Alexander Hummelmose er cand. mag. i filosofi.
Ved COP29-mødet i Baku i november 2024 blev statsminister Mette Frederiksen spurgt til, om dansk klimabistand står mål med vores ansvar for den skade, vi som land har påført i globale klimarelaterede skader. Statsministerens svar var klart, Danmark har ”intet at skamme sig over”. Spørgsmålet blev stillet på baggrund af en ny undersøgelse fra DR, som viser, at den globale årlige omkostning for danske udvindinger af gas og olie i Nordsøen alene overstiger den årlige danske klimabistand.
Mens Danmarks og andre rige landes ansvar for de globale konsekvenser af klimakrisen bliver diskuteret, går den måske mest voldsomme enkeltstående konsekvens af klimakrisen overhovedet i glemmebogen, nemlig spørgsmålet om klimaflygtninge. Millioner af mennesker lider allerede som fordrevne af klimaforandringer, uden udsigt til beskyttelse under flygtningekonventionen eller andre mekanismer, og antallet vil kun vokse.
Ifølge en ny rapport fra FN’s Flygtningeorganisation, UNHCR, forventes antallet af lande, der står over for ekstreme klimarelaterede farer, at stige fra 3 i dag til 65 i 2040. Mennesker bliver allerede sendt på flugt af klimaforandringer, og inden 2050 forventes cirka 200 millioner mennesker at blive drevet på flugt af klimaforandringer, mens andre estimater går så højt som 1,2 milliarder.
Konsekvenserne af klimaforandringer gør også livet sværere for de rekord-mange mennesker, der i forvejen er på flugt fra andre kriser, såsom krige eller forfølgelse. Lige nu er tusindvis af flygtninge i Sudan i fare for yderligere fordrivelse på grund af voldsomme oversvømmelser, mens flygtninge fra Myanmar må søge beskyttelse i områder af Bangladesh, hvor cykloner og oversvømmelser hærger, viser den nye rapport fra UNHCR.
Bør Flygtningekonventionen opdateres?
Vi ved, at klimakrisen rammer hårdest, hvor ansvaret for at skabe den historisk set har været mindst. Det er så åbenlyst uretfærdigt, som noget kan tænkes at være. Rige vestlige stater – som har kapitaliseret mest på industrialisering og udledning af drivhusgasser – gør de negative konsekvenser til et globalt problem, mens millioner drives på flugt, særligt i Afrika syd for Sahara og Sydøstasien.
Samtidig med den uretfærdige fordeling af ansvar for og konsekvenser af klimakrisen har vi som internationalt samfund negligeret eller glemt klimaflygtningene. Der er ikke nogen egentlige internationale mekanismer, som griber dem og giver beskyttelse.
I Flygtningekonventionen fra 1951 defineres en ‘flygtning’ som en person, der af en eller flere grunde er forfulgt og derfor opholder sig uden for sit hjemlands grænser. Men klimaflygtninge er ikke nødvendigvis politisk forfulgte, og ofte krydser de slet ikke landegrænser. Det afskærer dem fra den normale vej til beskyttelse for flygtninge.
På den måde er ‘klimaflygtning’ formelt set slet ikke et ord. International lov anerkender kun klimaforandringer som grund til at være migrant, mens flygtningestatus, der kan give beskyttelse, ikke gælder for personer på flugt fra klimaforandringer.
Konventionen burde blive udvidet til også at give klimaflygtninge beskyttelse, men det kommer efter alt at dømme ikke til at ske.
Til gengæld burde det være åbenlyst og hævet over politiske uenigheder, at rige, vestlige stater har et ansvar for de mennesker, der bliver hjemløse på grund af klimakrisen
Det er i forvejen kun et fåtal af globale flygtninge, som opnår en permanent løsning gennem konventionsmekanismer, viser UNHCR-rapporten. Og alt tyder på, at der ville være stor politisk modvilje mod at øge puljen af personer, som kan gøre krav på beskyttelse som flygtninge. Størstedelen af de mennesker, der må forlade deres hjem på grund af klimaforandringerne, forventes også at forblive i deres hjemlande eller flygte til nabolande, hvorfor omfordeling af ressourcer og klimatilpasning nok er mere akut end politiske krav om at tage imod klimaflygtninge gennem en udvidelse af Konventionen.
Til gengæld burde det være åbenlyst og hævet over politiske uenigheder, at rige vestlige stater har et ansvar for de mennesker, der bliver hjemløse på grund af klimakrisen. I modsætning til de anerkendte flygtninge under Konventionen er klimaflygtninge nemlig ikke på flugt fra krig eller konflikt, som vestlige stater ikke har et direkte og måske kun tvetydigt ansvar for.
Rige, vestlige lande er påviseligt ansvarlige for selve årsagen til, at nogle mennesker bliver klimaflygtninge. Derfor har vi også ansvaret over for klimaflygtningene, og derfor skal vi finde egentlige politiske løsninger for klimaflygtninge.
Lige nu bliver det bare ved snakken, og så længe det er tilfældet, har vi i Vesten god grund til dårlig samvittighed. Også i Danmark.
Indlægget er udelukkende udtryk for skribentens holdning.
Ligger du inde med et emne, du gerne vil debattere? På Globalnyt er alle velkomne i vores debatsektion, så tag endelig kontakt.
Er debatindlægget klar, eller har du et udkast eller blot en idé, så send os meget gerne en mail til [email protected].
