Af Maria Kondrup
Da jeg var yngre og ked af, at folk i Danmark ikke kunne enes, havde jeg en drøm; en idé om at bygge en stor bygning, der kunne forene de tre største religioner i Danmark under ét tag.
Man skulle tage det arkitektoniske bedste fra de tre religioners kirker og skabe et sted, der inspireret af alle trosretningerne kunne fungere som samlingssted, hvor folk mødtes på tværs af kulturer og religioner.
Hver religion kunne have sin egen afdeling til tilbedelse og respektive ceremonier, og derudover kunne huset bruges som kulturhus til debataftner, foredrag og kulturelle aktiviteter og på den måde bevise, at religioner godt kan leve fredeligt side og side.
Siden er jeg med mine 20 vise år og megen livserfaring blevet mere realistisk, og den idealistiske drøm er blevet lagt på hylden.
Det er ikke fordi, Malawi huser disse hybridbygninger, men der foregår noget andet, som jeg aldrig har oplevet i Danmark.
Fordi store dele af Malawi for mange år tilbage var underlagt arabiske slavehandler, og senere blev fri for slavehandlen med hjælp fra kristne skotske missionærer, lever der i dag rigtig mange muslimer og kristne i en stor symbiose.
Stor religiøs smeltedigel
Selv i den enkelte familie kan man støde på denne blanding, og det er ikke unormalt her i Nkhotakota, at familien er spredt ud over forskellige kirker. Bare i min værtsfamilie tilhører min mor og far en kristen kirke, min onkel en anden kristen kirke, mens min fars niece er muslim.
Jeg kan huske, at jeg engang læste en i en dansk avis, om en dansk familie, hvor datteren var konverteret til islam.
Moren udtrykte, at hun følte, at datteren på grund af denne konvertering havde skubbet meget af familiens danske kultur fra sig, og det havde skabt en kløft i mellem dem, at datteren ikke længere levede efter traditionelle danske, kristne værdier.
Her i Malawi spiller det ingen rolle, om man er kristen eller muslim, for som de selv siger, at vi alle mennesker og skabt af gud, og derfor gør det ingen forskel for dem, hvilken religion den enkelte tilhører.
Efter at have talt med flere har jeg fundet ud af, at religion er mere end bare at tro. Det er et tilhørsforhold og udgangspunktet for et netværk, hvor man mødes for at tale sammen og hjælpe hinanden.
De små kirker hernede er centrum for social og økonomisk bistand, hvor vi i Danmark vil gå til psykologen eller kommunen.
Vi skulle sige, vi var kristne
Inden vi blev sendt ud til landsbyerne, blev vi, hvis vi ikke var religiøse, rådet til at sige, at vi var kristne. Forklaringen var, at vi kunne risikere at skabe problemer for os selv, hvis vi sagde, at vi ikke var troende.
De fleste steder vil man blot skulle bruge meget tid på at forsvare sin holdning.
Nogle steder kunne man dog risikere, at folk ville reagere negativt overfor én, fordi det ligger så dybt i den malawianske kultur at være troende, og at mange derfor er uforstående overfor og i nogle tilfælde bange for ikke troende.
Jeg er ikke religiøs og har været irriteret over tanken om at sige, at jeg var kristen, for religion ligger så langt fra mit liv, og jeg følte, at jeg løj om en stor del af mig selv ved at sige, at jeg var religiøs.
Efter at have været tre uger hos min familie her i Nkhotakota gik jeg derfor i mod anbefalingen. Jeg talte længe med min “far” om, hvordan han opfattede ateister, og om han vil agere anderledes overfor dem i forhold til troende.
Efter at have sikret mig, at han hverken vil smide mig ud af huset eller læse højt fra Biblen hver dag, til jeg skulle rejse, tog jeg chancen og fortalte, at jeg faktisk, modsat af hvad jeg havde sagt tidligere, ikke var kristen.
Han tog det helt roligt, grinte lidt og begyndte så at spørge interesseret ind til, hvad der skete, når en ikke troende døde i Danmark.
Begravelser er nemlig meget vigtige i de små landsbyer i Malawi, måske den vigtigeste dag i et menneskes liv, og det er altid afdødes kirkesamfund, der står for det arrangement.
Læste højt af Koranen
Derved resulterede min bekendelse om min tro, eller mangel på samme, blot i endnu mere kulturudveksling.
Min frygt for at fortælle, at jeg ikke var troende, bundede i en forventning om lange foredag og formaninger om, hvordan jeg ikke burde benægte eksistensen af gud, men tro på ordene i Biblen, som var de lov.
Aldrig havde jeg dog regnet med den reaktion, som min 17-årige ven Isa kom med. Da jeg fortalte ham, at jeg ikke troede på, at der fandtes en gud, synes han, det var højst besynderligt og kom den følgende dag med Koranen og begyndte og læse højt.
Efter at have siddet i nogen tid og lyttet og prøvet at forklare ham, at han aldrig vil kunne få mig overbevist, ligesom jeg aldrig vil kunne få ham til at slippe sin tro, blev jeg irriteret over, at han ikke bare kunne acceptere mit valg, og spurgte ham, hvad der gjorde, at han blev ved.
Han kiggede trist på mig og sagde ”I feel sorry for you. Because I fear that you will burn in the fire of Hell”.
Enormt rørt
Det kom fuldstændig bag på mig. Jeg tænkte, at folk ville prøve at omvende mig, fordi de mente, at jeg ikke havde set sandheden, men aldrig at folk ville gøre det, fordi de var bekymret for mig. Ihærdige Isa blev simpelt hen ved, fordi han var ked af det og nervøs på mine vegne.
Jeg kunne ikke lade være med at grine og forklarede ham, at så længe jeg ikke troede på helvedesild og derfor ikke frygtede at brænde op, behøvede han heller ikke at være bekymret for mig, og samtidig var jeg enormt rørt.
Han prøvede kun på at hjælpe mig og skåne mig fra hvad der i hans verden er den mest smertefulde afslutning på livet. At ville overbevise nogen om at tro af ren medfølelse er jeg aldrig stødt på før, og det gjorde stort indtryk på mig.
Jeg er så småt igen begyndt at tænke på min hypotetiske hybridkirke som et realistisk projekt, for jeg har lært hernede, at folk godt kan leve i fred og fordragelighed på tværs af religioner.
Og at denne kulturudveksling, som følge af at flere religioner lever sammen, kan skabe større tolerance for forskelligheder og for andre måder at se verden på.
For som min værtsfar sagde, da jeg spurgte, om han ville behandle en ateist dårligere end en religiøs; vi er alle mennesker, uanset om vi er kristne, muslimer eller ikke troende, og vi skal behandle hinanden som mennesker.
Maria Kondrup (20) er fra København og volontør hos Folkekirkens Nødhjælp, hvor hun er udsendt til Malawi i tre måneder fra oktober til januar. Hun bor i to omgange hos en værtsfamilie i en helt almindelig landsby og oplever hverdagen i det fattige sydafrikanske land.
Som led i volontørprogrammet er hun tilknyttet lokale partner-organisationer for at se, hvor og hvordan danske indsamlinger og donationer hjælper.
Maria Kondrup sender “oplevelsesbreve” til U-landsnyt.dk fra Malawis dagligdag – såfremt elektriciteten ellers virker ude i hendes landsby, så hun kan skrive på sin PC og maile det hjem. Dette brev er det sidste, idet hun nu rejser hjem.
Man kan læse det første af de underholdende og tankevækkende breve på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/02-11-12/brev-fra-en-landsby-i-malawi-1-ironi-og-humor-hos
brev nr. 2 på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/10-11-12/brev-fra-en-landsby-i-malawi-2-kvindepower-og-r-st
brev nr. 3 på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/07-12-12/brev-fra-en-landsby-i-malawi-3-sk-re-sig-og-gr-de
og brev nr. 4 på
http://www.u-landsnyt.dk/nyhed/13-12-12/brev-fra-en-landsby-i-malawi-4-lysten-til-l-re
