Efter måneders stadigt mere bekymrede udmeldinger fra FN breakede historien omsider i den forgangne uge: Der er fødevarekrise og truende hungersnød i dele af Afrika og Asien, og det er værre end det plejer.
Mange medier har forståeligt nok fokuseret på de fire lande, hvor situationen er værst: Sydsudan, Nigeria, Somalia og Yemen. Her mangler i alt 20 millioner mad, og verdenssamfundet skal potentielt tage sig af fire sultkatastrofer samtidig.
Desværre har krisen et endnu større omfang. Ud over de fire lande, som trues af decideret hungersnød, viser en ny rapport fra FNs Fødevare- og Landbrugsorganisation (FAO), at i alt 37 lande har behov for fødevarehjælp udefra, heraf 28 afrikanske.
Læser man FN-rapporten, bliver det hurtigt klart, at fødevarekrisen umiddelbart er forårsaget af to ting: konflikt og tørke. Men hænger de sammen, og i så fald hvordan? En gennemgang af situationen i de enkelte lande viser, at der er forskelle fra land til land.
Konflikt og tørke spiller sammen i nogle lande
I nogle lande spiller tørke ingen eller kun en beskeden rolle i fødevarekrisen. Det gælder eksempelvis Nigeria, hvor det samlede høstudbytte i 2016 var over middel.
Her er årsagen til den truende hungersnød primært konflikten i det nordlige Nigeria samt en generel økonomisk krise.
I andre lande er det primært tørken, som er problemet, uden større væbnede konflikter. I Malawi og Zimbabwe, f.eks. har ca. 10 millioner mennesker i længere tid kæmpet med fødevareusikkerhed, omend regnen nu er vendt tilbage og giver håb.
Og så er der de lande, hvor der både er tørke og væbnet konflikt. Det gælder bl.a. på dele af Afrikas Horn. I Somalia har en langvarig tørke ødelagt høsten i mange områder med kraftigt stigende fødevarepriser til følge. Samtidig forhindrer konflikterne i landet en ordentlig landbrugsproduktion og adgang til fødevarehjælp i mange områder.
Man skal altså passe på med automatisk at koble konflikt og tørke sammen.
Det ændrer dog ikke ved, at kombinationen af de to er en giftig cocktail, som har det til fælles, at de kræver lokal modstandsdygtighed og en indsats mod de grundlæggende årsager.
Tørke sjældent den eneste årsag til konflikt
Inden for forskningen på området har en af de store diskussioner været, om tørke og klimaforandringer i sig selv kan føre til konflikter. Mest kendt i offentligheden er nok et studie fra 2015, som viste, at tørke muligvis bidrog til konflikten i Syrien.
Studiet understregede dog, at der er tale om et samspil af mange faktorer, og det er en væsentlig pointe: Tørke og klimaforandringer er sjældent den eneste årsag til konflikter – men de kan bidrage til dem og forværre dem.
Det er der også eksempler på i dagens fødevarekrise, omend det foreløbig er i mindre målestok. I det nordlige og centrale Kenya har tørken udløst voldelige konflikter om vand og græsgange. Men situationen skal forstås i sammenhæng med en dybereliggende historisk konflikt om jordrettigheder i området.
Det har konsekvenser for løsningsmulighederne: Skal man forebygge, at tørke bidrager til konflikter, er humanitær hjælp ikke nok. Man må ind og arbejde med den grundlæggende adgang til jord og vand og demokratiske institutioner, som kan sikre en ordentlig proces.
Den slags tager tid og kan møde modstand, men det er vejen frem.
Konflikter hæmmer klimatilpasning
Mens der er fuld fokus på, hvordan tørke og klimaforandringer kan bidrage til konflikt, har man næsten glemt den omvendte relation: at konflikter ødelægger folks muligheder for at handle i en tørke og tilpasse sig klimaforandringer.
Under den seneste voldsomme tørke på Afrikas Horn i 2011 forlod mange deres hjem i bl.a. Somalia, oprindeligt i et forsøg på selv at finde alternative måder at klare sig på.
Konflikten i det kaosramte land gjorde dog strategien umulig og førte til sidst tørkeflygtningene til (verdens største, red.) flygtningelejr Dadaab i det nordlige Kenya, hvor mange siden har været strandet.
Der er med andre ord brug for mere opmærksomhed på, hvordan konflikter påvirker folks strategier for at modstå tørke og tilpasse sig klimaforandringer.
Adgang til jord og vand er centralt
Tørken lige nu i dele af Afrika hænger sammen med El Niño, som er et naturligt forekommende vejrfænomen.
Klimaforskningen viser dog, at vi kan vente hyppigere og mere intense tørkeperioder af samme slags, efterhånden som klimaforandringerne slår igennem – samt mere voldsomme regnskyl og oversvømmelser.
Der er altså mere i vente, også selv om det går godt på mange andre områder i de afrikanske økonomier.
Hvordan Afrikas væbnede konflikter skal løses, er en historie for sig, men i forhold til tørkens rolle i fødevarekrisen er vejen frem ikke raketvidenskab.
I første omgang er der brug for humanitær hjælp, men det løser som bekendt ikke problemerne i sig selv.
Der skal gang i den meget omtalte kobling mellem humanitær hjælp og langsigtede indsatser, og der skal mere fokus på de grundlæggende ting, der styrker folks egne tilpasningsstrategier, så de kan modstå tørke og konflikt.
Derudover skal vi tage fat på de grundlæggende årsager til problemerne. Mad på bordet handler ikke kun om fødevarehjælp, men om selv at kunne producere og købe mad.
Dermed bliver det bl.a. vigtigt at arbejde med adgang til jord, vand og andre ressourcer, både i de berørte lande og globalt. Og så skal vi selvsagt forebygge klimaforandringerne, så de naturligt forekommende tørkeperioder ikke bliver flerdoblet af klimaskabte naturkatastrofer.
Kilde: DIIS notifications, 14 marts 2017
Se også
DIIS REPORT
15. MARTS 2012
Climate change and conflict: lessons from natural resource management
How development cooperation can address climate change as a conflict multiplier
DIIS IMPACT
2. JUNI 2016
Global land rush has complex consequences
Improving land governance requires better analysis
INTERVIEW
7. JUNI 2016
Det er jeans og bøffen, der udtørrer kloden – ikke badebassinet
Artikel i Føljeton om tørke og vandforvaltning
