Af Hanne Tornager
Da kenyanerne gik til valg mandag d. 4. marts, havde etniske tilhørsforhold stor betydning for resultatet, og det vejede tungere end partiernes politiske budskaber i valgkampen.
Uhuru Kenyatta blev valgt som landets fjerde præsident af de to største etniske grupper i en valgalliance.
Trods væsentlige fremskridt siden valget i 2007 kommer de politiske partier stadig til kort, når der skal sælges politik.
Kampagner flytter ikke mange vælgere
De politiske partiers valgkampagner flyttede kun få vælgere, fordi mange stemmer var givet på forhånd.
Majoriteten end ikke overvejede andet end at stemme på ”deres egne” kandidater, det vil sige kandidaterne fra samme etniske gruppe som dem selv.
På landsplan vandt Uhuru Kenyatta 50,07 procent af stemmerne, hvilket var nok til at give ham præsidentposten, som forudsætter 50 pct. plus én stemme.
I Rift Valley og omkring Mount Kenya fik han over 98 pct. af stemmerne.
Men i det vestlige Kenya, hvor hans opponent Raila Odinga er fra, fik Kenyatta under 10 pct. af stemmerne. Omvendt fik Odinga 43,3 pct. på landsplan, og 86 pct. i sin ”hjemegn” i det vestlige Kenya.
Tallene viser med tydelighed, at vælgerne stadig holder sig til kandidaterne fra deres egen etniske gruppe.
Kenya – et ungt demokrati
Njeri Kabeberi, direktøren for Centre for Multiparty Democracy (CMD), har fulgt kenyansk politik tæt og især udviklingen af de politiske partier, siden hun etablerede CMD i 1994.
Hun tog initiativ til at etablere centret få år efter, at Kenya indførte flerpartisystem.
Njeri Kabeberi minder om, at ”…flerpartisystemet er stadig nyt i Kenya, da det kun har eksisteret siden 1992″
“Derfor ser vi også, politikerne først går efter deres egne etniske grupper og ikke nødvendigvis føler et stærk behov for at udvikle politikker, der kan give dem støtte nationalt…Det betyder, at de politiske partier går mere efter den politiske magt, end efter at gennemføre bestemte politikker.”
Med andre ord har partierne svage organisationer med stærke autoritære ledere, der mest af alt repræsenterer deres ”nation”, som det populært hedder i Kenya, når man spørger ind til de etniske skillelinjer i politik.
Får dansk støtte
Center for Multiparty Democracy arbejder for at styrke de politiske partier, så de bliver bedre til at repræsentere bredere grupper i befolkningen og nå udover det snævre etniske skel.
Det gør centret bl.a. ved at bistå partierne med at inddrage flere unge, som er mere åbne overfor forandringer i partierne.
Derudover giver CMD mulighed for, at centrale personer i partierne kan blive trænet i at planlægge effektive valgkampagner, der promoverer partiernes politik frem for at fokusere på lederne af partierne.
Dette arbejde er støttet af Danish Liberal Democracy Programme (DLDP), som køres i tilknytning til LOFs landsorganisation.
Ubeslutsomme vælgere – og forbud mod “hate speech”
Njeri Kabeberi fremhæver dog de politiske partiers kampagner op til valget den 4. marts, hvor hun observerede, at betydningen af de politiske budskaber er øget.
Det skyldes, at der er en spirende gruppe af ubeslutsomme vælgere, som ikke umiddelbart støtter topkandidaterne indenfor deres egen etniske gruppe.
Den veluddannede middelklasse begyndte nemlig at vise interesse for budskaberne i kampagnerne op til valget, og ”…derfor endte en større gruppe i middelklassen i byerne med at stemme på de mest overbevisende i valgkampagnen”, fortæller Njeri Kabeberi og uddyber:
“Det har især de fire største partier været bevidst om i denne valgkampagne, og de har været meget stærke til at kommunikere netop til denne gruppe”.
En anden faktor, der har været afgørende for større fokus på politik i debatten, er en ny lov, der forbyder ”hate speech”.
Njeri Kabeberi vurderer, at under denne valgkampagne har politikerne været bange for at blive hentet af politiet, hvis de gik over stregen i verbale angreb på andre etniske grupper.
På den måde er topkandidaterne indirekte blevet opfordret til at diskutere mere politik end hinandens fejl og mangler. Derfor har kampagnen været langt mere sober end op til det sidste valg.
Ny lov for politiske partier
Ikke mindst politikernes trusler og udfald mod konkurrenterne var med til at skabe en hadefuld stemning op til valget i 2007, som endte i voldsomme opgør. Flere end 1.300 mistede livet, og over 600.000 flygtede fra deres hjem.
Den tidligere FN generalsekretær Kofi Annan mæglede på vegne af det internationale samfund mellem de stridende parter. Den endelige aftale indebar, at Kenya skulle have en ny forfatning, som fik stor tilslutning ved en folkeafstemning i august 2010.
Den nye forfatning satte strengere krav til de politiske partier, og den eksisterende lov om politiske partier blev siden ændret for at gøre partierne mere professionelle.
Bl.a. skulle partierne arbejde for ikke kun at præsentere et afgrænset geografisk, etnisk område, men være nationale partier.
Derfor var et af de vigtigste krav, at de politiske partier skulle være repræsenteret med mindst 1.000 medlemmer i mindst 24 af Kenyas 47 provinser.
Njeri Kabeberi håbede, at de skærpede krav ville betyde, at antallet af politiske partier ville falde til 12-15 fra de daværende 43. Men ved kampagnes begyndelse var 53 partier godkendt. De fleste gjorde sig dog ikke bemærket og fik også kun få stemmer.
Øget tillid i befolkningen
Andre forbedringer præger dette valg frem for det forrige.
I 2007, da de stridende parter var uenige om valgresultatet, greb mange kenyanere til våben, og det fik voldsomme konsekvenser.
Ved valget den 4. marts 2013 påpegede den tabende part, Raila Odinga, en del uregelmæssigheder under optællingen af stemmesedlerne og især under indberetningen af stemmerne. Denne gang valgte den tabende og forurettende part at gå rettens vej.
Den nye forfatning har desuden sikret et uafhængig juridisk system, og øget befolkningens tillid til, at man kan gå rettens vej, hvis der er stridigheder.
Hanne Tornager er journalist og konsulent for DLDP (Danish Liberal Democracy Programme).
Artiklen er stillet til rådighed for U-landsnyt.dk
