Ma They har den orange kommunalarbejdertrøje på. Foran ligger dagens arbejde: at skubbe sin lille kærre et par kilometer hen ad vejen, feje gaden og samle skraldet fra affaldsspande og containere i begge vejens retninger. Når kærren er fuld, vender Ma They om og går tilbage til sit udgangspunkt.
Hendes hjem er samtidig genbrugsstation. Hun bor med sin mand og tre børn i en hytte sammenflikket af alskens forskellige materialer.
Hytten ligger bogstavelig talt midt i en kæmpe skraldedynge, som dog er ordnet i sit eget system. Her en bunke af plastikflasker, her en kurv med øldåser, hist karton, pist kobber fra omhyggeligt skrællede el-ledninger.
Huset i skraldedyngen er både kommunal arbejdsplads, genbrugsplads og hjem. Ma They, og hendes mand Myint Shwe, er nemlig kommunalarbejdere i bydelen Maw Kyun i Yangon.
De er renovationsarbejdere og har i og for sig en betroet stilling i forhold til at styre genbrugspladsen. Men de har hverken kontrakt eller sikkerhed i arbejdet. De kan fyres fra den ene uge til den anden. F.eks hvis de sætter sig op mod arbejdslederen.
En fyring ville være katastrofal for Ma They og Myint Shwe og deres tre børn. De ville miste hus og hjem – og ekstra-indtægten for salget af genbrugsmaterialerne. For grunden, hvor deres skrøbelige hus ligger, ejes af kommunen.
Ægteparret er, i lighed med hundreder af tusinder andre kommunalt ansatte, faktisk daglejere. Nu prøver de at organisere sig, og Ma They er medlem af fagforeningen for de offentligt ansatte.
Lederne brokker sig
”Jeg er medlem af fagforeningen, for jeg vil gerne have kontrakt på mit arbejde,” fortæller Ma They. Hun har været medlem i snart to år – og det var ikke helt let i starten.
”Vores ledere brokkede sig over, at vi meldte os ind,” siger hun.
”Da vores leder hørte om, at fagforeningen var begyndt at holde møder, indkaldte han til sit eget møde og prøvede at lokke folk til ikke at komme til fagforeningsmøderne.”
Foreløbig er der blevet organiseret 400 arbejdere. Fagbevægelsen er i sin vorden som anerkendt bevægelse i Myanmar, der er på vej mod demokratisering i skyggen af 50 års militærstyre.
Su Mar er organisator for PSFM (Public Service Federation Myanmar). Hun fortæller, hvordan hun måtte holde organiseringsmøder sent om aftenen.
”Det er svært at organisere medlemmer. Ikke alle ved, at de faktisk har ret til at være medlemmer af en fagforening, hvis der bare er arbejdstagere nok. De bliver modarbejdet af lederne – og mange frygter at bliver fyret,” fortæller Su Mar.
Svære arbejdsforhold
Ma They fortæller, at en arbejdsleder holdt op med at besvære arbejderne, efter de blev medlemmer af fagforeningen.
Men der er stadig andre problemer, som knytter sig til blandingen af arbejdernes status som på den ene side en slags kommunalt ansatte – men samtidig daglejere, som ikke kan læne sig op af hverken regler eller nogen form for sikring.
”Hvis vi for eksempel bliver væk fra arbejdet i flere dage (fx ved sygdom, red), kan vi blive fyret uden videre,” siger Ma They.
En kommunalarbejder i Myanmar tjener godt 600 kroner om måneden. Det svarer til den statsfastsatte minimumsløn. Ma They og hendes familie er faktisk heldige ved at bo midt i skraldet – hvis man ikke tænker på det sundhedsfarlige og ildelugtende nærmiljø.
Ved at samle plastikflasker, dåser, glas, papir og metaller kan de tjene 17-23 kroner oveni lønnen hver dag. Andre gadefejere har ikke det privilegium, men bor stuvet sammen i kommunale pensionater.
Ulandssekretariatet samarbejder med Myanmars hovedorganisation CTUM (Confederation of Trade Unions in Myanmar), som de offentligt ansattes forbund PSFM hører under. Artiklen bringes her på Globalnyt efter aftale med Ulandssekretariatet.