Af Maria Kondrup
Nu har jeg været i Malawi i lidt over to måneder og næsten to uger hos min nye værtfamilie i Nkhotakota i den centrale region.
Jeg bor 100 meter fra Lake Malawi, så de fleste lever her af fiskeri, og jeg spiser så store mængder fisk, at jeg ikke behøver at spise fisk det næste års tid.
Begrebet vinterbadning har også pludselig fået en behagelig klang, da vandet her er varmet op af den afrikanske sol og ikke er nær frysepunktet, som dét nutidens vikinger hopper i hver morgen hjemme i vinterfrosne Danmark.
En dag fortalte jeg min familie, at jeg har arbejdet som folkeskolevikar, og derefter spredte rygtet om, at jeg var lærer, sig hurtigt, og mange børn er efterhånden kommet for at få hjælp til lektier.
Lidt af en øjenåbner
Det er hovedsagligt engelsk, der spørges om hjælp til, for i de større klasser foregår undervisningen på engelsk, men det er af den grund ingen selvfølge, at eleverne kan følge med.
Min værtsnevø Shadreck på 16 sad en dag med sine historienoter og blev ved med at læse dem højt for mig. Jeg forstod ikke, hvad han ville have hjælp til, da en anden forklarede mig, at han ikke forstod, hvad der stod og havde brug for hjælp til at få det oversat teksten til det lokale sprog chichewa.
Det var noget af en øjnåbner for mig. Det har aldrig strejfet mig, når jeg har været på besøg på forskellige skoler, at elever ikke nødvendigvis forstod, hvad læreren skrev på tavlen.
Ikke børnene, der fejler
Samme mønster gentager sig hos min 13-årige værtsbror Stephano.
Vi sad forleden dag og skulle læse et kapitel i hans engelsk-bog. Efter at have læst afsnittet i gennem tre gange uden de store problemer, skulle han svare på nogle spørgsmål, og der gik det op for mig, at han ikke havde forstået størstedelen af det, vi havde læst.
Han forsøgte at besvare de simple spørgsmål ved at læse tilfældige sætninger, som ingen logisk sammenhæng med spørgsmålene havde, højt for at se, om jeg godtog det som korrekt svar.
Frustrerende var det for mig at skulle hjælpe en dreng med noget, som tydeligvis var over hans niveau, men endnu mere frustrerende må det have været for ham ikke at kunne forstå noget af det for til sidst at må opgive med et ”Oh Maria, I have failed”.
Det er trist at høre en dreng som ham sige det, for det er ikke ham, der har fejlet. Børn i Malawi får nemlig ikke hjælp til lektier på samme måde som danske børn gør.
Skolerne har ofte ikke ressourcer til at tage hånd om alle, når en klasse tæller 60 elever, og materialerne er få. Når børnene forlader skolen, går de hjem til husholdning og markarbejde, og derfor bliver lektierne tit ikke lavet, da der sjældent er mulighed for hjælp eller ro til at få det lavet.
Solstrålen – målbevidste Isa
Der er dog ikke kun sørgelige eksempler i de malawianske skoler.
Isa på 17 år taler godt engelsk, har den smukkeste håndskrift, og hans yndlingsdyr er en kanin. Det ved jeg, fordi han skriver essays til mig, som vi retter sammen. Han er enormt kvik, enormt nysgerrig og enormt flittig.
Han kommer hver dag med spørgsmål om alt fra andengradsligninger til engelsk grammatik, og min hjerne kommer tit på prøve, når jeg skal huske tilbage gennem alle mine folkeskoleår for at kunne hjælpe ham.
Han spørger ofte, om jeg ikke har nogle engelsk-bøger, han kan låne, og forleden dag, da jeg spurgte om, han ikke kunne teksten til en malawiansk sang, jeg havde hørt, kiggede han alvorligt på mig og sagde ” I’m not busy with music, I’m busy studying so I can pass my exams”.
Ikke engang i Danmark har jeg mødt en 17-årig, der tog sin skole så seriøst. Men Isa ved godt, at skole er vejen til en bedre fremtid, og jeg synes, det er beundringsværdigt, at han modstår fristelsen, når hans venner hænger ud nede på markedet, og bliver siddende derhjemme med snuden i bøgerne.
Jeg tror dog også, at han godt ved, det er ham, der har fat i den lange ende, og at de timer, han bruger på bøgerne men måske misser i socialt samvær, ender med at bringe ham meget længere end ned til markedet.
Håber virkelig at han lykkes
Isas drive for at lære og lyst til hele tiden at vide mere er inspirerende.
Både for en dansker som mig, der nogle gang kan tage tingene for givet og har brug for en reminder om, at det kan betale sig at arbejde hårdt, hvis man vil opnå noget, men også for de andre drenge og piger i landsbyen.
Jeg håber virkelig for Isa, at alt lykkes for ham, både for hans egen skyld, men også for de andre børn i landsbyen. Så de kan se, hvad skolegang kan gøre. At så længe man arbejder for sit mål, er det muligt at nå det.
Jeg er ikke i tvivl om, at hans jævnaldrende venner er død-misundelige, når de kan se, at han kan sidde og have en længere samtale med mig, mens de må nøjes med at sidde og kigge på, fordi de ikke kan mestre andet end et ”How are you?”.
Jeg håber og tror på, at en dreng som Isa kan inspirere andre børn til at tage kampen op og give dem mod på at lære.
Maria Kondrup (20) er fra København og volontør hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun er udsendt til Malawi i tre måneder fra oktober til januar. Hun bor i to omgange hos en værtsfamilie i en helt almindelig landsby og oplever hverdagen i det fattige sydafrikanske land.
Som led i volontørprogrammet er hun tilknyttet lokale partner-organisationer for at se, hvor og hvordan danske indsamlinger og donationer hjælper.
Maria Kondrup sender “oplevelsesbreve” til U-landsnyt.dk fra Malawis dagligdag – såfremt elektriciteten ellers virker ude i hendes landsby, så hun kan skrive på sin PC og maile det hjem.
