Da Mohammad Amin Alsalami nåede frem til Berlin i oktober 2015, var det med trætte fødder og en stærk følelse af ensomhed. Den unge syrer havde forladt sin familie og sit hjem i Aleppo i Syrien, rejst til først Tyrkiet og siden til Grækenland i en gummibåd, hvorefter han fortsatte mod Tyskland til fods.
Som millioner af andre havde han forladt sit hjem for at søge en lysere fremtid uden bomber og vold. I dag, ni år efter, har han fået asyl i Tyskland og forfølger sin drøm om at blive en af verdens bedste til sin sportsgren.
29-årige Mohammad Amin Alsalami er i dag deltager ved De Olympiske Lege i længdespring. Sammen med 36 andre sportsudøvere repræsenterer han ikke et land, men en særlig menneskelig tilstand, nemlig at være drevet på flugt fra sit hjem på grund af krig, konflikt eller forfølgelse.
FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, vurderer, at der er 120 millioner fordrevne i verden. Det svarer til verdens 13. største land efter Japan.
Målet for Alsalami er en plads i finalen som bevis for, at han er kommet til OL i kraft af sine sportslige kvaliteter og ikke sin status som flygtning, som han fortæller til Al Jazeera. Og kunne han selv vælge, så repræsenterede han sit fødeland Syrien.
Syriske svømmesøstre
Foruden Mohammad Amin Alsalami udgøres det olympiske flygtningehold altså af 36 sportsudøvere fra 11 forskellige lande og med hver deres fortælling om at være tvunget fra deres hjem. De skal dyste i en række forskellige sportsgrene lige fra badminton og boksning til breakdance og cykling.
Der er badmintonspilleren Dorsa Yavarivafa, der flygtede fra Iran med sin mor, et falsk tysk pas og en badmintontaske under armen. Der er afghanske Farzad Mansouri, der flygtede fra Taliban i 2021 og måtte holde sin taekwondo-form ved lige over otte måneder i en flygtningelejr i Abu Dhabi, inden han på grund af sine evner fik mulighed for at forlade sin familie og tage til Manchester. Og der er Luna Solomon, hvis rejse væk fra undertrykkelse i Eritrea inkluderer en 10-dages vandring gennem den libyske ørken og nok en farefuld bådtur over middelhavet til først Italien, inden hun i andet forsøg lykkedes at komme ind i Schweiz.
Det er tredje gang, det olympiske flygtningehold er repræsenteret ved verdens største sportsbegivenhed. Første gang var i Rio de Janeiro i 2016, hvor 10 sportsudøvere havde fået lov at deltage under den olympiske fane.
Dengang stjal særligt den 17-årige syriske svømmer Yusra Mardini overskrifterne. Sammen med sin tre år ældre søster, Sarah, var hun flygtet fra Syrien samme år som Mohammad Amin Alsalami. I en overfyldt gummibåd på vej mod den græske ø Lesbos stoppede motoren, og de to søstre hoppede sammen med to andre passagerer, der også kunne svømme, i vandet og skubbede båden tre timer det sidste stykke ind mod den græske kyst.
Fortællingen er siden blevet til en Netflix-film, og Mardini-søstrene er blevet fremtrædende ambassadører for flygtninge rundt i verden. Så fremtrædende at det sidste år indbragte dem en plads på Time Magazines liste over de 100 mest indflydelsesrige mennesker i verden.
De synlige 37
Og noget tyder på at flygtningeholdet ikke er bare er kommet for at blive, men også er blevet en succesfuld del af OL’s branding. I hvert fald modtog FN’s flygtningehøjkommissær, Filippo Grandi, ved åbningsceremonien i Paris en hæderspris for sit bidrag til at etablere flygtningeholdet. Han mener, at holdet er et vigtigt symbol i en verden, der er ude af stand til at slutte fred, som han fortæller til Al Jazeera.
“Det her er de synlige 37, der taler, løber, hopper og kæmper, også på vegne af de 120 millioner andre.”
Filippo Grandi, FN’s flygtningehøjkommissær
“For at vise at flygtninge frem for alt er mennesker ligesom andre. Unge mennesker, der vil konkurrere, vinde medaljer, der vil være en del af et større sportsfællesskab. Men også fordi det viser, at når de får en mulighed, så giver flygtninge tilbage og bidrager,” siger Grandi.
“Det her er de synlige 37, der taler, løber, hopper og kæmper, også på vegne af de 120 millioner andre (flygtninge, red.).”
Medaljehåbet fra Cameroun
Måske bliver det i år, at det olympiske flygtningehold vinder sin første medalje.
Ved åbningsceremonien i Paris drev flygtningeholdet ned ad Seinen efter det græske hold, som traditionen tro dannede fortrop. I front for flygtningeholdet var 26-årige Cindy Ngamba fra Cameroun, der som fanebærer repræsenterer holdets største håb om metal.
Cindy Ngamba er en af verdens bedste boksere i mellemvægtsklassen og den eneste på flygtningeholdet, der ikke er blevet udvalgt, men har kvalificeret sig på lige fod med resten af verdens topatleter.
Bokseren var 11 år, da hun flygtede fra Cameroun til Storbritannien. Til mediet The Guardian har hun fortalt historien, om hvordan hun som 15-årig så et par svedige engelske drenge løfte rundt på tunge sække og skyggebokse i en bokseklub i Bolton. Hun spurgte den gamle mand, der drev stedet, om hun måtte være med næste uge.
Manden, hvis navn er Dave Langhorn, bad hende lave 10 armbøjninger, 10 mavebøjninger, 10 squats og tre minutters sjipning. Det gjorde hun, og hun gjorde det igen ugen efter, og sådan fortsatte det som taget ud af en Karate Kid-film i tre måneder, inden Cindy Ngamba fik lov at sparre med en dreng.
Seks år senere har Ngamba vundet tre nationale titler i tre separate vægtklasser. Og Langhorn er stadig hendes træner.
Cindy Ngamba er desuden lesbisk, og da homoseksualitet er kriminelt i Cameroun, kan hun ikke umiddelbart sendes hjem af de britiske myndigheder. Det har dog ikke forhindret hendes nye hjemland i at forsøge på det, og et statsborgerskab er der endnu ikke noget, der tyder på. Det på trods af at det britiske bokseforbund har kastet sig ind i ringhjørnet for Ngamba.
Derfor trækker Cindy Ngamba i dag i flygtningeholdets hvide trøje med OL-logoet på brystet og kæmper for en medalje til de 120 millioner mennesker, som er tvunget væk fra deres hjem og endnu ikke har fundet et nyt.
