Rejsebreve: En afrikanist i Arktis
I denne corona-sommer rejste Stig Jensen, lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet, ikke som vanligt mod syd, men i stedet mod nord. Igennem tre rejsebreve reflekterer han over Arktis versus Afrika i forhold til klimakrisen og andre miljø- og udviklingskriser.
Første rejsebrev: ”Arktis vs. Afrika: De samfundsmæssige konsekvenser af global opvarmning”
Andet rejsebrev: “Jagt truer isbjørne og næsehorn, og så er der elefanten i rummet”
Tredje rejsebrev: “Manipulering af natur: Til gavn i Arktis og til glæde i Afrika”
Da corona afskar mig fra at kunne gennemføre mine planlagte Afrika-aktiviteter, endte sommeren med en planlagt tur til det nordlige Norge og dermed et genbesøg i Arktis. Siden jeg sidst var på de kanter, er Arktis blevet hot med øget fokus på klimakrisens betydning i det kolde Nord og high politics med voksende storpolitisk opmærksomhed. Min oprindelige plan var at holde ferie, men især klima- og biodiversitetsproblemstillingerne ramte mig og fik mig til at reflektere over Arktis versus Afrika.
Motiveret af refleksioner over miljøproblemstillinger i Nord og i Afrika, hvor der i nogle tilfælde er en verden til forskel og i andre slående ligheder, vil jeg i tre rejsebreve fokusere på tre forskellige problemstillinger.
Dette første rejsebrev kigger nærmere på de klimarelaterede samfundsmæssige konsekvenser i såvel Arktis som Afrika.
Unormalt vejr er blevet normalen
Indledningsvis kan det konstateres, at mediebevågenheden om vejrfænomener og afledte effekter i form af (is)afsmeltninger i Nord er stor og voksende. Set i lyset af såvel vores nordatlantiske besiddelser som den voksende politiske bevågenhed er det ikke underligt, at interessen fra danske medier er øget. For at ekstreme vejrfænomener i Afrika ikke skal gå under radaren her nordpå, skal de være spektakulære og altødelæggende, som eksempelvis tyfonen i Mozambique i 2019.
Det er oplagt at drage konklusioner fra dette års ekstreme vejrfænomener til klimaforandringer og til global opvarmning.
Her sondrer eksperterne mellem klimatiske variationer og klimaændringer. Forestillingen om klimatiske variationer bygger på antagelser om ”naturlige” udsving, såvel inden for som mellem sæsoner, mens klimaændringer ses som permanente forandringer, det kunne for eksempel være højere temperaturer. Ved klimaændringer arbejder man oftest med 30-års perioder.
De seneste år har områder i Arktis og Afrika været præget af ekstremt vejr både i sommer- og vinterhalvåret, hvor især usædvanligt varme perioder, der også har varet længere end normalt, har været dominerende. Sommeren har for eksempel budt på varmerekorder i Sibirien og Svalbard.
Der synes altså at være en række lighedspunkter i vejrmønstrene, hvor unormalt vejr er blevet normalen.
Traditionel levevis under pres
Zoomer vi ind på de samfundsmæssige konsekvenser i såvel Afrika som Arktis, så er der både lighedspunkter og forskelle.
Et grundlæggende lighedspunkt er, at særligt de rurale samfund, hvis livsgrundlag primært er baseret primært på udnyttelse af naturen, oplever ændringer i livsbetingelserne. Selvom der er lokale forskelle både imellem og inden for de to landområder, så synes tendensen klar: Samfundsgrupper baseret på en såkaldt traditionel levevis er stadig mere udfordret og udsat for flest forandringer. Dog synes klimatiske forhold blot at være én af flere faktorer, der er skyld i dette.
I Arktis er det især inuit- og samesamfund, der oplever opbrud og forandringer; i Afrika rammer forandringerne særligt pastoralister og semi-pastoralister i de tørre områder i og omkring Sahel og Kalahari. Deres naturtilpassede livsformer er udfordret af blandt andet klimakrisen og den demografiske krise, hvor unge fravælger traditionelle livsformer og i stedet tiltrækkes af det ”moderne” liv, der oftest udspiller sig i byerne.
Både i Afrika og Arktis er de traditionelle livsformer og identiteter altså truet eller direkte under afvikling.
Samtidig opstår der nye (job)muligheder inden for serviceerhvervene, hvor særligt oplevelsesturismen er i vækst. Udviklingen i de seneste årtier – indtil coronakrisen – resulterede i mange nye og primært sæsonbestemte arbejdspladser og har medført, at også folk i de såkaldte udkantsområder har fået nye jobmuligheder.
Stedvis er der opstået muligheder for lokal diversificering af indtægtsmulighederne, hvilket især er attraktivt for de unge.
Corona koster i Arktis og er totalt ødelæggende i Afrika
Ligesom i resten af verden har coronakrisen pletvist haft ødelæggende konsekvenser i Arktis og Afrika, hvor særligt folk og virksomheder, der er koblet op på turismen, er hårdt ramt. De negative effekter er størst og alvorligst i Afrika, fordi turismen her er lagt fuldstændig øde, da strømmen af internationale turister fra det globale Nord er tørret ud.
Også turismen til de arktiske områder har været mærkbart reduceret i år, men med store interne variationer. Det måske mest ekstreme eksempel er øgruppen Lofoten, som med mellemrum i løbet af sommeren har nået turistkapacitetsgrænsen, mens turismen i Svalbard nærmest har været ikke-eksisterende.
En primær årsag til sidstnævnte er, at krydstogsturismen er underdrejet, og at et af de norske hurtigruteskibe til Svalbard blev ramt af corona. Efterfølgende valgte Hurtigruten at lukke for deres aktiviteter resten af sæsonen.
I den nordligste del af Arktis er turismen veludviklet og opbygget over en årrække, så staycation har betydet, at flere end normalt har tilvalgt ferie her. Samtidig har de arktiske områder stadig haft en tilstrømning af europæiske turister, om end i noget mindre omfang end normalt.
Mere sol og varme en gevinst i Subarktis, men katastrofalt i Afrika
Selvom der er lighedspunkter mellem Arktis og Afrika, i forhold til hvordan klimakrisen bidrager til forandringer for lokalbefolkninger, så er forskellene mere udtalte. Her springer især to forskelle i øjnene.
Den første forskel handler om de samfundsmæssige konsekvenser ved varmere og mere uforudsigeligt vejr.
I Afrika er konsekvenserne af klimakrisen overvejende negative. Varmen og forandringer i nedbørsmængder og -tidspunkter skaber vanskelige – og i nogle tilfælde umulige – betingelser for at dyrke jorden og opnå et tilfredsstillende udbytte af afgrøderne. Det sætter bønder under hårdt pres, da deres overlevelse hænger tæt sammen med deres landbrugsproduktion.
Omvendt har varmen i Subarktis ført nye muligheder med sig.
På Lofoten har de varmere somre betydet større udbytte af traditionelle afgrøder og skabt mulighed for at dyrke for afgrøder, og den lokale turistindustri i det nordlige Norge har været svært tilfreds med, at vejret de sidste år har været bemærkelsesværdigt mere tørt og solrigt end i den sydlige del af landet. Det, mener man, har nemlig en positiv effekt på turisme til landsdelen: Godt vejr tiltrækker nordmænd, der vil tage dette års formidable vejr med masser af sol og kun lidt vind i betragtning, når næste års sommerferie skal planlægges.
Staten hjælper i Nord og er fraværende i Syd
Den anden forskel mellem klimakrisens påvirkning i Arktis og i Afrika er myndighedernes rolle i lokal udvikling.
Den norske stat poster enorme beløb ind i investeringer for lokale samfund i Arktis i form af infrastruktur, udvikling, uddannelse, understøttelse af turisme m.m. Alt sammen for at skabe levedygtige muligheder i udkantsområder, hvor tilpasning til klimakrisen er et centralt aspekt.
I Afrika spiller staten en grundlæggende anderledes rolle. Mange rurale lokalsamfund oplever, at myndighederne ofte hæmmer lokal udvikling og er totalt fraværende, hvilket er særligt tydeligt i krisesituationer.
Opsummerende kan det konstateres, at klimakrisen rammer Arktis og Afrika særdeles hårdt. Mulighederne for tilpasning til de nye forhold er grundlæggende forskellige, hvor den stærke samfundsmæssige sammenhængskraft i Norge betyder bedre forudsætninger for at imødekomme de samfundsmæssige udfordringer, mens der er en verden til forskel for fattige rurale samfund i en afrikansk kontekst.
