Dansk FN-direktør hjælper torden, hvalsang og hyænebrøl ind på Spotify

Kirsten Larsen

19. april 2024

Der er fest i FN’s hovedkvarter i New York, da naturen efter 4.6 milliarder år får rettighederne til en del af sine egne lyde på verdens streamingtjenester. Naturen er nemlig blevet oprettet som kunstneren NATURE og skal have betaling, når dens musik bliver spillet på Spotify eller andre store streaming-platforme. Pengene bruges til naturbevarelse.

Starten er gået godt. NATURE blev oprettet i stilhed for 14 dage siden med rene naturlyde som regn, torden og bølger, mens kampagnen først er gået i gang nu. 

“På Spotify er NATURE i top 10 procent med det, der svarer til 600.000 månedlige lyttere og 5 millioner streams,” siger Katja Iversen, der er direktør i UN Live, der har kontor i København.

Katja Iversen fortæller, at målet er at aktivere fans, skaffe penge til naturen, og i det hele taget sparke liv i en global diskussion af, hvordan vi værdsætter vores hårdt pressede økosystemer.

Eno, Bowie og et vildsvin

Og der bliver allerede lyttet til NATURE. Der bliver lyttet til de rene lyde fra naturen. Og der bliver lyttet, fordi menneskelige kunstnere har lavet ny musik med naturoptagelser fra NATURE eller remixet “Featuring NATURE”.

Brian Eno har for eksempel mixet sin og David Bowies “Get Real” med hyænehyl, rågeskræp og vildsvinegrynt.

Lanceringen fandt sted i det berømte Delegates Dinning Room i FN’s hovedkvarter med kæmpe terrasse og udsigt over East River.


Foto: Kirsten Larsen

Klodens streamingtjenester har hvert år et gigantisk CO2-aftryk. Men hver gang du lytter til musik “featuring NATURE”, støtter du naturbevarelse og genoprettelsesprojekter. Men folkene bag projektet håber, at det vil inspirere folk til at gøre mere end bare at lytte.

“Der er så meget i verden, der bliver drevet af had. Vi kan prøve at samle mennesker om noget godt,” sagde den norske sanger Aurora ved lanceringen.

Hendes ord faldt samtidigt med, at FN’s Sikkerhedsråd to etager længere nede holdt et giftigt møde om Palæstinas eventuelle fulde medlemskab af FN. Det endte med et veto fra USA.

Husk at sigte mod hjertet

Ideen til at sikre naturen som kunstner opstod i Colombia for seks år siden, og voksede til det globale musikinitiativ Sounds Right. Målet er at anerkende naturens værdi og inspirere millioner af fans til at engagere sig i naturen.

Glæden var stor, da det blev fejret, at naturen nu er kommet på en række streamingtjenester. Foto: Kirsten Larsen

I dag er det UN Live, der står bag Sounds Right. Et moderne, online FN-museum, der arbejder for at skabe fællesskabsfølelse mellem mennesker over hele kloden og for at skabe engagement ved brug af populærkultur. 

“Pessimisme er en luksus vi ikke har råd til. Den pessimisme, der vokser på grund af vores observationer, analyser og erfaringer, kan bedst bekæmpes med vores tanker, handlinger og mod,” sagde den sydafrikanske miljøaktivist og bestyrelsesmedlem i UN Live, Kumi Naidoo.

Han tilføjede, at miljøaktivister alt for længe har kommunikeret deres budskaber med fakta og videnskab rettet mod folks hjerner.

“Alt for længe har vi ignoreret hjertet. Om vi kan lide det eller ej, så er Donald Trump og Steve Bannon bedre til det, end vi har været,” sagde Kumi Naidoo.

Sounds right, som lige nu fører sig frem med kæmpebannere i storbyer over hele verden, har involveret en stor diversitet af partnere. Nogle har overdraget naturoptagelser til NATURE eller støttet projektet økonomisk fra første flyvske tanke. Også biologer, økonomieksperter og kreative sjæle har på hver sin måde bidraget til at gøre projektet til virkelighed.

Og så er der selvfølgelig kunstnerne selv. NATUREs ofte afslappende værker kan nydes for sig selv eller som en del af stadig flere musikproduktioner. Kunstnere som Elllie Goulding, AURORA, UMI with V of BTs, Anuv Jain, MØ og mange andre har brugt lyde, som ligger under NATURE. Spotify har ved lanceringen lavet en playliste på 15 numre, men mange flere er på vej.

Hurtigt fra start

Naturens streamingfortjeneste går til organisationen EarthPercent til naturbevarings- og naturgenoprettelsesarbejde i truede økosystemer. Hvem, der skal have støtte, beslutter Sounds Rights rådgivende ekspertpanel af biologer, miljøaktivister, oprindelige folk og eksperter i finansiering af naturbevarelse.

Fans vil blive opfordret til at følge op med egne måder at beskytte planeten på, alt sammen for at opbygge en bredere bevægelse for forandring. Nogle af Sounds Rights partnere forudser, at det kan være muligt at indkassere 40 milllioner dollar til naturbevarelse med 600 millioner individuelle lyttere de næste fire år.