist, så vi kunne gøre vores igangværende arbejde færdigt, faldt for døve øren.
(Foto: ADRA Danmark)
Så der var en noget anspændt stemning ved denne afskedsmiddag – især for den danske ambassadør, som blev bedt om at fortælle, hvad Eritrea havde gjort forkert. Det opgav han ærligt, hvilket på en eller anden måde afspændte stemningen. I stedet havde han og landbrugsministeren en interessant dialog. For Peter var begyndt at snakke om den danske individualisme. Man kunne godt have en anden mening end regeringen, sådan rent personligt, fortalte han – uden at sige direkte, at det var tilfældet i denne sag.
Landbrugsminister Arefaine så uforstående ud. Peter forklarede videre om det individuelle versus det nationale i Danmark. Arefaine sagde så: “Her er det meget let: vigtigst er nationen, så kommer familien og til sidst kommer jeg’et”. Peter svarede, at i Danmark var det lige modsat: “Jeg’et kommer først, så familien og så nationen!”
Det rensede luften og fik alle til at slappe af, så afskedsmiddagen kunne fortsætte i fred og fordragelighed. Men det var første gang, jeg havde fået denne diametrale identitetsopfattelse illustreret så skarpt. Da jeg kom hjem, spurgte jeg min eritreiske kone, hvad hun syntes, var det vigtigste i hendes liv: hende selv, familien eller nationen? Hun så forundret på mig: “Nationen, selvfølgelig! Så kommer familien, og til sidst mig selv!”
Selv om vi har boet i Danmark i mange år, selv om hun har dansk statsborgerskab og taler dansk, er min kone først og fremmest en eritreisk patriot.
Vi har nu været gift i 25 år, og jeg har bogstaveligt oplevet at være gift med ’en nation’. Selv om vi har boet i Danmark i mange år, selv om hun har dansk statsborgerskab og taler dansk, er hun først og fremmest en eritreisk patriot.
Heldigvis er min interesse for Eritrea stadig meget stor, og vi får en snak om, hvad der sker i landet næsten hver dag. Dertil rejser jeg som pensionist til Eritrea en gang om året – som nu – for at lave frivilligt arbejde i landbrugsministeriet. Det var nemlig et ønskejob, jeg dengang skulle forlade i utide. Her har jeg fået mit gamle kontor tilbage med nye arbejdsopgaver, som jeg nu har mere erfaring med, end da jeg var Danida-rådgiver i 1999-21. Arefaine er stadig landbrugsminister. Det er med ham, jeg har aftalen.
Individets rettigheder eller nationens fællesskab
Forskellen i identitetssyn har optaget mig en hel del siden den afskedsmiddag i 2001. I den forbindelse har jeg genlæst bogen Concept of Human Rights in Africa af tanzaniske Issa Shivji, som selv gav mig den. Det er en kritik af de universelle menneskerettigheder, som han forklarer, er udformet som individuelle rettigheder, der passer til den ’vestlige verden’, men ikke rettigheder for grupper og nationer. Afrika passer ikke rigtig ind. På kontinentet ledte bogen til en stor debat, som stadig lever.
At komme fra en jeg-kultur og samtidig være både venstreorienteret og ateist er måske ikke det bedste udgangspunkt for at have meningsfuld dialog i Afrika. Men jeg har faktisk aldrig haft problemer. Jeg er stort set enig i den afrikanske kritik af de universelle menneskerettigheder, og det at være højreorienteret eller venstreorienteret er ikke så vigtigt i Afrika, som det er i Danmark og Europa. Jeg er faktisk aldrig i Afrika blevet spurgt om mit politiske ståsted.
I Tanzania har jeg fået svaret ‘Nationen, familien og mig selv’, efterfulgt af et spørgende blik, som siger ’hvem kan stille så dumt et spørgsmål?’
Men religion er en helt anden sag. Det er vigtigt. Som typisk dansk ateist er det ikke mig, der tager religion op som et emne. Men det behøver jeg heller ikke, for det gør afrikanere gerne selv. De er generelt meget optaget af religion – selv min egen kone, som har hængt Jesus-billeder op i vores soveværelse.
Ingen afrikanere kan forstå, at man kan være ateist, så det holder jeg for mig selv. Hvis jeg bliver spurgt direkte, henviser jeg blot til mit fornavn. Det har en vis slagkraft. Dog kunne jeg ikke overtrumfe den pakistanske havbiolog, som jeg engang mødte i Massawa. Til mit ’mit navn er Christian’ svarede han ’mit navn er Islam!’.
Hvis jeg endelig bliver spurgt om min tro, svarer jeg: “Jeg tror på et liv før døden”. Det er den engelske ngo Christian Aids’ motto. Christian Aid forklarer, at Jesus opfordrede sine følgere til at ‘elske deres nabo og arbejde for en bedre verden’. Det kan jeg godt tilslutte mig. Og derfor har jeg også kunnet arbejde i en religiøs dansk ngo – ADRA – i over ti år.
Men jeg er fortsat med at lave min lille lakmusprøve om identitet med andre end eritreere, som har mange grunde til deres stærke nationalfølelse – bl.a. landets lange befrielseskrig, som først gav nationen selvstændighed i 1993, efterfølgende grænsekrig med Etiopien og siden international isolering.
I Tanzania har jeg fået svaret ‘Nationen, familien og mig selv’, efterfulgt af et spørgende blik, som siger ’hvem kan stille så dumt et spørgsmål?’. Her er det måske ikke så mærkeligt, når men tænker på Nyereres stærke fokus på at skabe en stærk national enhed og et fælles sprog – Swahili – ud af 125 etniske grupper. Og at han lykkedes med det.
Men selv taxi-føreren fra lufthavnen ind til Nairobi centrum havde den samme klare rækkefølge. Kenya er – modsat Tanzania – kendetegnet ved stærk etnisk opdeling. Jeg plejer at sige – til kenyanske venner, som er enige – at 3km-forhindringsløbet ved OL er det eneste kenyanere står samlet om. Så jeg forestillede mig, at han måske ville putte ’stamme’ øverst. Men det var igen nationen. Så snakkede vi ikke mere om det på turen, men i stedet om kaffehøsten. Han kom fra en landsby i højlandet, som ikke engang Kenyas sofistikerede motorveje og storbyliv, kunne ryste ud af hovedet på ham.
Uganda har haft en helt anden problematisk historie efter selvstændigheden end både Eritrea, Tanzania og Kenya – med splittelse, diktatur og borgerkrig. Her spurgte jeg for nylig George på en biltur i det nordlige Uganda, hvilken rækkefælge hans identifikation var. Svaret kom hurtigt og sikkert: “Mit land, min kirke, min familie og så mig selv til sidst.”
