Ved midnat den sidste dag i 2020 løb fristen ud for flere internationale løfter på det grønne område. Det havde dog allerede på det tidspunkt stået klart i noget tid, at målet om at halvere afskovning og bremse tabet af biodiversitet ikke ville blive indfriet.
Det samme gælder løftet om at levere 100 milliarder dollars årligt til udviklingslandenes klimaindsats. Den skuffende meddelelse kom i forbindelse med klimatopmødet i Glasgow, som heller ikke fik lukket hullet mellem landenes samlede klimabidrag og det overordnede mål om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader.
COP26 fik dog købt lidt mere tid, og der kom også nye grønne løfter i året, der snart er gået. Og i det kommende år venter en ny global strategi for at bremse tabet af biodiversitet samt en slutspurt for at holde klimamålet inden for rækkevidde.
Nye naturmål på vej
I oktober 2020 skulle verdens nationer mødes for at vedtage nye mål for at bremse tabet af biodiversitet. Som med meget andet er det blevet udskudt på grund af coronapandemien. Hvis ikke der kommer yderligere forsinkelser, skal mødet afholdes i maj i den kinesiske by Kunming. Det betyder, at der kun vil være 7-8 år til at indfri målene. Og det ser vanskeligt ud i lyset af, at ingen af de 20 mål (Aichi-målene), der skulle have været realiseret i 2020, blev til virkelighed.
Læs også: Verdens nationer rammer langt fra skiven med FN’s 20 naturmål
Det skulle lige være målet om at beskytte 17 procent af landjorden, hvilket næsten er sket, men det har ikke gavnet naturen meget. En stor del af de beskyttede områder er såkaldte “paper parks”, der i realiteten hverken bliver håndteret eller beskyttet. Danmark har eksempelvis indrapporteret, at 16,97 procent af det danske landareal er beskyttet, men DR’s Detektor har dokumenteret, at der ligger 49.000 landbrugsmarker i områder, som myndighederne kalder beskyttede.
For naturforhandlerne fra verdens lande er det meste af 2021 gået med at skrive på et udkast til den strategi, der skal afløse de uforløste Aichi-mål. Indtil videre er der stor opbakning til, at målet for beskyttede områder i 2030 skal være på 30 procent – både på landet og i havet. Dette mål er også indeholdt i EU’s strategi for biodiversitet, og Danmark er sammen med 74 andre lande med i en alliance, der presser på for at inkludere dette mål i den nye strategi. Joe Biden, USA’s præsident, har ligeledes præsenteret en plan med det samme mål i USA, der ellers aldrig har tilsluttet sig konventionen om biodiversitet, som forhandlingerne hører under.
Ny aftale om at stoppe afskovning – denne gang med penge
Skov fik ligeledes et boost i år, da en lang række lande på klimatopmødet i Glasgow i vedtog en aftale om at bremse afskovningen i 2030. Det er dog ikke en helt ny vision, da det mål allerede blev nedfældet på fint papir i 2014. Det skete med New York Declaration on Forest, som også indeholdt et delmål om at halvere afskovningen i 2020. Konklusionen er imidlertid, at skovhugsten globalt ikke er halveret. Den er derimod steget.
Læs også: I 2014 lovede USA og 49 lande at halvere skovhugst i 2020 – i stedet er den steget
Verdens Skove peger på, at der i modsætning til sidste gang er sat penge af til indsatsen i den nye skovaftale. 12 lande lover at donere 12 milliarder dollars frem til 2025. I alt 1,7 milliarder dollars skal gå til beskyttelse af oprindelige folks ret til land, hvilket vil medvirke til skovbevarelse. Dertil er alle de store regnskovslande med i aftalen fra Brasilien til DR Congo og Indonesien. Der er imidlertid en frygt for, at netop DR Congo er ved at slække på skovebeskyttelsen i landet.
Læs også: Frygt for øget skovhugst i DR Congo
Det var tilsyneladende hastværk med at få aftalen klar til klimatopmødet i Glasgow, der var skyld i, at detaljerne om DR Congos skovengagement ikke blev sikret. Til gengæld er initiativet for beskyttelse af den store regnskov i det centrale Afrika, som er verdens næststørste, ved at være klar. Central African Forest Initiative (CAFI) blev lanceret i 2015, og sidste år udbetalte Norge den første donation under initiativet til Gabon baseret på resultater med skovbevarelse. Den centralafrikanske regnskov har fået noget mindre opmærksomhed end Amazonas, men den lagrer efterhånden mere CO2 end storebroren i Sydamerika.
En hjemvendt synder
Glæden over en synder, der vender tilbage til den rette vej, er ofte stor. Det var ingen undtagelse, da den Joe Biden på sin første dag i Det Hvide Hus i januar igen sørgede for, at USA tilsluttede sig Paris-aftalen, efter at forgængeren trak stormagten ud af klimapagten. Biden arrangerede tilmed en særlig konference i foråret for at få landene til at øge deres klimaindsats.
Det har netop været det store problem siden vedtagelsen af Paris-aftalen. Pagten har et overordnet mål om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader, men det er de enkelte landes frivillige bidrag, der skal realisere den målsætning. Og da de planer, som de sender ind, er frivillige, er problemet, at der er et misforhold mellem middel og mål. Dette gab er trods alt blevet mindre, og det blev betydeligt mindre i 2021, da flere lande, herunder Kina og USA, har skruet op for indsatsen.
Det er dog stadig ikke nok. Klimatopmødet i Glasgow endte med en opfordring til, at lande sender opdaterede klimaplaner til FN inden næste konference i efteråret 2022. Spørgsmålet er, hvem af de vigtige nationer, der kan hæve niveauet. EU vil gerne gå foran, men det er svært at se, hvordan unionen skal kunne nå at byde ind med noget. 27 medlemslande og tre institutioner, der skal nå til enighed, samt en generel langsommelighed gør det vanskeligt at fæste lid til styrkede klimaplaner fra EU. Joe Biden får sikkert også rigeligt at se til med at gøre alvor af det nuværende mål for reduktioner på den hjemlige politiske scene. Og ingen ved, hvad der sker efter det amerikanske præsidentvalg i 2024, hvilket Kina ikke er sen til at påpege.
USA og EU har presset Kina diplomatisk i årevis frem til det seneste klimatopmøde, men det resulterede kun i ganske få forbedringer af de kinesiske klimaløfter. Kina kritiserer sammen med Indien og de andre udviklingslande den manglende indfrielse af løftet om at levere 100 milliarder dollars årligt i klimastøtte fra 2020. Det er nu i stedet sat til at blive realiseret i 2024, hvilket kastede en mørk skygge over klimaforhandlingerne i Glasgow.
TIl gengæld har der været nye grønne toner fra Mellemøsten i året, der næsten er gået. Tyrkiet fik endelig ratificeret Paris-aftalen, som et af de sidste lande. Det samme gjorde Irak. Olieafhængige Saudi-Arabien har ligeledes lovet at plante 10 milliarder træer og få halvdelen af energien fra vedvarende kilder i 2030. Sidstnævnte gælder dog kun, hvis den grønne omstilling ikke rammer den saudiske økonomi for hårdt, lyder det i klimaplanen.
Læs også: Der er et stort “men” i Saudi Arabiens grønne løfter
Det viser, at stort set alle lande i verden er kommet med på den grønne bølge – i hvert fald retorisk. Det store spring bliver at gå fra skåltalerne til selve realiseringen af de mange løfter, der er sendt til FN under Paris-aftalen. Det bliver sandsynligvis det næste diplomatiske skakspil. Men i første omgang skal gabet mellem de sammenlagte klimaplaner og målet om at holde temperaturstigningen under 1,5 grader lukkes via styrkede løfter fra landene. Og det er faktisk ikke længere helt urealistisk, at det kan ske i 2022 – det kræver dog et markant ryk af en eller flere af verdens største udledere.
