I landområderne i Burkina Faso kan alle mødre berette om at have mistet en datter, en søn, en niece eller en nevø. Det kan derfor være svært at forestille sig, at børnedødeligheden i det vestafrikanske land faktisk er halveret siden 1990 ligesom på globalt niveau.
I dag er dødeligheden blandt børn under fem år på 102 ud af 1000 levendefødte. Det vil sige, at omkring hver tiende barn dør, før det fylder fem år, hvilket er et af de højeste tal i verden.
Især i landområderne er børnedødeligheden høj. Malaria, bakterielle infektioner samt underernæring er årsagen til de fleste dødsfald og sundhedsmæssige problemer blandt børn.
Mødrene, som er hovedansvarlige for børns sundhed, er udmærket klar over alvorligheden af sygdomme blandt børn. Deres handlemuligheder er dog begrænsede, og forholdet til det offentlige sundhedssystem er problemfyldt.
Selvom mødrene foretrækker at bringe deres syge børn til den lokale sundhedsklinik, så nærer de også mistillid til det offentlige system. Konsultation og behandling samt betaling og priser på sundhedsklinikken er uigennemskuelige for dem.
Desuden er tilgængeligheden til det offentlige sundhedssystem hindret af brugerbetaling og medicinpriser.
Vender tomhændede hjem fra sundhedsklinikken
”Jeg tør ikke tage på sundhedsklinikken! De sender mig sikkert videre til hospitalet. Jeg har ikke engang nok penge til at behandle mit barn på klinikken, så hospitalet er helt udelukket,” fortalte Lea, da jeg spurgte, hvorfor hun ikke søgte hjælp på sundhedsklinikken. Hendes tre-årige datter havde i over et år haft maveproblemer.
Burkina Faso vedtog i starten af 1990erne en national sundhedspolitik, ifølge hvilken de fattigste har ret til gratis basale sundhedsydelser. Yderligere fremsatte man i 2012 et forslag om gratis adgang til offentlige sundhedsydelser og medicin for gravide og børn under fem år.
De politiske intentioner har dog vist sig svære at realisere på lokalt plan. I landsbyen, hvor jeg udførte mit feltarbejde, kendte hverken mødrene eller sundhedspersonalet på klinikken til tiltagene.
Når mødrene opsøger sundhedsklinikken, sker det derfor ofte, at de ikke kan betale og må gå hjem med uforrettet sag.
Flere mødre berettede om, hvordan de har måtte forlade klinikken tomhændede eller nøjedes med at købe almindelige hovedpinepiller.
Kvinder i landområderne har meget begrænsende muligheder for selv at tjene penge, og i adgangen til rede penge er de afhængige af deres ægtefælle. Det kan være svært hurtigt at skaffe penge til et besøg på sundhedsklinikken, en laboratorieundersøgelse, for slet ikke at tale om en hospitalsindlæggelse.
Mistillid til sundhedspersonalet
Det giver sig selv, at brugerbetaling for basale sundhedsydelser medfører problemer, når 44 procent af befolkningen lever under den nationale fattigdomsgrænse på ca. 3,5 kroner om dagen.
Men for mødrene er det også usikkerheden om, hvor meget de ender med at betale for en konsultation og udskrevet medicin, der skaber betænkelighed og mistillid.
Sundhedspleje for spædbørn ydes uden betaling, og børnefamilier får gratis myggenet. Jerntilskud tilbydes ligeledes uden betaling, mens der skal betales for malariabehandling (artemisinin-baseret kombinationsterapi).
Under en konsultation fortæller sygeplejersken sjældent, hvilken diagnose der stilles, eller hvilken medicin der udskrives. For mødrene virker det derfor som om, at det afhænger af sygeplejerskens velvilje, hvor meget der skal betales.
”Staten hjælper ikke her!”
”Staten?” udbrød en ung mor, da jeg spurgte, om det offentlige ikke havde et ansvar på sundhedsområdet. ”Staten hjælper ikke her, kun i Ouagadougou” (hovedstaden i Burkina Faso) fastslog hun.
Når man taler med mødre om deres håb for fremtiden, og hvem de har tillid til kan forbedre deres børns sundhed, så bliver staten sjældent nævnt. I stedet er der større tiltro til, at indflydelsesrige enkeltpersoner fra landsbyen vil arbejde for forbedringer på området. Det er påfaldende, at den lokale sundhedsklinik i sin tid blev bygget af en af landsbyens succesfulde sønner.
En enkelt vandpumpe i landsbyen vidner dog om statens sundhedsfremme i landområderne. Selvom opførslen var et samarbejde mellem den burkinske stat og en international donor, bliver vandet fra pumpen af landsbyboerne kaldt ”de hvide menneskers vand”. På mange områder har mødrene i landsbyen langt større tiltro til internationale donorer og NGO’er end til landets regering. Men først og fremmest satser de på det nære netværk i landsbyen.
Pia Juul Bjertrup er specialestuderende ved Institut for Antropologi, Københavns Universitet.