BRIKS – Sydafrika sætter punktum i Helsingør

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Lis Garval, U-landsnyt.dk

Timingen kunne ikke være meget bedre. Den internationale Højskole i Helsingør slutter sin serie om BRIKS-landene med Sydafrika netop som verdens opmærksomhed atter er rettet mod landet.

Omkring 75.000 minearbejdere i platin-og guldindustrien menes at strejke og med flere og flere massefyringer er det et hårdt slag mod landets i forvejen svage økonomi – og måske også mod præsident Zuma som leder.

Men det er ikke kun mineindustrien, hvor vital den end er for Sydafrika, der i fokus på det weekend seminar, som højskolen indbyder til den 3 og 4. november.

I indbydelsen fremhæves Sydafrikas strategiske betydning som det afrikanske kontinents vigtigste politiske og økonomiske magt, de sydafrikanske styrkers stigende fredsbevarende aktiviteter og Sydafrikas bemærkelsesværdige fremskridt siden overgangen til demokratiske styre i 1994, ikke mindst forsoningsprocessen.

Men fattigdommen i Sydafrika er stadig alarmerende, arbejdsløsheden er på 25 procent og uligheden stor.

Sydafrikas ambassadør i Danmark, Samkelisiwe Mhlanga, vil fortælle om både fremskridt og udfordringer i sit foredrag, der åbner seminaret. “South Africa of Today. Where did it come from, and what does it want to achieve ?” lyder titlen.

Historikeren Hans Erik Stolten følger op med ”From Apartheid to Reconciliation”.

De øvrige emner, der skal drøftes, er “South Africa’s Foreign and Security Policy” ved professor Thomas Mandrup,”The South African “Miracle” “ ved den tidligere svenske ambassadør i Sydafrika Anders Möllander, “BRICS Countries and the New World Order” ved professor Tonny Brems Knudsen og “Internal Contradictions ? Political Community and Class Division after the End of Apartheid” ved forsker André Sonnichsen.

Det gælder for hele seminaret, at der lægges op til deltagernes aktive medvirken.

Men Sydafrika kommer ikke kun til Helsingør i ord. Der sættes sang og dans til. Seminaret byder nemlig også på Baobab Singers.

Baobab Singers er en vokalgruppe bestående af syv danske unge kvinder mellem 22 og 25 år, hvis repertoire er sange fra Sydafrika og Lesotho som fremføres a cappella – altså uden instrumental musikledsagelse men til gengæld med festlige dansetrin.

Sangerne har ikke kun givet koncerter i Sydafrika og optrådt ved Desmond Tutus 80 års fødselsdag i Cape Town. De har også indspillet en CD med den berømte sydafrikanske trompetist og sanger Hugh Masekela.

Rikke Forchhammer, der er forstander på Krogerup Højskole og formand for Mandela Center Danmark, er leder af sangerne. Hun introducerer gruppen og fortæller desuden om ”Nelson Mandela, Desmund Tutu and South African Songs”

”Kunne vi få et bedre kulturelt indslag?”, spørger højskolens forstander Søren Launbjerg retorisk.

Han glæder sig allerede til at kunne sætte et fornemt punktum for BRIKS-serien, der har trukket mange deltagere til Helsingør, med endnu et både seriøst og underholdende seminar.

Se det detaljerede program og om tilmelding i Kalenderen.