På kanten af asfalten
Fra Kampala til Niamey og retur
Af Lars Zbinden Hansen
Forlag: Skriveforlaget
Alle går vi rundt & leder som besatte
Nogen finder noget & andre sig selv
Alle mister noget ingen kan erstatte
Nogen går omkring & slår tiden ihjel
C.V. Jørgensen, Indian Summer
Mit forhold til anmeldelser og anmelderrollen er ambivalent. Det er sjovt at læse anmeldelser, men det er et stort arbejde at lave anmeldelser. Mine anmeldelser medfører efterfølgende ris, fordi de opfattes som (for) hårde.
I dette tilfælde er jeg blevet indfanget i anmelderrollen efterspurgt af forfatteren. Opgavevaretagelsen er ikke let, fordi Lars Zbinden Hansen er en tidligere studerende fra Center for Afrikastudier. Når jeg alligevel kaster mig ud i opgaven, så skyldes det min forudindtagede holdning til Lars. Han er en no-nonsens type, der ikke er til fals for mainstream holdninger og med massiv Afrika viden efter mange og langvarige ophold på kontinentet. En interessant cocktail som der kunne komme noget godt ud af.
På kanten af asfalten er langt fra en pixi-bog, med over 350 sider er der lidt mursten over den, selvom jeg kun har modtaget den som e-bog. Jeg har gravet hårdt i hjernebarken og mener ikke, der findes en tilsvarende bog på dansk om livet i Afrika.
Min formodning er, at rigtig mange mennesker kan lære et eller andet af denne bog. Om ikke andet burde læsningen af bogen sætte nogle tanker i gang. Den er absolut læseværdig og mine anbefalinger er kogt ned til følgende seks grunde:
Smittende og skarp
1. Lars har en utrolig fortællelyst der smitter af på læseren. Bogen er opbygget kronologisk, med nogle flashbacks og cliffhangers, som giver indtryk af en gennemarbejdet produkt. Flot omslag, gode og sigende overskrifter, fine ikke fancy illustrationer, det gælder både kort og fotos. Derudover er der en række fodnoter med henvisninger, ofte til relevant litteratur – lige til at gå til, hvis man vil vide mere.
2. Når man som Lars siden 1992 har levet det meste af livet i Afrika, så er der noget at fortælle. Han har boet/arbejdet mange spændende steder og i brydningstider, startende i Uganda, videre til Sydafrika, Marokko, Kenya og flere lande i Vestafrika og Sahel-regionen. Genbesøget i Uganda er også superinteressant og et illustrativt eksempel på Afrikas ekstremt dynamiske urbane samfund.
3. Lars er gennem bogen er fænomenal til at fremhæve nogle af de centrale problemstillinger i forbindelse med at være udsendt, især mange fine betragtninger om at leve med folk forskelige steder i Afrika. Vi får derigennem en indsigt i den enorme diversitet på kontinentet og ikke mindst i levevilkår for folk, både eliten, iværksættere, udsatte grupper, udsendte og andre. Lars’ fremstillinger viser en grundlæggende indlevelse, sympati og forståelse for levevilkår for folk i de sammenhænge, de indgår i. Herunder de magtspil med betydning for såvel magteliterne som de
4. Lars er rigtig dygtig til at fortælle og reflektere over spillene inden for diplomatiet, bistandsverdenen og særligt det, der kunne betegnes som godhedsindustrien. Lars’ position ændrer sig over tiden, startende med opstigning inden for diplomatiet til gennem de seneste mange år at have haft titel af at være medfølgende. Talrige illustrative eksempler viser både lyse og mørke sider af livet som udsendt i Afrika. Der synes at være en tendens til, som årene går, at Lars bliver stadig mere kritisk over for bistandsmiljøet og særligt dets repræsentanter fra Danmark/Vesten. Nogle af de eksempler, der fremhæves, tangerer absurd teater. Nok ikke chokerende for dem, der kender miljøet, men alligevel… særligt tydeligt med omtalen af Børnefonden og dens topstyrede ledelse.
5. Vi overøses med betragtninger på afrikanske lederskaber, især, men ikke udelukkende, ledere af afrikanske nationer. Det er tydeligt, at Lars er meget optaget af historien om Thomas Sankara – liv, lederskab, død og eftertidens behandlingen af mordet og komplottet bag. En historie om mordet på præsidenten i Burkina Faso som til stadighed optager mange mennesker i og uden for Afrika. Lars beskriver også, hvordan kolonimagterne stadigvæk spiller en helt central rolle i forbindelse med lederskab i Afrika, ikke kun i forbindelse med Sankara. Her fremhæves især den franske indblanding og de franske interesser med fokus på deres rolle i konflikter og det, der italesættes som konfliktløsninger.
6. Sidst men ikke mindst, så er Lars rigtig dygtig til at bidrage med egne meninger, og det er befriende. Der bliver nævnt en masse navne på folk, der mødes hen ad vejen, relationer opbygges og brydes i processen. Selvom vi får en mange navne, så er Lars overraskende diplomatisk. Han nævner i langt overvejende grad folk med navne, som han har haft gode relationer med. Har man indsigt i miljøet, og evner man at læse mellem linjerne, så kommer der en række ”sandheder”, også om bad guys. Er man til gossip fra Afrika, så er der også noget at hente, særligt om repræsentanter for Danmark, og om det internationale samfunds ageren, når de rammer det afrikanske kontinent.
Savner de private refleksioner
Selvom bogen er en meget personlig fortælling med konen, Claudine, som en gennemgående figur, deres to sønner nævnes i ny og næ, så har det private, specifikt familielivet i det fremmede, fået begrænset plads.
Jeg blev trist over oplysningen om, at deres tvillinger kort efter fødslen blev til en, det nævnes vist nok kun på side 31 og ikke igen. Personligt savner jeg refleksioner over nomadelivets konsekvenser for børnene og ens (forældrenes) relationer til dem, også når de bliver voksne. Netop relationerne mellem de udsendte og deres børn var en af de mest interessante take-aways fra Jakob Ejersbos Afrika trilogi.
Lars har en masse erfaringer, som det kunne have været spændende at få pakket mere ud. Eksempelvis kunne udpakning af udetilværelsens betydning for etableringen af (tætte(re)?) bånd til børnene i deres tidlige leveår, samt de mulige længerevarende implikationer. En anden problemstilling relaterer til adskillelser, når børnene bliver ældre, især hvis man i længere perioder ikke bor sammen. Endvidere betydningen for relationerne til ens voksne børn, når man har base i Afrika. Især når disse afrikanske lokaliteter, som i Lars’ tilfælde, måske kunne få prædikatet af et åbent fængsel som følge af de sikkerhedsmæssige udfordringer. Måske er der materiale til endnu en bog?
Vi får en flig af et indblik i Lars’ karrieremæssige lavpunkt i forbindelse med udstationeringen til den danske ambassade til Nairobi. Den efterfølgende afslutning af ansættelsen i Udenrigsministeriet nævnes et par gange, det var indlysende nok både en karrieremæssig og personlig nedtur. Fremstillingen viser såvel brugen af mobning som effekterne af denne inden for diplomatiet, selvom vi kun kan læse udlægningen fra den ene part.
For mange lyder mere end 350 sider om livet i Afrika i en periode der strækker sig over næsten præcist 30 år som en lige lovlig stor mundfuld. Rigtig nok, men alligevel ikke, for Lars Zbinden Hansens formidlingstalent er stort, og man bliver fanget af fortællelysten.
Stig Jensen er lektor ved Center for Afrikastudier på Københavns Universitet.
