For nyligt kunne Globalnyt afsløre, at kun mellem én og fem personer på kulturelt visum til Danmark er blevet udvist for at overskride deres visumperiode de seneste fire år.
Det er mindre end 0,7 promille – helt præcist 0,069 procent – af de godt og vel 7.000 gæster, der siden 2020 har fået tildelt det såkaldte VU3-visum til at besøge Danmark for at deltage i kulturelle begivenheder, herunder oplysningsarbejde og kulturudveksling med danske ngo’er.
Det fremgår af tal, som Udlændingestyrelsen har opgjort for Globalnyt.
Læs også: Globalnyt afslører: Under én promille af ngo-gæster bryder visumlov
De forsvindende få ‘afhoppere’ på det såkaldte VU3-visum får nu flere civilsamfundsorganisationer til at ryste på hovedet over den frygt for ulovlig immigration, som gennemsyrer det danske og europæiske visum-system. Og som ikke mindst besværliggør ngo’ernes arbejde, når de skal invitere samarbejdspartnere fra det Globale Syd til Danmark.
“Det er jo helt ude af proportioner,” lyder det fra daglig leder i Spor Media, Torben Vosbein, til Globalnyt.
Spor Media har selv spillet en hovedrolle i en kontroversiel visum-sag. I september skulle organisationen have haft besøg af en dansetrup fra Nairobi, der skulle optræde på festivaller og holde workshops med danske unge om klimaforandringer i Kenya.
Besøget blev dog aldrig til noget, da dansetruppen fik afslag på visum til deres besøg.
Og Torben Vosbein ryster da også på hovedet af de nye tal, der viser, at myndighederne stort set aldrig oplever at måtte udvise gæster for at overskride deres visum.
“Vi lovgiver mod en lille sort sky et eller andet sted på horisonten, hvor meget få mennesker ser et kulturelt besøg som en mulighed for at smutte ind i Danmark,” siger Torben Vosbein
Han tilføjer, at ingen af de cirka 100 gæster fra det Globale Syd, som Spor Media gennem de sidste 20 år har været vært for, har overskredet deres gæstevisum.
Ingen ‘afhoppere’ hos DreamTown
Helt så mange gæster på kulturel udveksling har Nina Ottosen og DreamTown ikke haft. Programdirektøren fortæller, at organisationen har været vært for 11 gæster fra det Globale Syd de seneste to år, og at de heller aldrig har haft problemer med ‘afhoppere’.
“Det virker meget problematisk, at en ‘immigrationsrisiko’, der drejer sig om så minimal en andel, får lov at have så stor indflydelse på processen omkring visum,” skriver Nina Ottosen til Globalnyt.
Organisationen, der arbejder for at gøre offentlige rum grønnere og mere sikre i slumområder i lande som Kenya, Uganda og Zimbabwe, har flere gange været nødt til at opgive besøg fra unge aktivister.
I september sidste år fik kun én ud af 15 inviterede ugandere lov at krydse grænsen til Danmark og diskutere verdensmål og udvikling med studerende på VUC i København. Og i de seneste to år har 15 af DreamTowns inviterede gæster ifølge Nina Ottosen fået afslag på visum hos de danske myndigheder.
Hun hæfter sig ved, at frygten for ‘afhoppere’ skaber masser af ekstra og unødvendigt arbejde for både de danske værter og udenlandske gæster.
I mange tilfælde koster det også ekstra penge til ombooking af flybilletter.
“For de unge, som vi arbejder med, skaber det store forhindringer og omkostninger for udveksling og for samarbejde, både økonomisk og menneskeligt. Og det er unge i Afrika, der aktivt arbejder for at fremme en udvikling, som Danmark støtter,” påpeger Nina Ottosen.
Hun er ikke i tvivl om, at regeringen hurtigst muligt må få gjort noget ved problemet, så de danske ngo’er kan være med til at udmønte Afrika-strategiens ambition om mere kulturel udveksling med kontinentet.
“Visum-systemet modarbejder Afrika-strategiens målsætninger om at fremme partnerskaber. Hvis man mener det seriøst, håber vi at se, at der arbejdes for en mere retfærdig visumpraksis, som afspejler virkeligheden og understøtter positive samarbejder. Det nuværende system underminerer tillid og gensidighed, som bør være kernen i relationerne i vores partnerskaber,” lyder det fra Nina Ottosen.
Dialog i stedet for stramning
Også fra Christiansborg opfordrer Alternativets udenrigs- og udviklingsordfører, Sascha Faxe, til, at regeringen tager ‘immigrationsrisikoen’ for inviterede gæster på kulturel udveksling op til genovervejelse.
“Vi er villige til at gå ekstremt langt og lade det gå ud over de manges retssikkerhed for at straffe måske fire mennesker i det her tilfælde. Det er helt gakkelak,” konkluderer ordføreren.
Sascha Faxe har en fortid hos Mellemfolkeligt Samvirke og har selv været med til at arrangere udveksling med unge fra Afrika.
Hun efterspørger, at myndighederne, i stedet for at snøre visum-systemet strammere, tager ved lære af de få gange, det er gået galt, og hjælper ngo’erne med at tage hånd om problemerne, inden de opstår.
Udveksling uden indrejse
Vores polariserede verden har behov for “at styrke en gensidig forståelse for kulturer og værdier”, lyder det i udenrigsministerens nye Afrika-strategi.
Samtidig kæmper mange ngo’er for at få visum til samarbejdspartnere fra det Globale Syd.
I den kommende tid sætter Globalnyt fokus på den politiske kampplads, som visumsystemet har udviklet sig til.
Hvis du har tips eller oplevelser, du gerne vil dele, vil vi meget gerne høre fra dig.
Du kan skrive til journalist Søren Steensig (krypteret på: [email protected]) eller chefredaktør Sven Johannesen.
Alle henvendelser behandles fortroligt.
“Det vil være vejen frem, i stedet for at gøre det kropshamrende umuligt for alle andre. Organisationerne har jo heller ingen interesse overhovedet i, at det her sker,” påpeger Sascha Faxe.
Retsordfører for Enhedslisten, Rosa Lund, mener, at danske ngo’er er gode til at sikre sig, at gæsterne vender hjem efter endt besøg.
“Det Globale Syd er præget af krige, konflikter og autoritære styreformer. Mange mennesker i Afrika har gode grunde til at flygte og søge beskyttelse i form af asyl. Desuden er der stor ulighed mellem Nord og Syd. Mange uden beskyttelsesbehov har derfor gode grunde til at migrere for at sikre sig selv og deres børn et bedre liv,” påpeger hun.
At så få gæster alligevel har forsøgt at veksle visummet til et ulovligt ophold i Danmark tyder ifølge Rosa Lund på, at de danske værter er deres ansvar særdeles bevidst.
“De 0,7 promille afspejler, at de danske værter er meget omhyggelige med at sikre sig, at deres gæster ikke forsøger at indvandre til Danmark,” skriver Rosa Lund i en mail til Globalnyt.
Fra den anden side i Folketingssalen vil udenrigs- og udviklingsordfører for Konservative, Helle Bonnesen, hellere give æren for de meget få visum-syndere til myndighederne.
”Tallene fra Udlændingestyrelsen viser, at systemet fungerer. De seneste års udvisningssager viser, at der er brug for stramme regler for at undgå en immigrationsrisiko. De forholdsvis få sager vidner dog om, at der ikke er behov for at stramme reglerne yderligere. Jeg ser derfor ingen grund til at ændre på reglerne for visum til kulturel udveksling,” lyder det fra Helle Bonnesen i en mail til Globalnyt.
Udenrigsministeriet ønsker ikke at kommentere på tallene, men henviser til Udlændinge- og Integrationsministeriet, der skriver i en mail til Globalnyt:
“Udlændinge- og Integrationsministeriet kan oplyse, at det følger af de EU-retsakter, Danmark på visumområdet er bundet af, at alle medlemslande skal undersøge, om ansøgerne opfylder betingelserne for indrejse, og der skal navnlig lægges vægt på at vurdere, om ansøgerne udgør en risiko for ulovlig indvandring.”