Burundis præsident vil løslade fanger

Laurits Holdt

Efter et besøg af FN's generalsekretær Ban Ki-moon har Burundis præsident oplyst, at hans regering vil løslade 2.000 personer, der er blevet fængslet under de uroligheder, der har præget landet siden april 2015. Det skriver BBC.

Urolighederne begyndte, da præsident Pierre Nkurunziza meddelte, at han agtede at stille op til en trejde periode som præsident for det lille centralafrikaske land.

Juridisk dækkede han sig ind med et argument om, at den første periode af forfatningstekniske årsdag ikke burde tælles med og heri fik han ret af forfatningsdomstolen – der dog muligvis var under et stort pres fra præsidenten og hans støtter

Det beroligede dog ikke oppositionen, der i stort antal drog i gaderne for at protestere mod præsidenten.

Protesterne blev hurtigt til voldelige sammenstød og titusinder er flygtet ud af landet, bl.a. til nabolandet Tanzania.

Det anslås at omkring 400 mennesker er blvet dræbt i konflikten og 250.000 er flygtet ud af landet.

I maj forsøgte en gruppe officerer at afsætte præsidenten men kuppet mislykkedes.

Læs også: Kupgeneral i Burundi overgiver sig (15.05.2015)

I juli blev der afholdt valg og Pierre Nkurunziza genvandt præsidentposten. Fra oppositionens side blev valget betegnet som en farce.

I løbet af efteråret spidsede situationen til og internationale iagttagere begyndte at tale om faren for folkemord samtidig med, at FN advarede om, at verdensorganisationen denne gang var endnu dårligere forberedt til at håndtere en eventuel eksplosion af vold end tilfældet var op til olkemordet i nabolandet Rwanda i 1995. Her blev op mod 800.000 mennesker slået ihjel.

I december blev mindst 87 mennesker dræbt af militæret i hovedstaden Bujumbura og senere offentliggjorde Amnesty International satellitbilleder af noget, som organisationen formoder er massegrave for ofrerne.

Læs også: Mulige massegrave i Burundi (29.01.2016)

Torsdag forventes fem afrikanske statsledere, herunder Sydafrikas Jacob Zuma, til Burundi, hvor de vil forsøge at lægge en dæmper på konflikten.