I en grøn veloursofa i en kælder i indre København sidder fire mennesker på en lille scene, der er flikket sammen af nogle EU-paller. Til højre for den interimistiske scene står et badekar og til venstre troner et decemberlevn; et juletræ skabt af et metalstativ påmonteret tomme vinflasker.
De fire er inviteret af Publicistklubben for at debattere spørgsmålet: Hvem dækker Afrika? Men for at få hele konteksten med, skal vi lige spole tiden knap tre måneder tilbage.
Fra uafhængig til interessebaseret dækning
21. november sidste år havde journalist og Afrikakender Peter Tygesen en kronik i Politiken med titlen ‘Det tavse brag fra Afrika’.
Her kritiserer Tygesen de danske mediers mangeårige underprioritering af at have korrespondenter i Afrika, hvilket har givet mulighed for, at en række positive historier om ’det nye Afrika’ har kunnet stå uanfægtet hen, skønt der er et utal af eksempler på det modsatte, skriver han.
I takt med at den etablerede presses interesse er dampet af, er den interessebaserede journalistik på kontinent øget – således ansatte Folkekirkens Nødhjælp sidste forår to journalistuddannede medarbejdere, der med titel af korrespondent skal skrive historier fra henholdsvis Mellemøsten og Afrika. Men, advarer Tygesen i sin kronik: ”De mange interessebårne artiklers fokusering på projekter afleder opmærksomheden fra den virkelighed, der gælder for langt de fleste afrikanere.”
Folkekirkens Nødhjælps Afrika-korrespondent Mathilde Utzon svarede igen tre dage senere i Politiken, hvor hun blandt andet skrev: ”Engang var det sådan, at pålidelig nyhedsformidling kom fra aviser og DR. Mange mediebrugere har i dag ligeså stor eller endda større tillid til de informationer, vi beretter om direkte fra første linje i verdens brændpunkter. Fordi vi fortæller om nuancer, medierne ikke får med. (…) Jeg er i Afrika. Jeg fortæller, hvad der sker.”
Kamp om en titel
Siden er diskussionen om Folkekirkens Nødhjælps brug af betegnelsen ’korrespondent’ fortsat. Først i det nye år bragte journalisternes fagblad, Journalisten, en artikel, hvor pressefotograf Jørn Stjernklar, der selv bor i Sydafrika, siger, at det udhuler de egentlige korrespondenters troværdighed og kalder de to korrespondenters arbejde ”propaganda, som skal sælge deres firma.”
I en senere artikel i Journalisten fulgte Puk Damsgaard, DRs korrespondent i Mellemøsten, op og udtalte på egne vegne: ”Jeg mener, at de (Folkekirkens Nødhjælp, red.) misbruger korrespondent-begrebet” og kaldte det ”problematisk.”
I begge artikler giver Per Bjerre, mediechef for Folkekirkens Nødhjælp, svar på tiltale ved blandt andet at pointere, at der ikke er så mange andre korrespondenter i Afrika, hvis troværdighed kan udhules.
Og så er vi sådan set tilbage ved de uafhængige mediers manglende prioritering af Afrika, som Tygesens kronik også pegede på.
”Det er fra Afrika, du, med autoritet, kan beskrive det uventede”
Så her står vi altså – eller sidder, som gæsterne i det fulde kælderlokale gør – og det er der 1.200 millioner grunde til, som Peter Tygesen lægger ud med at sige. Det er ham, der har taget initiativ til aftenens debat, og derfor ham, der åbner ballet.
”Antallet af ludfattige vokser i Afrika, og de står lige uden for vores dørtrin. De har fået øje på os – de kommer. Udenrigspolitik er blevet indenrigspolitik,” siger Tygesen, der har rapporteret fra Afrika siden 1980. For ham er det klart, at det er uafhængig journalistik forankret i en afrikansk kontekst, der er brug for:
”Vi får ikke styr på, hvad der foregår, hvis ikke vi har nogle danske journalister, der bor en årrække i Afrika og kan få det ind under huden,” siger han og citerer Tomm Kristiansen, mangeårig Afrika-korrespondent for NRK, der har sagt: ”Det er fra Afrika, du, med autoritet, kan beskrive det uventede.”
Der skal ansigter på
Per Bjerre, mediechef for Folkekirkens Nødhjælp, har også fundet sin plads i den grønne sofa. Han har en lang karriere i DR bag sig og begynder med at slå fast, at han opfatter en korrespondent som en uddannet journalist, der er ude i verden og beretter hjem om det, vedkommende oplever. Men for ham at se, er hele diskussionen blevet afsporet:
”Alle er gået efter titlen, ikke efter indholdet. Vores korrespondenter lægger ikke skjul på, at de er ansat hos Folkekirkens Nødhjælp; det står højt og tydeligt på de ting, de sender hjem. Ja, de fortæller om vores arbejde, men de fortæller også om den virkelighed, de ser.”
Per Bjerre forklarer, at ansættelsen af deres Afrika-korrespondent klart er en reaktion på, at de uafhængige medier ikke har været til stede:
”Det er vildt vigtigt, at vi dækker Afrika. Det er ikke bare en ’sort masse’, og der er brug for nogen, der sætter ansigt på de her mennesker,” siger han.
Og til dem, der stadig måtte kritisere titlen på hans ansatte, har han et citat fra en af sine første chefer, DRs tidligere generaldirektør Christian Nissen: ”Hvis man vil opnå noget, må man bryde nogle regler.”
En uundgåelig udvikling
Da moderator Martin Breum præsenterer aftenens første medierepræsentant Anna Libak, udlandsredaktør hos Berlingske, er det gennem et citat, hun har givet til forskningsrapporten ’Mediernes (nye) verdensbilleder’. I rapporten, der er udgivet af Danmarks Medie- og Journalisthøjskole i efteråret 2016, citeres Libak for følgende: ”Derfor kan jeg love, at der kommer en Afrika-korrespondent. 5 år fra nu vil jeg tro, at alle aviser har. Eller 10 år.”
Det tror hun stadig – også selvom Berlingske altså endnu ikke har fået ansat den lovede Afrika-korrespondent. Det er ganske enkelt den vej, udviklingen går. Dog gør hun sig ingen illusioner om, at danske medier skal dække Afrika, fordi de har en moralsk forpligtelse til det, men snarere fordi Afrika og Europas fremtid hænger sammen:
”Afrika bliver ganske enkelt mere og mere betydningsfuld for Europa. De ser vi for eksempel med det EU-topmøde, der lige nu finder sted på Malta, og hvor hovedemnet er migration. Afrikas skæbne er EUs skæbne,” siger Libak. Hun nævner også den EU Trust Fund, der blev nedsat i efteråret 2015, og som er målrettet migrationsindsatser i Afrika, som endnu et eksempel på den opmærksomhed, der lige nu rettes syd for Sahara.
Fokus på faglighed
Også DR har vendt kikkerten mod syd. Da man før jul omlagde DR-korrespondenterne, blev der plads til en Afrika-korrespondent på holdet, og selvom udmeldingen generelt er blevet positivt modtaget, har kritikere alligevel peget på det underlige i, at den nytiltrådte Afrika-korrespondent, Søren Bendixen får base på Amager og ikke på det afrikanske kontinent, skønt der ellers er 54 lande at vælge imellem.
Da Martin Breum spørger DRs repræsentant i panelet, indholdschef Sandy French, der er den sidste af firkløveret i sofaen, hvorfor det forholder sig sådan, svarer hun, at det vigtigste er, at udnævnelsen har fundet sted:
”Det er første gang i min tid i DR (French har arbejdet for DR siden 2010, red.), at vi får en Afrika-korrespondent, og det er udtryk for en klar redaktionel opprioritering af Afrika,” slår hun fast.
”Søren Bendixen har en stor faglig indsigt i Afrika og kommer til at tilbringe mange måneder om året i Afrika,” siger French og gentager dermed, hvad DRs udlandschef Johan Engbo tidligere har sagt til Globalnyt, nemlig, at DR har god erfaring med andre korrespondenter, der med bolig i Danmark stadig formår at dække deres områder på højt niveau.
Det er ikke tilladt at referere Publicistklubbens arrangementer, da medlemmer skal have mulighed for at tale frit – derfor redegøres der ikke direkte for selve debatten i denne artikel, og derfor har alle citerede kilder haft deres citater til gennemsyn inden publicering.
