Da jeg i 2022 opholdt mig i Asmara i Eritrea i to måneder som ubetalt landbrugsrådgiver, delte jeg kontor i landbrugsministeriet med Martha. Hun er en ung veluddannet kvinde, og dem er der efterhånden mange af i landbrugsministeriets mange afdelinger. De har universitetsuddannelse i modsætning til den gamle garde af ansatte, som er tidligere frihedskæmpere med metalsplinter i kroppen. De fleste af disse unge er født efter selvstændigheden i 1993.
Chistian Sørensen
Christian Sørensen er tidligere programkoordinator i udviklings-organisationen ADRA. Han har boet og arbejdet i blandt andet Tanzania, Kenya og Eritrea, og han er gift med en eritreer.
Han har i en årrække løbende skrevet indlæg på Globalnyt.
Martha er enlig mor. Hendes mand døde, mens hun var gravid. Vi fik mange snakke i den tid, vi delte kontor, selv om der var en generation – eller to – imellem os. Hvis Martha havde været af min generation, ville hun helt sikkert have været rødstrømpe. Hun kæmper for kvindernes rettigheder på arbejdspladsen. Hver dag kom der andre unge kvindelige ansatte for at snakke med hende. De havde et projekt kørende. Som Martha var de fleste blevet tidligt gravide. Og nu skulle de både passe en baby og et heltidsarbejde.
Det startede med, at de alle begyndte at tage deres babyer med på arbejde. Det var et fantastisk syn at se disse unge kvinder med en baby på ryggen – siddende foran en computer eller deltagende i et møde. Deres projekt var at starte en vuggestue! Der var flere fortilfælde, hvor en større arbejdsplads i Eritrea havde en vuggestue for de unge mødre. Her kunne mødrene komme og give børnene bryst i en pause i arbejdstiden.
Mange af landbrugsministeriets ansatte var mænd på min alder, så her skulle der kæmpes for ideen. Og Martha stod i spidsen. Der var allerede taget beslutning om en bygning, men der var ikke noget budget til driften. Kvinderne ville godt betale noget for vuggestuens drift, men med de generelt lave lønninger i hele den offentlige sektor i Eritrea ville det ikke være nok.
Nu, et år senere, da jeg igen tjekkede ind i ministeriets hovedkontor i begyndelsen af december 2023 for at give en halvanden måned af mit privilegerede danske otium til landbruget i Eritrea, fik jeg tildelt det samme dele-kontor som sidste år. Martha var dog væk. Hun havde fået et stipendium i USA.
Men hendes medsammensvorne var der. Allerede efter en time på jobbet blev jeg inviteret hen at se vuggestuen. Og den stod der – nymalet, med flotte billeder på muren. Indenfor var der to børnesenge med meget små babyer og så tre store madrasser, som kunne indrettes til soveplads for de lidt større børn.
Foto: Christain Sørensen
De så noget benovede ud over at se en hvid mand for første gang, men de fleste kom hen og gav hånd. De hviskede også deres navne. Der var to ansatte, som tog sig af de i alt femten krølhårede englebørn. Jeg blev rørt, fordi jeg kendte til deres mødres kamp sidste år. Det var en af Marthas gruppe, som viste rundt. Hun forklarede at der var børn fra et til fire år. ”Derefter skal de i børnehave i to år før skole.” Hun fortalte at forældrene betaler 10 nakfa om dagen, hvilket er cirka fem kroner. Hun havde ingen baby selv, forklarede hun. ”Jeg er ikke gift endnu!” Da jeg gik, vinkede alle børnene.
Det er normalt, at unge par i Asmara får tre eller fire børn. Og den første kommer inden et år efter brylluppet. Det er en norm, som er stadfæstet og indiskutabel. De får brystmælk i lang tid, baby nummer to kan godt belave sig på at skulle dele med en ny søster eller bror. Eritreas fertilitetsrate er 3,7 barn per kvinde.
Børn uden for ægteskab i Eritrea er ikke så almindeligt som i andre østafrikanske lande – eksempelvis Uganda, Tanzania og Kenya, hvor man næsten kan sige, at der opfostres en hær af faderløse børn. Den enlige mor findes overalt i lavt betalte jobs, En bedstemor tager sig af barnet, mens moren er på arbejde, og den biologiske far kører Boda Boda, motorcykeltaxa, og producerer endnu flere ’faderløse børn’.
Men tilbage til Eritreas demografi, som på grund af de mange lange krige er helt særegen.
Krigens demografi
De mange krige i Eritrea har skabt en overlevelse-kultur, som også har skabt mange flygtninge. Hvis man besøger en næsten hvilken som helst familie i Asmara, bliver man inviteret ind på en sofa i ’det fine rum’, hvor TV-et og køleskabet også står, og der er tæppe på gulvet. Og man vil på væggen se en række billeder – både gamle sort-hvide og nogle i farver – af unge mænd og kvinder. De sort-hvide billeder er typisk af alvorlige, meget unge mænd og kvinder med store afro’er. Det er familiens døde medlemmer, som faldt i befrielseskrigen fra 1961-91 eller grænsekrigen med Etiopien 1998-2001. Navnene på døde fra krigen mod TFLP i Etiopien 2020-22 er endnu ikke offentliggjort.
Men der er nok også billeder af dem, som migrerede og nu bor i USA, Canada, Italien, Saudi-Arabien – og ja, Danmark. Der bor sandsynligvis op mod en million eritreere uden for landet, cirka 8.000 af dem i Danmark. De sender meget mere muntre farvebilleder hjem. En bil måske. Huset, de bor i, er flot med mange smukke ting. Børnene er velklædte.
Den ældre generation, som har oplevet befrielseskrigen, der varede 30 år, fødte mange børn. De ville nok miste en eller to i krigen, men hvis en eller to andre børn migrerede til et land med fred og arbejde, vil familien kunne få støtte fra dem. De kommer ret ofte på besøg, for eritreere har meget tætte familier. Kufferten vil være fuld med europæiske eller amerikanske hverdagsvarer, medicin og lignende. Når de besøgende familiemedlemmer rejser tilbage fyldes de samme kufferter med teff, snacks, og hvidt bomuldstøj, som man ikke kan købe andre steder end i Eritrea og Etiopien.
Når man taler om demografisk transition i Afrika, bliver Kenya ofte nævnet. Her er fertilitetsraten ændret fra fire til to. Men det gælder kun for Nairobi, som har en stor, velstillet middelklasse. Den nøjes med to børn, som går i privatskole og universitet. Det er ude på landet, hvor der fødes fire eller flere børn per kvinde. De er stadig vigtige som arbejdskraft i landbruget.
Demografien i Eritrea i årene med befrielseskrig fra 1961-91 var kendetegnet ved en fertilitetsrate på mellem 6,2-6,7 barn per kvinde. Efter selvstændigheden i 1993 var den allerede begyndt at falde, og er nu anslået til 3,7 barn per kvinde. Der er ingen rig middelklasse i Eritrea. Det var selvstændigheden, som betød en betydelig demografisk ’transition’ i Eritrea.
Dansk demografi
Den danske demografiske udvikling er helt anderledes end Afrikas – næsten modsat. Og det er ligesom i Afrika af samfundsmæssige årsager, det handler ikke om adgangen til prævention – noget som afrikanerne har. I 1950 var fertilitetskvotienten 2,57 i Danmark. I 2022 var den helt nede på 1,55. Gennemsnitsalderen for en mors første barn i Danmark er i dag 29,9 år. I Eritrea fødes det første barn når moderen er 21 år, i nabolandet Etiopien cirka 19 år
Der manglede arbejdskraft i Danmark i 1970’erne, kvinderne skulle ud på arbejdsmarkedet. Og det kom de. Nu er der igen mangel på arbejdskraft. Alle skal ud for at yde en indsats – de tyrkiske eller kurdiske bedstemødre, som går derhjemme, de stadig friske pensionister – som jeg selv. Uddannelser skal afkortes og gøres beskæftigelsesrelevante, og de travle ben og hænder i sociale fag skal på fuld tid, selv om det muligvis vil slide dem ned og gøre dem mere syge.
Afrikas befolkningsvækst ville kunne løse det problem, og de fleste unge i Afrika ville meget gerne have en fremtid i Europa. Men ’Migration forbudt!’ er tidens kald i Europa trods de store demografiske problemer. Det er svært at forklare logikken for afrikanske venner. ”Vi tager jo altid godt imod gæster fra Europa, og de kan endda slå sig ned i Afrika, hvis de vil.”
