I 1739 fandt den franske general Charles le Moyne massevis af store knogler langs Ohiofloden i det nuværende USA. Det blev startskuddet til en ny erkendelse for menneskeheden.
Først troede forskerne nemlig, at de store knogler stammede fra elefanter. Men en nærmere analyse viste, at det ikke kunne være tilfældet.
At dyrearter kunne uddø var en tanke, der på det tidspunkt endnu ikke var tænkt. Men efter årtiers studier af de store knogler foreslog den franske naturalist Georges Cuvier på en forelæsning i 1796, at knoglerne stammede fra et dyr, som ikke længere eksisterede på Jorden. Han kaldte den en mastodont, og erkendelsen af, at dyrearter kan uddø, var født.
Et par århundrede senere vurderer forskere, at dyrearter nu uddør med en hastighed, der er mellem 100 og 1.000 gange hurtigere end normalen de sidste mange millioner år. Derfor mener eksperterne, at vi er i – eller på vej ind i – en ny periode med masseuddøen af arter. Det er den sjette af slagsen, og den første siden dinosaurerne uddøde for omkring 67 millioner år siden.
Den Sjette Masseuddøen af Elizabeth Kolbert
I anledningen af udgivelsen af den danske oversættelse af “The Sixth Extinction” af Elizabeth Kolbert, bringer vi en anmeldelse af den originale engelske version.
The Sixth Extinction – An Unatural History udkom oprindeligt i 2014 på forlaget Henry Holt and Company, New York. Den er netop blevet udgivet på dansk med titlen “Den sjette masseuddøen – en unaturlig naturhistorie” af Impact Press.
Elizabeth Kolbert vandt en Pulitzer Prize for bogen, som også er blevet kåret til at være den bedste fagbog af The Guardian på listen ”100 Best Nonfiction Books of All Time”.
Citater fra bogen er vores egen oversættelse fra den engelske udgave.
Det er også titlen på Elizabeth Kolberts bog, ”Den Sjette Masseuddøen – en unaturlig naturhistorie,” som fortæller historien om den nye erkendelse for menneskeheden.
“Meget, meget sporadisk i den fjerne fortid har planeten oplevet forandringer, der har været så eksplosive, at diversiteten af liv er styrtdykket. Fem af disse var så katastrofale, at de er i deres egen kategori: det er de såkaldt ‘store fem’. I det, der synes at være et forunderligt tilfælde, men sikkert overhovedet ikke er et tilfælde, bliver disse begivenheders historie genskabt samtidigt med, at mennesket indser, at vi er ved at skabe endnu en. Mens det endnu er for tidligt at sige, om den vil nå de samme proportioner som de store fem, bliver den kendt som den sjette masseuddøen,” lyder det i indledningen til bogen.
Bogen blev oprindeligt udgivet i 2014, men er netop blevet udgivet i en dansk oversættelse.
De seneste år har medier og politikere talt meget om klimaforandringer, men knap så meget om klodens dramatiske tab af natur. “Den sjette masseuddøen” er en glimrende introduktion til emnet, spækket med fagkundskab og krydret med reportage fra de mange researchrejser.
Bogen har 13 kapitler, som hver især har fokus på en uddød eller truet dyreart, og vi kommer med på ture til Great Barrier Reef, Andesbjergene i Peru, flagermusgrotter i USA og den italienske Middelhavskyst. De mange reportager fra vidt forskellige egne i verden er viklet ind i videnskabelige redegørelser, og det gør fortællingen levende.
Uddøde fugle og rottens udbredelse
En af de triste fortællinger i bogen er historien om gejrfuglens skæbne. Her drager Elizabeth Kolbert til klippeøen Eldey ud for Islands kyst.
Det blev gejrfuglens sidste tilflugtssted. Engang var fuglen, der minder om en pingvin, udbredt i hele Nordatlanten, men både fuglen, dens æg og dens fjer var eftertragtet, og jagt førte til en dramatisk nedgang i bestandene. Til sidst gjorde dens sjældenhed den til et eftertragtet bytte for fuglesamlere.
De sidste gejrfugle blev dræbt af tre islændinge på Eldey den 3. juni 1844. To af islændingene fangede hver en gejrfugl, som de kvalte, mens den tredje person ved et uheld trådte på en rede med det sidste æg fra gejrfuglene. Det fremgår ikke af Kolberts bog, men det var i øvrigt den danske fuglesamler Carl Siemsen, der havde hyret de tre mænd til at fange eksemplarer af fuglen.
I et andet afsnit kommer vi med på ekspedition i Andesbjergene ved Cusco i Peru. Her undersøger forskere skovens biodiversitet i forskellige højder op ad en bjergside for at se, hvordan naturen reagerer ved forskellige temperaturer. Det bliver til en diskussion af, hvorfor tropiske skove er mere rige på biodiversitet end skovene i de nordlige egne af verden – et spørgsmål, der endnu ikke er et endegyldigt svar på i forskningen.
Rottens udbredelse bliver anledning til at tage fat i udfordringen med invasive arter. Kolonialismen medvirkede til at sprede den lille gnaver til alle egne af kloden, og det var mange steder ødelæggende for det lokale dyreliv – særligt på afsides øer. En kuriøs sidebemærkning i den forbindelse er, at en af de oplagte kandidater til at spille en dominerende rolle på Jorden efter en ny masseuddøen er en gigantrotte.
Forskningens udvikling og menneskets vedvarende arv
Elizabeth Kolbert nævner, at hun egentligt kunne have rejst til nærmest et hvilket som helst sted på Jorden, da sporene fra det store tab af natur er så omfattende. Den påstand bliver til fulde dokumenteret i “Den sjette masseuddøen”.
Der er masser af baggrund om de tidligere begivenheder med masseuddøen, forskningen og feltets videnskabshistorie. Det gør, at nogle passager kan blive lidt tunge, eksempelvis afsnittet om forskning i ammoniter, og hvordan disse uddøde blæksprutter er med til at give os indblik i den fjerne fortid.
“Den sjette masseuddøen” er en både fascinerende og deprimerende fortælling. Et af de få opmuntrende elementer kunne være den videnskabelige udvikling på området. Debatten var ikke helt forbi med Cuviers tese om, at dyrearter kan uddø. Charles Darwin mente eksempelvis i 1800-tallet, at uddøen af arter måtte foregå langsomt og gradvist i overensstemmelse med teorien om arternes evolution.
I dag ved vi, at kloden i de sidste 500 millioner af år har oplevet fem hændelser, hvor uddøen af arter er foregået i et ekstremt hastigt tempo i forhold til det normale. Vi ved også, at menneskeheden er den primære årsag til, at vi i dag taler om en sjette masseuddøen.
Det kan måske også virke opmuntrende, at livet på Jorden er vendt tilbage til nye højder efter hver af de tidligere katastrofer i klodens historie. Det vil det ganske givet gøre igen efter en ny masseuddøen. Det er så ikke sikkert, at homo sapiens kommer til at spille en rolle i den udvikling – men måske gør gigantrotter. I den geologiske historie er mennesket blot en lille brik med en kort historie – men menneskeheden står med en stor beslutning foran sig.
“Naturligvis er det vores egen arts skæbne, der interesserer os mest. Men med risiko for at blive kaldt anti-human – nogle af mine bedste venner er mennesker! – vil jeg påpege, at det ikke er det væsentlige i sidste ende. Lige nu i dette forbløffende øjeblik, der for os tæller som nutiden, beslutter vi, uden egentligt at ville det, hvilken evolutionær sti, der skal forblive åben, og hvilken, der for evigt vil blive lukket. Ingen anden skabning har nogensinde håndteret dette, og det vil, uheldigvis, blive vores mest vedvarende arv,” lyder det i slutningen af bogen.
