Helvede på Jorden findes ikke kun ét sted. Men ét af dem har Australiens flygtningemyndigheder ansvaret for. Takket være Behrouz Boochani har verden fået et enestående indblik i, hvordan flygtninge på øen Manus i Papua Ny Guinea er blevet behandlet. Nemlig ved hans beskrivelse af seks rædselsår i den lejr, han bestandig kalder fængsel.
Australien, der havde ”lejet” sig ind på denne jungleø hos Papua New Guinea, drev flygtningelejren i årene 2001-2019 – som et udtryk for at landet ville gøre alt, hvad det kunne, for ikke at få flygtninge ind på australsk jord. Australierne vender bevidst ryggen til bådflygtninge, som kommer langvejs fra, og giver dem en minimal tilværelse, hvis de endelig er sluppet ind på australsk territorium.
Det er ingenlunde nogen let læst bog, den nu 36-årige kurdisk-iranske forfatter har skrevet. Han føler sig tydeligvis draget af det skønlitterære og afrunder ikke sin 400 sider lange beskrivelse med alle de oplysninger, en videbegærlig læser måtte ønske. Selv om han har en akademisk grad i statskundskab og geografi, får man ikke at vide, hvorfor han flygtede fra sit hjemland. Det lange ophold på Manus beskrives i stor stil gennem hans tanker.
Værk skrevet på mobil
En lang, yderst farefuld, sejlads går forud for hans ankomst til Manus, men man får ingen oplysninger om ”udskibningshavnen”. Hvordan, han kom ud af lejren og i 2019 blev budt velkommen som asylsøger i New Zealand, er heller ikke beskrevet. Men det er ganske vist, at han har modtaget flere prestige-fyldte priser for sin bog.
Nok så interessant er, hvordan bogen blev til. Bogen blev i lejren skrevet på Boochanis mobiltelefon og blev i små portioner via beskedtjenesten WhatsApp sendt til den iransk-australske akademiker Omid Tofighian, som oversatte teksten fra kurdisk til engelsk. Telefonen var gemt i Boochanis madras, fordi flygtningene ikke havde lov til at have mobiltelefoner. Dette i sig selv er udtryk for stor viljestyrke i betragtning af alle de prøvelser, han havde oplevet under og efter sin lange flugt gennem Indonesien til Juleøen og til sidst Manus.
Bogen er fyldt med beskrivelser af afsavn, fysiske og psykiske prøvelser, mangel på hygiejne, søvn og ganske basale fornødenheder. På Manus indlogeres flygtningene i et telt, hvor der trods evigt aktive ventilatorer er kvælende varmt. Forfatteren betragter sig selv og de andre flygtninge som gidsler, der simpelthen skal skræmme andre fra at søge asyl i Australien. Han kalder konsekvent stedet for et fængsel, ja et ”sjælsædende” et af slagsen.
”Alle steder klistrer det fine hvide sand fast til ens fødder. Rundt om i lejren stikker afløbsrør ud af køkken- og baderum. Ud kommer en stinkende mikstur af rådnende ekskrementer… Stanken af slam, et mangeartet festmåltid dækker op til både mikroskopiske og gigantiske myg, der altid svæver i troposfæren over afløbsrørene”, hedder det i bogen.
Små kursiverede indskud i bogen skal ligesom ”løfte” fortællingen ind på et litterært niveau.
”Vi er fire hundrede mennesker/fire hundrede fortabte sjæle på et meget lille område/fire hundrede fanger/som med med ængstelse afventer natten/så vi kan tage af sted/og træde ind i vore mareridt”.
Umenneskeligt uhumsk
Midt i al elendigheden forsøger nogle af de indsatte at virke underholdende, en slags tragikomisk skuespil, hvor en af dem drister sig til at proklamere, at ”homoseksualitet er 100 procent tilladt fra og med dette øjeblik”. En meget dristig påstand, eftersom Papua New Guinea har gjort det ulovligt, sanktioneret med op til 14 års fængsel.
Et andet eksempel på Manus-lejrrens umenneskelighed: Afbrydelse af vand- og elektricitetsforsyningen, som gør bade- og toiletrummene totalt ubrugelige, toilettet så uhumsk, at ingen ifølge forfatteren kan få sig selv til at komme i nærheden af det. Det betyder, at fangerne (flygtningene) må forrette deres nødtørft rundt omkring, for eksempel nær en vandtank, en kanal, en tunnel.
Behrouz Boochani har om sin bog anført, at den kan opfattes som ”manuskript til en teaterforestilling, der rummer både myter og folklore, religiøst og sekulært, kolonialitet og militarisme, tortur og grænser… I Iran udtrykte vi vores kritiske analyser gennem teater”.
Det korte af det lange er, at oversættelsen fra kurdisk har været en krævende opgave, idet forfatteren støtter sig på forskellige litterære traditioner og afspejler forskellige konventioner for poetisk stil. Den videre transformation til dansk virker imidlertid med sit letflydende sprog overbevisende.
En bog til eftertanke for enhver med flygtninge-skepsis. Men blot et vidnesbyrd om megen mangel på menneskelighed. Blot et enkelt aktuelt eksempel. Nu i september modtog Indonesien, nærmere bestemt provinsen Aceh, 300 rohingya-bådflygtninge fra Myanmar, der havde forladt den gigantiske flygtningelejr i Cox Bazar i Bangladesh syv måneder tidligere. Ifølge UNHCR, FNs Flygtningehøjkommissariat, er der truffet foranstaltninger til at skaffe flygtningene husly. Man kan så gisne om deres videre skæbne…
