Af Peter Kenworthy, tilknyttet Afrika Kontakt
Mzwandile Masuku voksede op med lyden af gøende politihunde klokken fire om natten, bevæbnede politimænd, der gennemsøgte huset under morgenmaden, og en far han ofte måtte besøge i fængslet.
Mzwandile Masuku (i midten) med forældrene (Foto: Peter Kenworthy)
I de sidste ti måneder har hans far, Mario, igen siddet bag tremmer. Hans brøde var, at han råbte “viva Pudemo”.
Mario Masuku er nemlig præsident for det politiske parti Pudemo. Og partiet er forbudt
Han er anklaget for terrorisme, og har været tilbageholdt siden maj for at have råbt ”viva Pudemo” under en 1. maj-tale i byen Manzini sidste år. En ytring som anklagemyndigheden kalder ”en trussel for hele nationen”.
Han har været anklaget, men aldrig dømt, for terrorisme og tilskyndelse til oprør adskillige gange og tilbragt så lang tid i fængsel, at han ofte omtaler det som ”mit andet hjem”.
At bære en t-shirt er terrorisme
Swaziland er et lille enevældigt monarki mellem Sydafrika og Mozambique med omkring lidt over en million indbyggere, og hvor 2/3 af befolkningen overlever for under en dollar om dagen.
Samtidigt lever kongen og hans familie i luksus. Han ejer nemlig jorden og øver afgørende indflydelse i parlamentet, dommerne, hæren og politiet.
Som barn erfarede Mzwandile Masuku mange gange, hvad der skete når man trodsede kongens autoritet.
”En af de gange, vores hus blev ransaget af betjente, anmodede min far politiet om en ransagningskendelse”, fortæller han.
”Politiofficeren fortalte os at han ikke behøvede én, fordi kong Mswati III havde givet ham al den autoritet, han behøvede. Han pegede på sin uniformshat som et symbol på denne autoritet”.
I Swaziland får folk ransaget deres huse, bliver sat under husarrest, eller anklaget for terrorisme under landets terrorlove, blot fordi de støtter Pudemo, fordi de har en Pudemo t-shirt på, eller fordi de offentligt støtter Pudemo, som Mario Masuku gjorde det tilbage i maj i fjor.
Amnesty International kalder Swazilands terrorlov for ”dybt undertrykkende”, og mange swazier er blevet tævet, tortureret, og nogle få endda dræbt af politiet for at forbryde sig mod dens meget brede definition af terror.
Hjem kære celle
Lidt efter lidt er Mzwandile Masuku holdt op med at lade sig true af terrorloven eller politiets mange besøg.
Men han har aldrig vænnet sig til at besøge sin far i fængslet eller se ham på anklagebænken, selv om han selv er uddannet advokat, og en af sin fars forsvarere i den verserende sag.
”De oldgamle og overfyldte fængselsbygninger er intimiderende for alle besøgende”, fortæller Mzwandile og lægger til:
“Når jeg besøger min far, mødes vi i et indhegnet besøgsområde eller i hans fugtige og mørke celle. Og der er mange andre restriktioner som skal tage modet fra fangerne og deres besøgende, f.eks. at vente i mange timer uden begrundelse, eller at alle besøg bliver overvåget af tre eller flere betjente”.
Mario Masuku er da også mærket af de barske forhold i Zakhlele Remand Centre, hvor Swazilands politiske fanger sidder før og under deres retssag.
Han har nemlig diabetes (sukkersyge), men får efter det foreliggende hverken ordentlig mad eller medicinsk behandling. Hans syn er derfor svigtende, han har tabt sig betragteligt og han har fået lungebetændelse. Og så har han pådraget sig en livstruende infektion på højre fod.
”Jeg besøgte min far for nylig, og han fortalte mig at hans fødder gør så ondt, at han vågner hver nat. Det er på grund af hans diabetes”, siger Mzwandile.
Støtte fra uventede kanter
Mzwandile er klar over at det bliver op ad bakke at få hans far ud af fængslet.
Regimet har nemlig strammet grebet om demokratibevægelsen i de senere år som svar på den stigende aktivitet fra især Pudemo. Men støtten til hans far i både Swaziland og resten af verden er med til at holde deres mod oppe.
”Støtten kommer fra de mest uventede kanter, såsom fattige familier ude på landet i Swaziland, fra Desmond Tutu, fra Amnesty International, og fra vores andre venner i udlandet, herunder Danmark. Den støtte er nødvendig, for retssystemet i Swaziland har ikke længere nogen værdi”, siger Mzwandile.
Men selv om kampen for at få hans far og mange andre politiske fanger ud af fængslet er vigtig for Mzwandile og Pudemo, er den kun et skridt i den rigtige retning for Swazilands befolkning.
Uden for fængslets mure lever man nemlig i, hvad Mario Masuku har kaldt ”et stort åbent fængsel”.
Fakta:
Mzwandile Masuku er, ud over at være advokat, ansat som ansvarlig for børneområdet i Swaziland Council of Churches.
Mario Masuku voksede op i en lille landsby som det sjette barn af en politisk aktiv minearbejder og en husmor. Som barn havde han både ansvaret for at passe familiens køer og sin skolegang, når pengene rakte.
Mario Masuku og hans kone Thembi opfostrede deres familie i Eveni, i udkanten af hovedstaden Mbabane.
Han var en af medstifterne af Pudemo i 1983 og har været partiets præsident i flere omgange.
Han har rejst verden rundt for at skaffe støtte til Pudemos kamp for et demokratisk Swaziland og bl.a. været i Danmark adskillige gange.
I Danmark har han fået en demokratipris, som blev overrakt af Mogens Lykketoft (S) i Landstingssalen i 2010.
Han har desuden mødtes med Mogens Lykketoft ved flere andre lejligheder, samt mange andre folketings- og lokalpolitikere for at diskutere situationen i Swaziland.
I oktober 2014 opfordrede den danske ambassadør i Sydafrika og Swaziland regeringen i Swaziland til at revidere terrorlovgivningen, ligesom man diskuterede Mario Masukus fængsling og retssag med Swazilands konge og udenrigsminister.
Enhedslisten har et projektsamarbejde med Pudemo, som støttes af Institut for Flerpartisamarbejde (DIPD) i København.
Den danske NGO, Afrika Kontakt, indledte sidste år en kampagne, der kræver Mario Masuku løsladt.
Peter Kenworthy er journalist og cand.scient.soc. og aktiv i Afrika Kontakt.
