I 2020 skulle det være slut med alle krige og voldelige konflikter i Afrika. Det var målet for den ambitiøse strategi, den Afrikanske Union (AU) vedtog i 2013 i forbindelse med institutionens 50-års jubilæum.
Strategien fik navnet ”Silencing the guns by 2020”, men visionen om at opnå et Afrika uden krige, voldelige konflikter, folkemord, overtrædelser af menneskerettigheder og at gøre alle våben på kontinentet tavse inden 2020 var ambitiøs. Alt for ambitiøs. Konflikter, krige og drab er der desværre stadig i overflod i Afrika – tænk blot på situationen i Sahel, Etiopien, Cameroun, Nigeria, DR Congo, Mozambique for nu blot at nævne et par. Langsomt er ”by 2020” da også forsvundet fra planens oprindelige navn, og ved årets udløb så AU sig nødsaget til at forlænge fristen med ti år.
Men hvor langt nåede AU? Hvilke indsigter har visionen frembragt? Og hvad får unionen til at tro, at den kan komme i mål i 2030?
Manglende sanktioner
”Silencing the guns” blev vedtaget samtidig med AU’s større udviklingsplan, Agenda 2063, som den også hurtigt blev flagskib for. Tre år efter vedtagelsen udarbejdede unionens Freds- og sikkerhedsråd en konkret køreplan for, hvordan visionen skulle føres ud i livet.
Den store udfordring med køreplanen er, at den dækker ekstremt bredt og nævner stort set alle af kontinentets allerede velkendte problemer som medvirkende årsag til dets evige konfliktniveau: Fattigdom og økonomisk ulighed, korrupte regeringer og mangel på demokrati og respekt for menneskerettigheder, ulovlig våbentilførsel, kriminalitet og dårlig grænsesikkerhed, dårlig ressourceforvaltning, ungdomsarbejdsløshed, klimaforandringer …
Grundudfordringer, som det alt andet lige vil tage længere tid end fire år at bugt med. I sit reality check af køreplanen fra 2019, skrev Peter Fabricius, konsulent hos Institute for Security Studies:
”Efter bare seks år med hele initiativet og tre år med køreplanen kommer det ikke som nogen overraskelse, at Afrika fortsat er langt fra at gøre alle våben – eller bare de fleste våben – tavse.”
Fabricius vurderede, ligesom andre har gjort før ham, at AU indirekte har saboteret sin egen vision ved ikke at følge køreplanens anbefalinger. Blandt andet forslaget om at skærpe sanktionerne over for medlemslande, der ikke lever op til unionens demokratiske idealer, idet det netop er overtrædelser af demokrati- og menneskerettigheder, der fører til vold og konflikt. Det er ikke sket.
”AU er selvfølgelig kun lige så stærk som sine medlemsstater, og eftersom mange af disse er dybt udemokratiske, er det ikke sandsynligt, at de vil irettesætte eller sanktionere andre for de samme fejl. Men i så fald må man erkende, at dette vil være en stor hindring for at gøre våbnene tavse,” skrev Peter Fabricius i 2019.
Et skridt frem …
Ingen kan være imod den grundlæggende intention bag Silencing the Guns-projektet om ”ikke at lade fremtidige generationer overtage konfliktbyrden”, men i stedet ”opnå fred som grundlag for udvikling på tværs af Afrika.”
Og der er da også sket nogle fremskridt, selvom ikke alle sejre har haft lige lang holdbarhed. Der er for eksempel indgået fredsaftaler mellem rebeller og stater i Den Centralafrikanske Republik, Sudan og Sydsudan og en fredspagt mellem Etiopien og Eritrea.
Derudover har de afrikanske nationer spyttet i kassen til Den Afrikanske Fredsfond, som har modtaget det største beløb siden sin oprettelse i 1993, og så har AU-kommissionen gjort en indsats for at styrke kvinders rolle og inddragelse i fredsarbejde gennem i 2017 at oprette kvindenetværket FemWise Africa, der udbreder kendskabet til mægling og konfliktløsning på tværs af kontinentet.
Kigger man imidlertid på antallet af ofre for konflikt i Afrika, er realiteten, at Silencing the Guns ikke har formået at nedbringe drabstallet, som mellem 2013-2017 gennemsnitligt har ligget på 27.000.
Grafen, der bygger på tal fra ACLED, fremgår på side 9 i en monografi, der gør status på Silencing the Guns-projektet, og som blev udgivet af Institute for Security Studies i august 2020.
Foto: Silencing the Guns in Africa by 2020 – Achievements, opportunities and challenges
Løst krudt
I 2018 var der 21 borgerkrige på kontinentet – det højeste antal siden 1946, skriver Julian Karssen, konsulent og konfliktforsker, i en analyse på Africa Portal. Ifølge ham er der flere årsager til, at vold, konflikt og geværild stadig fylder i så stort omfang på kontinentet.
En af de væsentligste er den konstante tilføring af illegale våben, der bevæbner ikke-statslige aktører og derved gør dem i stand til at fortsætte deres aktiviteter. Den aktivitet har køreplanen for Silencing the guns-visionen ikke kunne sætte en stopper for på trods af vedtagelsen i 2014 af en traktat, der har formål at bremse våbenforsyningen til militser, der begår grove menneskerettighedsovertrædelser og krigsforbrydelser.
Problemet har dels været, at USA, Rusland og Kina, som de primære våbeneksportører til det afrikanske kontinent, ikke har hverken underskrevet eller ratificeret traktaten. Udenlandske aktørers direkte indblanding i konflikter – som for eksempel i Libyen – er desuden med til at forværre konfliktniveauer og underminere regionale indsatser.
Men heller ikke de AU-medlemslande, der selv producerer og sælger våben og ammunition, har været særlig ivrige efter at underskrive og ratificere traktaten. Og så er vi tilbage ved det faktum, at AU med sin ambitiøse vision har slået et alt for stort brød op i forhold til unionens ovnkapacitet.
Både Julian Karssen og Peter Fabricius peger på, at hvis det skal lykkedes at gøre så meget som en hundeproppistol tavs, skal den afrikanske union træde gevaldigt i karakter.
”Afrikanske stater har gentagne gange demonstreret deres evne til at håndtere umådelige udfordringer, men hvis ikke den Afrikanske Union lykkedes med at få dets medlemmer til en reel og vedvarende forpligtelse (til strategien, red.) i 2020 og fremover, kan dens vision for et velstående Afrika meget vel være på spil,” lyder vurderingen fra Julian Karssen.
Peter Fabricius når til samme konklusion:
”Hvis Afrika virkelig ønsker at sætte en stopper for volden, bliver staterne nødt til at tage deres eget fredsprojekt mere alvorligt.”
AU må institutionalise sine sanktionsmekanismer – og gøre brug af dem – så medlemslandene kan blive straffet, hvis ikke de implementerer de løfter, de har givet. Ellers er visionen om at gøre våbnene tavse ikke andet end løst krudt.
