(BEIRUT, Globalnyt:) Glødende, orange skær af flammer og røg har siden mandag fået store skovområder i Libanon til at se apokalyptiske ud.
Fra nord til syd i landet, der er bare en tredjedel af Jyllands størrelse, har brandene med glødende konsekvenser spredt sig til mere end 120 steder: Tusindvis står uden hjem, hundredvis er sårede og mindst to personer er døde.
For Libanons vegetation er skovbrandene ligeledes ødelæggende. Ifølge den libanesiske NGO Association for Forest Development and Conservation er 20 års genplantningsarbejde gået tabt på to dage.
”Det ser ud til at blive de værste skovbrande i Libanon i årtier,” siger Sammy Kayed, som er udviklingschef hos AUB NCC (American University of Beirut Nature Conservation Center).
I løbet af ugen har han og resten af hans team fulgt skovbrandene minut for minut. For dem er konklusionen klar, fortæller han Globalnyt.dk: Det, Libanon oplever lige nu, er en direkte konsekvens af klimaforandringerne.
Perfekte forhold for skovbrand
Ingen kan sige med sikkerhed, hvad der startede skovbrandene, men det anses som sandsynligt, at der har været menneskefingre med i spillet. Enten med fuldt overlæg eller ved en fejl – som eksempelvis en ugennemtænkt, smidt cigaretskod.
Men at flammerne har spredt sig og er kommet så meget ud af kontrol, at Libanon har måtte tilkalde assistance fra Cypern og Jordan til brandslukningsarbejdet, bør krediteres vejrforholdene; lav luftfugtighed, hård storm og over 30 graders varme, hvilket er udsædvanligt i oktober.
”Vi befinder os i enden af den tørre sæson. Alt har bagt i syv måneder, og det er derfor, at der nu er de perfekte forhold for spredningen af skovbrande,” siger Sammy Kayed.
På grund af middelhavsklimaets tørre og våde perioder er de brændende træer ikke et særsyn på den her tid af året i Libanon. Men omfanget af skovbranden i 2019 har chokeret både befolkning og politikere.
”Det er et ubehageligt, personligt og direkte billede på klimaforandringerne,” siger Sammy Kayed og forklarer hvorfor og hvordan.
Mindre sne, mere fordampning og flere bjergbiller
Libanons vintre bliver vådere og vådere. Fordi det hvert år bliver varmere, sner det mindre i bjergene, og det gør, at træerne hurtigere tørrer ud.
”Globalt set smelter sneen en måned tidligere, end den plejede at gøre. I Libanon har sneen hjulpet med at holde træer og jord fugtigere i længere tid, men temperaturstigningerne gør, at det regner mere, og det fordamper hurtigere,” siger Sammy Kayed.
En anden konsekvens af klimaforandringerne er antallet af bjergbiller, eller barkbiller. Normalt slår de kolde vintre mange af billerne ihjel, men nu overlever flere og flere af dem. Det er skidt for træerne, for bjergbillerne æder sig igennem fyrreskove og slår træerne ihjel.
”Og der er intet, der brænder så godt som døde træer,” siger Sammy Kayed.
”Det er kombinationen af alle de her ting, der skaber de værste skovbrande i Libanon i mange årtier. Og hvis vi ikke gør noget ved det, vil vi formentlig blive ved med at bryde rekorder.”
Regeringen udstiller egne mangler
AUB NCC tror ikke på, at Libanon kan stoppe klimaforandringerne. Men regeringen har et ansvar for at tilpasse landet de stigende temperaturer, mener både de og andre eksperter, og her har de fejlet stort.
I 2009 donerede forretningsfolk, sammenslutningen for Libanons banker og universitetsfonde tre Sikorsky S-70 brandhelikoptere til regeringen til en værdi af 13,9 millioner dollars. Hver især kan helikopterne transportere fire tons vand, og de ville have været afgørende i brandslukningsarbejdet i denne uge.
Desværre har Libanons regering ikke sørget for at vedligeholde maskinerne. Symptomatisk for landets prioriteter er politiets tankkøretøjer med vandkanoner, som bruges mod voldelige demonstranter, fint kørende, og de bruges i kampen mod flammerne – med langt dårligere resultat.
Flere har påpeger, at skovbrandene ikke burde komme bag på landets autoriteter. University of Balamand har i løbet af oktober klassificeret 45 procent af Libanons skove som ”stærkt brandfarlige”.
”Disse skovbrande viser, hvor dårligt gearede Libanon er til den her slags katastrofer. Det er intet forebyggende blevet gjort for at forhindre, at det sker, og når det så brænder, er civile borgere nødt til at hjælpe med brandslukningen, og vi må tilkalde hjælp fra andre lande,” skriver Reem Khami fra Lebanese American University i mediet An-Nahar.
Hun har en Ph.D i miljø- og energiløsninger. Og hun bakkes op af Sammy Kayed fra AUB NCC.
”Jeg forstår godt, at vi har mange problemer i det her land, som virker mere presserende,” siger han og lister flere af dem op.
Rekordstor offentlig gæld, udbredt fattigdom, sekteriske konflikter og humanitære flygtningekriser for landets op mod 1,5 millioner syrere.
”Men det nytter ikke længere noget at tro, at de her problemer er adskilte fra klimaproblemerne. Borgere står uden tag over hovedet, og landmænd mister deres levebrød på grund af skovbrandene. Det er regerings ansvar at tilpasse os klimaforandringerne,” siger han.
Libanon blev hjulpet på vej af regnvejr i det meste af landet tirsdag aften, men der er stadig flere steder i landet, hvor træerne brænder.