Af Maria Kondrup
Malawianere græder ikke. Og slet ikke når de kommer til skade. Så de syntes, det var højst mærkværdigt, da jeg skar mig i fingeren og reagerede dansk.
Jeg skulle skære det yderste af et sukkerrør af, da kniven smuttede og landede i min finger.
I Danmark vil jeg måske have været lidt ude af den de første par minutter, men ellers ageret nogenlunde roligt, men her blev jeg pludselig meget opmærksom på, at jeg var i et helt fremmed land og ikke kunne være ganske sikker på, hvordan denne affære ville ende.
Bedre blev det ikke af, at det blødte voldsomt og at alle i landsbyen så ud til at tage det bekymringsvækkende roligt. Oveni tog køreturen til hospitalet to timer.
I en god blanding af at græde, bande og hyperventilere holdt jeg under hele ”operationen” på hospitalet øje med, at alt var sterilt; for hjemme i Danmark har jeg adskillige gange fået tudet ørerne fulde om, hvordan man ikke kan være sikker på, at standarden på de afrikanske hospitaler er den samme som på de danske.
God underholdning for personalet
Jeg har sikkert været dagens underholdning for personalet, for det hele var noget af et show.
Men alt foregik, som det skulle, lægerne var venlige og professionelle, og nu efter fem uger er de tre sting blevet fjernet, og såret er helet fint uden skyggen af infektioner eller komplikationer (uanset det tropiske klima, red.).
Jeg har længe overvejet at få lavet en tatovering som et minde efter denne rejse, men nu har jeg fået et ar, og det kan vel være ligeså godt.
Selv om jeg helst vil have været denne oplevelse foruden, gav den mig mulighed for at prøve det malawianske hospitalssystem på egen krop og en chance for at tale med mange forskellige læger og sygeplejersker.
Jeg fandt ud af, at det sjældent er en leg at drive et hospital i Malawi. Det hospital, jeg blev behandlet på, er et privathospital, og som navnet indikerer, kræver en behandling altså betaling.
Lægerne spørger dog ikke først akutpatienter om deres økonomiske situation, men går i gang med at behandle, og derfor mister hospitalet mange penge på medicin til patienter, der ikke har mulighed for at betale tilbage.
Èn nattevagt til 250 patienter
Som en konsekvens står hospitalet ofte uden penge til renovering og nye apparater. De gør, hvad de kan med de midler, de har, og en enkel behandling som min er lig den danske, men det er svært for dem at følge med i det lange løb.
Derudover er de tit underbemandede på grund af manglende uddannede, og én sygeplejerske på nattevagt til 250 patienter er ikke et mareridt, men ofte en realitet for de ansatte.
Til gengæld havde hospitalspersonalet en glæde og varme, du har svært ved at finde på danske hospitaler.
Hver gang jeg kom tilbage, blev jeg mødt med et ”Welcome back! How are you today?” og et stort smil, og da jeg var der sidste gang, bad de om min e-mail for at kunne holde kontakten og sagde, at de vil komme til at savne mig meget.
Jeg har aldrig fået af vide af en dansk læge, at han vil savne mig.
Personalet var altid så “velkommende” og interesseret i én, at man næsten glæder sig til at komme på hospitalet igen.
Afrikas varme hjerte
Dette er ét eksempel, men ud fra mine erfaringer går dette mønster igen over hele Malawi.
Lige meget hvor mange udfordringer, malawianerne har, er de altid ved positivt sind og har overskud til at hjælpe andre, og det er virkelig tydeligt at mærke, hvorfor Malawi bliver kaldt ”The warm heart of Africa”.
Ligeledes finder du næsten ingen ude i landsbyerne, der klynker over, at de har det hårdt, og at livet er svært.
De ved godt, at de ikke har den mest luksuriøse tilværelse, og at de skal arbejde hårdt hver dag, men de brokker sig ikke. Det synes jeg godt, vi kunne lade os inspirere af i Danmark.
For med udgangspunkt i mig selv og min omgangskreds: vi er nogle værre brokkehoveder derhjemme, og ofte beklager vi os over småting.
Jeg vil hvert fald tænke på malawianernes gode humør, næste gang jeg står hjemme i Danmark og skal til at brokke mig.
Maria Kondrup (20) er fra København og volontør hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun er udsendt til Malawi i tre måneder fra oktober til januar.
Hun bor i to omgange hos en værtsfamilie i en helt almindelig landsby og oplever hverdagen i det fattige sydafrikanske land.
Som led i volontørprogrammet er hun tilknyttet lokale partner-organisationer for at se, hvor og hvordan danske indsamlinger og donationer hjælper.
Maria Kondrup sender “oplevelsesbreve” til U-landsnyt.dk fra Malawis dagligdag – såfremt elektriciteten ellers virker ude i hendes landsby, så hun kan skrive på sin PC og maile det hjem.
Man kan læse det første af de underholdende og tankevækkende breve på http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/02-11-12/brev-fra-en-landsby-i-malawi-1-ironi-og-humor-hos
og det næste på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/10-11-12/brev-fra-en-landsby-i-malawi-2-kvindepower-og-r-st
