I Danmark har vi fulgt med i, hvordan falske nøgenbilleder af den amerikanske sanger Taylor Swift og den tidligere danske politiker Johanne Schmidt Nielsen er blevet lagt på nettet for at underminere deres troværdighed og politiske indflydelse. De såkaldte “deep fakes”, hvor personer har brugt kunstig intelligens til at montere de to kvinders ansigter på billeder af nøgne kroppe, har givet en chokerende introduktion til en ny verden med AI.
Mens popstjerner og danske politikere har relativt gode vilkår for at stå frem og fortælle om deres ubehagelige oplevelser, står de fleste almindelige egyptiske piger et meget sårbart sted, hvor de er udsat for et enormt pres fra samfundsnormer om ære og skam.
De seneste år er landet blevet rystet af sager om afpresning af piger online og i nogle tilfælde får det fatale konsekvenser, fortæller Ahmed Bagat fra det feministiske tech-initiativ Motoon i Egypten. Det skete, da den unge pige Basant Khaled begik selvmord efter at være blevet udsat for afpresning fra en afvist bejler, som truede med at offentliggøre manipulerede billeder af hende på sociale medier. En anden pige, Heidi Shehata tog sit eget liv, da naboer brugte falske billeder af hende til at afpresse hende for penge.
I en verden, hvor tweets skaber mere forandring end underskriftsindsamlinger, og hashtags er de nye slagord, har internettet og sociale medier fået en afgørende rolle i at forme vores samfund. Og her udgør den arabiske verden avantgarden.
Derfor har Globalnyt været i Tunesien og Egypten for at tale med de unge, der bruger Facebook, Instagram og TikTok til at skubbe til normer og autoriteter – særligt når det handler om ligestilling og seksualitet.
Når piger og kvinder udsættes for chikane eller trusler om at få delt intime billeder eller videoer mod deres vilje på nettet, er det ikke bare gerningsmanden, de er bange for. De er rædselsslagne for, hvordan deres familie vil reagere på den skam, der kastes over deres rygte – selv hvis den er absolut uberettiget, konstaterer Ahmed Bagat. Mange ender med at give efter for afpresningen, fordi de frygter for konsekvenserne, hvis familien får kendskab til sagen.
Alt afhænger af i hvor høj grad familierne støtter ofrene, siger Ahmed Bahgat. Og det ser han flere og flere forældre, der gør. “Når jeg ser den trend, så ved jeg med sikkerhed, at vores indsats og vores forgængeres før os har haft en betydning. Den har ført noget godt med sig.”
Ahmed Bagat.
Foto: Privatfofo
Det er vanskeligt at finde pålidelig statistik om forekomsten af digitale overgreb mod kvinder i Egypten, men en mindre undersøgelse fra 2022 peger på, at 41,6 procent af kvinder havde oplevet online vold. Samtidigt viser en undersøgelse fra FNs Kvindeorganisation, UN Women, at 60 procent af kvinder på tværs af den arabiske verden har oplevet digitale overgreb.
Egypten har oprettet en særlig enhed, med afdelinger på lokale politistationer, hvor kønsbaseret online vold kan anmeldes. Og som Ahmed Bagat fra Motoon tørt konstaterer: “Når myndighederne i Egypten begynder at tage et problem alvorligt, så kan vi godt regne med, at omfanget er langt, langt værre end det, vi får at vide.”
Cyberspace er public space
Vold mod kvinder er en verdensomspændende epidemi, som har enorme omkostninger både menneskeligt og økonomisk. UN Women anslog allerede i 2020, at volden på globalt plan koster vores samfund det svimlende beløb af ti tusind milliarder kroner. Ifølge organisationen begås den langt overvejende del af overgrebene af en bekendt. Det kan være et mandligt familiemedlem, en mand, kæreste eller bejler.
Og der går en direkte linje fra vold mod kvinder i hjemmet, sexistiske tilråb, chikane og overgreb i det offentlige rum til online vold. “Cyberspace is a public space,” som tunesiske Leila Mnekbi, der er ekspert i digital vold og sikkerhed, fastslår.
“Cyberspace bygger på den udbredte samfundsmodel, hvor kvinder oplever sociale barrierer i deres hverdag og udsættes for fysiske overgreb. Og det her foregår ikke bare i Mellemøsten og Nordafrika,” præciserer Leila Mnekbi, “det er et globalt fænomen.”
Så selvom man længe forestillede sig den digitale verden som et demokratisk rum, hvor alle kunne få mulighed for at udtrykke sig frit, så repræsenterer den reelt set bare, mener Mnekbi, en forlængelse af patriarkatet og misogynien. Det er den samme vold, som vi ser i vores egen (fysiske) verden, siger hun, bare hjulpet og accelereret af teknologien.
Mnekbi oplister de mange former for digital vold. Det kan være hacking af profiler, hvor nogen udgiver sig for at være en anden ved for eksempel at bruge billeder eller oplysninger fra en kvindes profil eller endda oprette en falsk profil for at narre eller mislede andre. Det kan være hævnporno, afpresning eller ærekrænkelse, hvor der spredes falske rygter om en kvinde. Eller doxxing, hvor personlige oplysninger afsløres og billeder offentliggøres på internettet uden samtykke.
Usynlige gerningsmænd skræmmer
Ligesom vold mod kvinder i den “virkelige verden” oftest begås af en bekendt, begås en del af den digitale vold af forsmåede kærester eller hævngerrige eksmænd. Men der er også en stor gruppe af ukendte bagmænd, som chikanerer, ydmyger eller afpresser tilfældige kvinder online.
“Det her er ikke bare “almindelig” vold. I det virkelige liv kender du som oftest voldsmanden, du kan i hvert fald tydeligt se og identificere ham. Så overgrebet er så at sige mellem dig og ham,” forklarer Najet Araari, leder af en ny national indsats, der skal bekæmpe digital vold i Tunesien, hvor det ifølge Sundhedsministeriet også er 60 procent af kvinderne, der har været udsat for online overgreb.
“Men i det virtuelle rum kan du ofte ikke se, hvem der angriber dig. Og samtidigt er det ikke noget, der foregår indenfor hjemmets fire vægge. Hvis du bliver truet i det virtuelle rum, ved alle det.”
Det er som at få tæsk på åben gade.
Kvinder uddannes til at forebygge og modstå digitale angreb, for online vold har enorme konsekvenser, siger Najet Araari, der ser fænomenet som en direkte trussel mod de fremskridt, særligt for kvinder, der er sket i Tunesien. Digital vold – uafhængigt af om den er politisk, økonomisk, normativ eller seksuel – reproducerer mandlig dominans og baner vejen for en tilbagevenden til konservative normer, mener hun.
Når staten vil knuse din kritik
Najet ved, hvad hun taler om. Ikke kun fordi det er hendes faglige speciale, men også fordi hun selv har været udsat for en digital smædekampagne. I årene efter Tunesiens revolution i 2011 arbejdede hun som rådgiver for landets demokratiske transitionsproces med ansvar for sager om seksuel vold og tortur mod dissidenter under diktaturet. På et tidspunkt kom det helt tæt på, under en offentlig høring om overgreb i den region, Siliana, hvor Najet selv var vokset op.
Se også Explainer: Fra arabisk håb til demokratisk forfald – hvor står Tunesien i dag
“Jeg blev så vred over at se den tidligere regeringschef og den siddende indenrigsminister fra det regerende islamistiske parti fralægge sig ansvaret under høringen. Formålet var at opnå retfærdighed for ofrene. Og så stod de bare dér og retfærdiggjorde sig selv og deres handlinger i stedet for,” fortæller hun stadig tydeligt berørt af sagen fra 2018.
Oplevelsen fik hende til tasterne. Hun skrev en statusopdatering på Facebook, som kritiserede de to politikeres opførsel og krævede en undskyldning af dem.
Kort efter opslaget blev Najet lagt ned af hadbeskeder og hængt ud på Facebook.
”Pludselig blev jeg overfaldet af alle de her islamister. De skrev indlæg om mig og delte mit navn og billede. De gjorde mig til skydeskive for en storm af aggressioner, krænkelser og beskyldninger,” fortæller Najet.
Kampagnen mod Najet skaber en lynch-stemning, som får det politiske system til at reagere. Men ikke på den måde, Najet og andre kunne have håbet. Presset når helt op til præsidenten, og det ender med, at Najet bliver indkaldt til samtale med sin chef. Ikke nok med det får hun et opkald fra den kommission, der ledede retsopgøret med diktaturet, som stiller spørgsmål ved hendes hæderlighed og neutralitet: “Kampagnen på nettet havde dæmoniseret mig i sådan en grad, at jeg var nær ved at miste mit job.”
I stormens øje gjorde Najet sig så godt som usynlig. “Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for ikke at reagere på aggressionen. Jeg svarede ikke på nogen af opslagene. Min største frygt var, at mine forældre og mine brødre og søstre skulle finde ud af, hvad der foregik, og blive frygteligt bekymrede for mig,” fortæller hun.
Islamistiske troldehære
“Der er to udbredte former for vold,” forklarer Ahmed Bagat fra Motoon, ”den dagligdags, hvis formål er at kontrollere kvinders liv, og så den målrettede, som er spundet ind i politiske hensigter.”
Det er især fremtrædende kvinder, der som Najet kæmper for demokrati, ligestilling og menneskerettigheder, som politisk motiverede grupper med tråde til staten selv angriber.
I Egypten kan Ahmed Bagat konstatere, at snart sagt alle forpersoner for kvindeorganisationer de seneste år er blevet udsat for cyberangreb. De anti-femistiske grupper organiserer sig særligt på beskedtjenesten Telegram, hvorfra de overfalder fremtrædende kvinder, primært ved at stalke dem og offentliggøre deres private billeder.
Og der er tale om organiserede aktioner, fortæller Ahmed Bagat.
“Det her er ikke tilfældige overgreb eller spontan hetz. Det er velplanlagt. Det kunne man se i sagen om de to kvindelige TikTokere, der blev fængslet i 2021 som her bliver opsummeret af Human Rights Watch. Jeg tror ikke på, at noget, der får så stor betydning, ikke kan forbindes til noget større, formentlig staten selv”, siger han, og fortsætter med at fortælle om, hvordan de to-tre mest indflydelsesrige troldehære kan spores til Alexandria, Egyptens andenstørste by, der er kendt som et arnested for islamisme.
“Det her er snarere organiseret gennem islamistiske netværk end som deciderede troldefabrikker.” Her er tale om en uskøn sammenblanding af hyperkonservative forestillinger om maskulinitet, konstaterer Ahmed tørt og fortæller, at man kan se på mændenes profiler, at de både er meget religiøse og går rigtig meget i træningscenter.
For Motoon står det klart, at den elektroniske hær bliver mobiliseret, når staten har brug for at aflede befolkningens opmærksomhed, så utilfredsheden over manglende demokratiske rettigheder eller den voksende økonomiske krise ikke udvikler sig på samme måde som under revolutionen i 2011.
Kvinder forsvinder
Overordnet skaber volden to typer reaktioner hos ofrene. Der er dem, der lukker deres profiler og slukker for det hele. Og så er der dem, som bliver opildnet til at kæmpe endnu hårdere for at opnå retfærdighed og ligestilling.
“Det stopper først, når det går op for voldsmændene, at de her kvinder ikke giver op,” forklarer Ahmed Bagat og nævner den fremtrædende egyptiske menneskerettighedsforkæmper Azza Soliman som et lysende eksempel.
“Men det er klart, at når det rammer yngre kvinder, som endnu ikke har et fast ståsted og en position i den offentlige debat, så er der en større risiko for, at de ender med at trække sig.”Og det er desværre en af de udbredte post-traumatiske reaktioner på digitale overgreb. Mange ender simpelthen med at forlade internettet, slette deres konti og slet ikke have mere med teknologi at gøre, fortæller Leila Mnekbi fra Tunesien. Og det er alvorligt, fordi de dermed mister adgangen til at ytre sig og kræve deres ret.
Studiet af fænomenets udbredelse i arabiske lande fra UN Women peger på, at én ud af fem kvinder deaktiverer eller sletter deres profiler efter at have oplevet digitale overgreb. De resterende tager en række forholdsregler, herunder kun at tale med folk online, som de kender godt offline (61 procent), ikke at dele billeder (43 procent) eller ikke at bruge webcam (41 procent). På den måde forstærkes kønsuligheden i adgang til viden, netværk og ytringsfrihed, som Globalnyt tidligere har afdækket. Der er allerede en betydelig overvægt af mænd på nettet, så fænomenet forstærker en mandsdomineret digital offentlighed.
It’s the mentality, stupid!
Mødre, fædre, brødre, kærester, ægtefæller. Alle føler, de er i deres gode ret til at tjekke egyptiske piger og kvinders mobiltelefoner. Det kan være for at se, hvem de taler med, hvilke internetsider, de besøger eller hvilke opslag de lægger på deres egen profil. “Jeg ser tit kærester på date i min gade,” fortæller Ahmed. “Så sidder fyren der og scroller gennem pigens mobil, mens han kommenterer på, hvilke af hendes veninder, han mener, hun skal droppe, fordi de er for åbenmundede eller ikke anstændigt nok klædt!”
Derfor vælger mange piger at have en dobbeltprofil. Hvor én viser et meget præsentabelt ansigt til omverdenen, mens de på den anden kan eksperimentere lidt mere. Kvinders frygt for at blive “opdaget” og vejet for let i den sociale kontrol og for de konsekvenser, det kan få for dem, er en kilde til evig ængstelse.
Så det er ikke teknologien i sig selv, men digitalt understøttet vold, der er fjenden. Derfor er den største udfordring, ifølge Ahmed Bagat, at tage et opgør med den mentalitet, der legitimerer, at mænd begår online vold mod kvinder. Det tankesæt, Ahmed kalder “because he can”, med reference til den amerikanske præsident Bill Clintons “undskyldning” for sin sexskandale i 1990´erne.
Til UN Womens undersøgelse af den arabiske region fortæller én ud af tre mænd i alderen 18-24, at de har begået en eller anden form for online vold mod kvinder. “Alt det her sker online, bare fordi mænd mener, at de kan tillade sig det,” siger Ahmed, som er ved at være godt træt af situationen. Mænd, der bruger teknologi til at begå overgreb, føler sig uovervindelige. Kvinder vokser op med, at deres krop er skamfuld, mens flere mænd rask væk sender billeder af deres penis til ukendte kvinder på nettet. De føler, at de har magten til at gøre hvad som helst, og at intet kan røre dem – ligesom i samfundslivet generelt. “Så snart en kvinde vover at drøfte emner som politik og samfundsforhold, så kommer den typiske latterliggørelse, der fejer dem af banen, og som kan sammenfattes i sloganet kvinden tilbage til køkkenet.”
Dette er endnu en artikel i serien Det Digitale Forår, hvor vi taler med digitale aktivister, kvindeorganisationer og helt almindelige mennesker for at blive klogere på, hvordan unge i Egypten og Tunesien bruger onlineaktivisme til at udfordre normer og autoriteter.
Hvis du ikke vil gå glip af den næste artikel, så meld dig til vores nyhedsbrev.
Serien er støttet af Kommunikationsfonden for Dansk-Arabisk Partnerskabsprogram, DAPP.
