Byer, landbrug og veje truer giraffen

giraffe-901009_960_720
Thomas Jazrawi

Det skriver København Zoo på sin hjemmeside: 

Alle ved at de vilde elefanter skal beskyttes mod krybskytteri, og at vi skal forhindre tab af deres naturlige levesteder; de åbne savanner i Afrika. Få ved at der er seks gange så mange elefanter som giraffer.

Antallet af giraffer falder voldsomt disse år, fordi deres levesteder på savannen forsvinder i takt med, at jorden bliver inddraget til landbrug samt bygning af byer og veje.

40% tilbagegang på 15 år

De tilbageværende giraffer isoleres i små bestande, hvilket gør dem ekstra sårbare. Udviklingen er dramatisk og bestanden er gået tilbage med 40% på under 15 år.

Omkring årtusindskiftet regnede man med en samlet bestand på 140.000, men de seneste opgørelser viser højst 80.000. 

Fortsætter udviklingen vil giraffen stille forsvinde fra Afrikas natur. Sker det mister vi ikke kun en unik dyreart men et ikon for den afrikanske dyreverden.

Forskning kan sikre overlevelse

Zoo er gået sammen med forskere på Københavns Universitet i et forskningsprojekt i Pilanesberg National Park i Sydafrika. Projektet skal gøre os klogere på giraffernes levevis og være med til at sikre, at kommende generationer også kan se vilde giraffer på savannen. 

Læs mere på nedenstående link, hvor det også er muligt at give et bidrag til forskningen.