MANILA: Det er efterhånden ikke gået mange næser forbi, at Filippinernes præsident Duterte til stadighed fører en særdeles hårdhændet krig mod narko. Siden sin indsættelse i slutningen af juni for godt to år siden, har han arbejdet indædt på at indfri et af sine helt store valgløfter: at bekæmpe kriminalitet ved blandt andet at slå tusinder af narkomaner og narkokriminelle ihjel.
Da Globalnyt var i Manila talte vi i den forbindelse med Josephine Lascano (Joy), leder af menneskerettighedsorganisationen BALAY Rehabilitation Center. Balay, der betyder ’hus’, samarbejder blandt andet med danske DIGNITY omkring rehabilitering af torturofre (ofte efter at have været i politiets varetægt) og nedbringelse af vold blandt socialt udsatte børn og unge.
Balay har i deres arbejde med de unge tydeligt kunnet mærke konsekvenserne af krigen mod narko. De oplever på nært hold, hvordan netop de socialt belastede unge er blevet ekstra udsatte, fordi de er nogle af de hyppigste ofre for politiets til tider vilkårlige nedskydninger af formodede narkokriminelle.
En kontroversiel narkobekæmpelses-politik
Ingen har været i tvivl om, hvor vigtig denne sag har været og er for Duterte. Samme aften som han blev taget i ed som præsident i 2016, tog han ud til eet af Manilas slumkvarterer for at holde en dundertale mod narkokriminalitet. Foran omkring 500 mennesker sagde han ifølge flere medier:
”Disse ’sons of whores’ er i gang med at ødelægge jeres børn. Jeg advarer jer, bliv ikke involveret i det, selv hvis I er politifolk. For jeg mener det, jeg vil slå jer ihjel… Hvis I kender til nogen, der er misbrugere, så slå dem selv ihjel. Det vil være for smertefuldt at få deres egne forældre til at gøre det.”
Flere toneangivende menneskerettighedsorganisationers, herunder især Human Rights Watch, og FN har i kraftige vendinger fordømt sådanne officielle tilskyndelser til drab på mistænkte uden rettergang (extrajudicial killings) og drab på uskyldige, men det rører ikke Duterte. I et interview med Al-Jazeera har han blandt udtalt, at han er ligeglad med hvad ’menneskerettighedsfolkene’ siger – ”I don’t give a shit… Hvis I (USA) bomber en landsby med det formål at dræbe militante, og I så kommer til at dræbe børn – hvorfor kalder I det i Vesten for ’utilsigtede skader’ (collateral dammage), men hos os (kalder I det) mord?”
I efteråret bragte Canadas premierminister Justin Trudeau sig i unåde for at have ’personligt fornærmet’ præsident Duterte, da Trudeau under ASEAN-topmødet i Manila udtrykte tvivl om legitimiteten af præsidentens metoder. Ved samme møde kaldte USAs præsident Donald Trump Duterte for ”a good guy” og udtrykte sympati med de problemer, Filippinerne havde med narko.
En krig mod de fattige
Indtil videre skønnes det, at de to år, krigen mod narko nu har varet, har kostet et sted mellem 12,000 og 20,000 mennesker livet. Det er mere end 20 om dagen.
Som nævnt er mange af dem udsatte børn og unge fra nogle af Manilas fattigste kvarterer, som ifølge flere organisationers kritik enten har været meget små fisk eller blot folk på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.
Men hvis dette er en krig mod narko, hvorfor ser vi kun Duterte slå hårdt ned på, hvad der synes at være enden på fødekæden, de små fisk? Hvorfor ser vi ikke en mere proaktiv strategi, der fokuserer på at afhjælpe, at de unge overhovedet havner i disse udsatte positioner?
”Fordi det i virkeligheden er en krig mod fattige – ikke narko”, svarer Joy uden at tøve.
Filippinerne har ikke et stort narko-problem, i hvert tilfælde ikke i forhold til sine nabolande, forklarer Joy. Hun stoler heller ikke på de officielle statistiker over antallet af misbrugere, som hun mener er kraftigt overdrevne. Meget tyder på, at hun har ret.
Allerede i august 2016 udtrykte FN’s særlige afdeling for narkotika (UNODC – United Nations Office on Drugs and Crime) bekymring over den filippinske regerings tilskyndelse til drab uden rettergang. Derudover har UNODC også dokumenteret, at selv på verdensplan har Filippinerne en relativ lav forekomst af stofmisbrugere.
Selvfølgelig er misbrug er et problem i Filippinerne, siger Joy, men ifølge hende er krigen mod narko i langt højere grad et behændigt narrativ for i virkeligheden af føre en hårdhændet krig mod fattigdom. Dét er til gengæld én af landets store problemer. Modsat sine sydøstasiatiske nabolande, hvor der over de seneste 20 år er sket en markant reduktion i antallet af meget fattige, har Filippinerne ’flatlinet’. Det skriver blandt andet the Economist.
Tager fra de fattige og giver til de rige
Udadtil er Duterte den jævne mands mand, men i praksis er han ligeglad, mener Joy. Faktisk er han decideret imod de fattige. Hun nævner som eksempel, at Duterte har planer om ved udgangen af 2020 at have udfaset alle de populære billige busser – jeepney’erne – og udskifte dem med mere moderne og miljørigtige modeller.
Jeepneyerne er et populært transportmiddel for landets fattigste. Der findes et sted mellem 180,000 og 270,000 jepneeys i hele landet , 75,000 i Manila alene, som dagligt fragter over 2 millioner til og fra arbejde og skole hver dag.
Men de moderne modeller vil være alt for dyre for de fattige chauffører at vedligeholde, og prisen for passagerne ligeledes for høj. En udfasning uden nye billigere alternativer vil således være katastrofalt for den store gruppe af fattige, der dagligt kører langt for at komme til at arbejde.
Tiltaget mødte tidligere i år massive protester, hvor det blandt andet blev kaldt endnu én af den ’anti-fattige’ regerings profit-orienterede forsøg på at tage fra de fattige og give til de rige. At overdrage dele af de offentlige services til den private sektor er kun ”til glæde for lokale oligarker og udenlandske kapitalister”, sagde Einstein Recede, leder af den nationale ungdomsorganisation Anakbayan under protesterne ifølge netmediet politiko – Metro Manila.
(Fattige) børn er krigens største tabere
Med bekymring ser Joy også en anden konsekvens af måden, hvorpå narkokrigen især rammer de fattige: Antallet børn, der oplever vold og bliver forældreløse på grund af drab på forældre med misbrug, er støt stigende.
”Vi har ikke en voldelig kultur her i Filippinerne. Men vi har en kultur, der i høj grad accepterer vold, især blandt socialt udsatte”, forklarer Joy og fortsætter: ”Det er det, vi i Balay arbejder med, men det gør det ikke nemmere, når børnene dagligt er vidner til politiets voldsomme ransagninger”.
Flere børn har oplevet familiemedlemmer eller forældre blive skudt for øjnene af dem blot på grund af et mindre misbrug af shabu – en art metaamfetamin. Brugen af marihuana og shabu, som også kaldes fattigmandskokain, er især udbredt blandt Manilas fattige, og der slås langt hårdere ned på dette end for eksempel kokain og heroinmisbrug.
Ifølge CNN Philippines erkendte Duterte faktisk allerede kort efter sin indsættelse, at krigen mod narko ramte skævt. Én af grundene ifølge ham var, at shabu, som udvindes af bilbatterier, er mere skadeligt for ens person end kokain og heroin (som er de velhavendes misbrugeres fortrukne stoffer).
“Bare fordi man er fattig, skulle man så være mere beskyttet mod, hvad, ængstelse (for at blive anholdt, red.)? … Sig ikke noget til mig om fattigdom, jeg har været der. Vær ikke sentimental, det accepterer jeg ikke.”
Verden skal vide
Joy, der tydeligvis er en kvinde med ben i næsen, har indtil videre formået elegant at balancere organisationens sociale arbejde, så det ikke bliver for politisk, og dermed risikere at Balay, ligesom en stribe andre menneskerettighedsorganisatiner, bliver lukket. Men det er svært. Hun ved, at hun sætter sit sociale arbejde i fare, hvis hun bliver for politisk. Hendes hjerte banker for de unge og udsatte, men udviklingen går ikke den rigtige vej.
Da interviewet med den slagkraftige kvinde er ved at runde af, vi pakker vores ting sammen og slukker mikrofonen, kigger hun op og siger med pludselig påvirket stemme:
“Jeg vil bare så gerne, at verden får at vide, hvad der langsomt er ved at ske her på Filippinerne… ja.”
Artiklen er blevet til med støtte fra Timbuktu-fonden. Globalnyts Elisabeth Moltke har været i Manila og den aller sydligste ende af øen Palawan for at tale med nogle af de folk, der er mest berørt af Præsident Dutertes radikale og både udskældte og hyldede politik.
.jpg”){kind=link}