“Noget, der virkelig får mit pis i kog, er når donorer i diverse lande bare går ind og støtter de ‘pet projects’, som er populære hjemme i deres eget folketing eller parlament, men som ikke hænger sammen med et lands samlede udviklingsbehov.”
Claus Haugaard Sørensen er blevet for gammel i gårde til ikke at tale rent ud af posen. Noget han i øvrigt altid har haft hang til. Han har blandt andet været kabinetschef for den danske EU Kommissær for udviklingspolitik, Poul Nielson, i perioden 1999-2004.
Claus Haugaard Sørensen har også været leder af Europa-Kommissionens generaldirektorat for nødhjælp. Og så mener han, at Europas udviklingsstøtte gives alt for fragmenteret, og at den i alt for høj grad er bundet op på alle mulige andre hensyn, end hvad modtageren har brug for.
”Blandt udviklingsministre har der været en tendens til, at være opfyldt af kristen næstekærlighed og trangen til at opnå høj feel good faktor. De elsker at gå ind i projekter, hvor små piger i Afrika lærer at læse, eller i opbygningen af nogle sundhedsklinikker hist og her. Og det skal der bestemt også til,” siger Claus Haugaard Sørensen.
“Men de glemmer at fortælle, at de altså ikke fik gjort noget ved modtagerlandets finansministerium, at de ikke fik organiseret skatteopkrævning endsige reformeret domstolene. For de troede, at andre tog sig af det. Nogle gange har man også glemt at bygge veje og jernbaner, fordi de truede den grønne agenda,” siger han.
Uden enighed ingen indflydelse
Claus Haugaard Sørensen kalder det er en bunden opgave, at donorindsatsen koordineres og rettes ind efter, hvordan modtagerlandene ønsker at opfylde verdensmålene.
“Man kan ikke rive enkelte sektorer ud af en udviklingsplan. Der skal et helhedsgreb til” siger Claus Haugaard Sørensen.
Blandt udviklingsministre har der været en tendens til at være opfyldt af kristen næstekærlighed og trangen til at opnå høj feel good faktor
Claus Haugaard Sørensen
”Det er jo matematik for høns, at man skal prøve at løfte i flok, og dermed få mere ud af sine dyre investeringer og de skattekroner, man smider efter udviklingslandene,” siger han og fremhæver TEAM Europe metoden som en oplagt tilgang till at sikre samordning af medlemslandene, udviklingsbankerne og Kommissionens indsats.
“Men det kræver, at landenes udviklingsministre giver instruks til deres egne medarbejdere og ambassader om at arbejde seriøst sammen, og at de selv tænker i europæiske strategibaner. Ellers forbliver udviklingspolitikken splittet, og Europa kan kigge i vejviseren efter global indflydelse.”
Haugaard Sørensen minder om, at fattigdomsbekæmpelse er en EU–forpligtelse i udviklingspolitikken, der er forankret i EU-traktaten. Men presset fra Kina og de øvrige geopolitiske spændinger får i disse år EU til at gå nye veje.
Det har ført til en ændret retorik omkring udviklingspolitikken og lanceringen af EU’s Global Gateway projekt for at modgå Kinas store Belt and Road-infrastrukturinvesteringsprogram.
”Infrastrukturprojekter såsom transportkorridorer eller bredbåndsnet kan godt kobles til fattigdomsbekæmpelse og human development. Men det kræver, at det indtænkes allerede, når projekterne designes. Og her er der langt mellem snapsene,” siger Haugaard Sørensen.
Han støtter ideen om at der gives garantier for lånoptagelse, så der opnås en multiplikator-effekt, når der samfinansieres med den private sektor.
”Men det er farligt at kaste alle pengene den vej. Infrastukturinvesteringer lykkes kun, hvis der er et minimum af offentlige ydelser i form af retssikkerhed, offentlige finanser, konfliktforebyggelse, uddannelse, sundhed og sociale sikkerhedsnet. EU skal ikke gå hen og blive kinesisk eller for den sags skyld russisk og glemme, at man sætter den langsigtede strategiske indflydelse over styr ved bare at fokusere på snævre forsyningsinteresser eller magtbalancer.”
Læs også: EU kan kun konkurrere på sine værdier i Afrika
”Mange investeringsprojekter såsom metroen i Abidjan, Ugandas Kiira-dæmning eller Nairobis ekspresbusser kan i princippet tjene sig selv ind. Det er jo typisk opgaver til den private sektor, der ligger lige til højrebenet, og her behøver man ikke at gå så massivt ind fra det offentlige med kostbare skattekroner. EU kan nøjes med at dække den ekstra risiko, som den private investor tager, fordi usikkerheden er større i et afrikansk land,” siger Haugaard Sørensen.
Usikkerhed er ødelæggende
Mens selvom investeringer er vigtige, er også gavebistand absolut påkrævet, når det drejer det sig om offentlige ydelser, som markedet ikke kan tilvejebringe, fordi befolkningen enten er for fattig, markedet ikke fungerer, eller det offentlige mangler midler.
Hvis du ikke har ordentlige rammebetingelser, så kan selv den bedst designede infrastruktur-investering gå i gulvet
Claus Haugaard Sørensen
”Ved at investere EU-penge i et vej- eller broanlæg, så tager man af de midler, der kunne bygge en sundhedsklinik, lave massevaccinationer eller betale for undervisning, der kommer landet tilgode på længere sigt, men som koster kassen og ikke kan leveres af staten selv eller af det private marked. Så der skal findes en balance.”
EU’s globale skæbneår
Splid i USA, konflikt i Ukraine og Mellemøsten, klimakrise, et opstigende Kina og et langt større modspil fra det Globale Syd.
Mens de udenrigspolitiske udfordringer står i kø, prøver EU at finde sin rolle i verden.
I denne serie, som er støttet af Europa-Nævnet, undersøger Globalnyt unionens fremtid på den globale scene.
Claus Haugaard Sørensen minder om, at investeringer i højteknologiske prestigeprojekter lynhurtigt kan blive lagt ned, hvis de andre tandhjul i et samfund ikke på plads:
”Projekter inden for transport, telekommunikation, digitalisering og mobilenetværk fungerer jo ikke rigtigt, hvis folk er så fattige, at de går rundt og stjæler kobberkablerne. Eller værre: bruger transportnetværket til at smugle coltran ud af landet, som det er sket i DR Congo, eller mobilnetværket til ligefrem at organisere optøjer som i Sudan,” siger han og uddyber:
“Min pointe er, at hvis du ikke har ordentlige rammebetingelser, så kan selv den bedst designede infrastruktur-investering gå i gulvet. Faktisk kan man heller ikke mobilisere den private sektor up front, når usikkerheden er for stor. Hvis du har et korrupt finansministerium eller et juridisk system, der ikke fungerer, kombineret med dårlig skolegang, ungdomsarbejdsløshed og civile uroligheder i store dele af landet efter epidemiudbrud, der skyller ind over landet hvert tredje år, så skaber det et meget dårligt investeringsklima.”
Konkurrencen fra Kina
Og så er der indflydelsen fra Øst. Kina er i løbet af det seneste årti blevet den største långiver til udviklingslandene. Da kineserne for alvor rykkede ind i Afrika, blev de kendt for en mere rå låne- og investeringspolitik i sektorer, der tjente Kinas behov for råvarer.
Der var ikke fine fornemmelser med krav til god regeringsførelse og menneskerettigheder, og det var med til at få EU til at fremstå som trægt, indblandende og formynderisk.
Men også Kina har lært, at deres tilgang ikke kommer uden omkostninger. Claus Haugaard Sørensen nævner Zimbabwe, der i 2020 gik bankerot:
”Kineserne fik et massivt problem fordi de havde overvurderet landets evne til at håndtere økonomien. Det var Kina, der kom i mest klemme, fordi Zimbabwe lige pludselig fik en enorm gæld og gik i betalingsstandsning. Kineserne ville så ikke samarbejde om gældslettelse med andre kreditorer, fordi de troede, at de kunne få deres penge igen, hvis bare de var hårde nok. Men sådan spiller klaveret ikke,” siger han.
Læs også: Klassisk udviklingspolitik er også pragmatisk
“Det har taget kineserne tid at finde ud af, at der er en meget høj risiko, hvis finansministeriet i et land ikke fungerer. Når institutionerne ikke fungerer, er selv kineserne på herrens mark.”
Zimbabwe endte i 2023 med at få en aftale om restrukturering af landets gæld på 40 milliarder kroner, forhandlet på plads i Paris-klubben med hjælp fra Valutafonden.
Når institutionerne ikke fungerer, er selv kineserne på herrens mark
Claus Haugaard Sørensen
Haugaard Sørensen vil ikke pege fingre af Kinas tilgang til udviklingspolitik.
“Vi skal ikke gøre Europa mere helligt end paven. Vi har også problemer med værdigrundlaget. Det er fint at Kina investerer, blot de også tager deres del af byrden med at udvikle modtagerlandene egen kapacitet og styrker værdigrundlaget. Det er ikke altid lige enkelt, heller ikke for Europa.”
Vi skal ikke være hellige
Som eksempel peger Haugaard Sørensen på Rwanda, som er en økonomisk succeshistorie med en brutal leder. Landets præsident Paul Kagame kan ikke kaldes en stor demokrat.
”Hvis vi konstaterer, at Rwanda har udviklet økonomi, sundhed og uddannelse til et velfungerende niveau, så er det takket være en magtfuld præsident og hjælp fra donorer, der har lukket øjnene for brud på menneskerettighederne. Der var et stort skyldkompleks i visse donorlande efter folkemordet i 1994, og man følte, at stabilitet nu måtte stå over principper. Præsidenten har så udviklet sit militær, hvilket jo er forudsætningen for magt og stabilitet. Det gavnede givetvis udviklingen. Men når han så bryder menneskerettighederne, er det selvfølgelig også ad helvede til”.
Dilemmaet er, hvordan EU skal reagere på sådan en situation.
”Skal vi så blokere udviklingsbistanden, koncentrere os om humanitær hjælp og så bare kaste noget fødevarehjælp og medicin ned over dem? Eller skal vi klemme øjnene en lillebitte smule i? Selvom det er ubehageligt, er der nok behov for en vis fleksibilitet. Jeg er sikker på, at der sker overgreb. Men når vi taler om lande, der er i totalt kaos, jamen undskyld, har man forestillet sig, at de kan efterleve alle menneskerettighederne fra den første dag?” spørger Claus Haugaard Sørensen retorisk.
“Det gør ondt i maven, at sige det, men man skal være varsom med at komme og presse sit eget værdisæt ned over andre lande, fordi ‘sådan har vi det hjemme i Herlev.’”
Den svære migration
En anden stor udfordring for EU-landene er flygtninge. Haugaard Sørensen mener ikke, at EU har forstået, hvor grundproblemerne ligger:
Hvis man tror, at løsningen er flere grænsevagter i Kruså eller i patruljebåde på Middelhavet, så kender man ikke virkeligheden i Afrikas landsbyer.
”Hvis man tror, at løsningen er flere grænsevagter i Kruså eller i patruljebåde på Middelhavet, så kender man ikke virkeligheden i Afrikas landsbyer.”
“Man er lykkeligt uvidende om, hvad det er, der tvinger unge mennesker til at forlade deres familie og bare blive fuldstændig fokuseret på at svømme over til Europa. Det har intet at gøre med grænsevagter, men med de grundlæggende problemer i samfundene, der driver unge på flugt. Sult og hungersnød, mangel på landreformer, uklar ejendomsret til land, etniske konflikter, ingen skolegang, tørke eller oversvømmelser, pandemier. Det hele skaber spændinger og tvinger unge ud på den farefulde færd.”
Hvis man ser på befolkningseksplosionen og de sociale spændinger, Afrika står overfor, så bliver det en sikkerhedsrisiko for vores børn og børnebørn, hvis ikke vi får hjulpet landene
Claus Haugaard Sørensen
”Hvis du har et samfund, der som udgangspunkt lever på et eksistensminimum, så er det ikke EU’s kystvagter og grænsekontrol, der kan få greb om ondets rod. Det er heller ikke infrastrukturinvesteringer. Der kræves, særlig i de mest skrøbelige og voldelige lande, en fortsat indsats for at levere stabilitet og velfærdsydelser indenfor uddannelse, sundhed og fattigdomsbekæmpelse. Det kræver igen en strategisk tilgang, hvor der bliver slugt nogle kameler omkring principperne”.
”Men lad os være ærlige: Hvis man ser på befolkningseksplosionen og de sociale spændinger, Afrika står overfor, så bliver det en sikkerhedsrisiko for vores børn og børnebørn, hvis ikke vi får hjulpet landene med at komme op at stå,” slutter Claus Haugaard Sørensen.
