Efter utallige fejlslagende forsøg på industrialisering, er det stadigvæk landbrug der dominerer størstedelen af Afrikanske økonomier.
Men trods dens enorme betydning, betragtes landbrugssektoren som ekstremt ineffektiv når det gælder produktivitet.
En af de største udfordringer er at afrikansk landbrug er domineret af småbønder, der i nogle tilfælde udgør op til 85 procent af befolkningen og står for op til 90 procent af den samlede landbrugsproduktion.
Dette er resultatet af landbrugsstrukturer, nedarvet fra kolonitiden, der todelte landbruget og efterlod flertallet af befolkningerne i landdistrikterne med meget små jordlodder.
Manglende adgang til markeder
Mange småbønder lever primært af selvforsyning og begrænset overskudssalg af lavt indbringende lokale fødevareafgrøder, som f.eks. ris og majs.
Dette skyldes manglende adgang til markeder eller at de eksisterende markeder er dysfunktionelle. Det gælder afsætningsmarkederne, men også i høj grad markederne for service og anskaffelser.
Utraditionelle afgrøder, der kan bruges til forarbejdning eller eksport, giver som regel et langt højere afkast end dem bønderne typisk dyrker.
Til gengæld kræver de også væsentligt større investeringer og medfører en øget risiko – hvilket fraholder de sårbare småbønder fra at dyrke disse. Men her tilbyder kontrakter en løsning.
Kontraktlige aftaler mellem producenter og aftagere er en væsentlig del af landbruget i de fleste industrialiserede lande – herunder Danmark – og kan f.eks. omfatte elementer som pris, mængde, kvalitet, samt tidspunkt for levering.
Det er ofte helt essentielt at man på forhånd har aftalt rammerne for hvordan processer skal forløbe, når det gælder dyrkning og opdræt.
Bare tænk på eksempelvis økologi. Jo højere kravet til standarderne er, desto større er behovet for koordination.
For småbønder i udviklingslande kan sådanne kontraktordninger mindske risikoen betonet ved specialiserede afgrøder og give adgang til markeder.
Selvforsyningen kan udskiftes med indkomst, der kan forbedre familiernes levevilkår, og endda bruges på fremtidig investering og ekspansion.
I nogle tilfælde, kan bønderne endda få adgang til input, tekniske redskaber og rådgivning – eller kredit til samme – igennem kontrakten.
Dette kan være direkte fra den opkøbende virksomhed, der kan stille midler til rådighed eller give forskud på delbetaling, men det kan også være indirekte, gennem tredjepart som f.eks. banker og micro-låneinstitutioner, da kontrakten stiller sikkerhed for afsætningen.
Markant indkomstforøgelse
Eksempelvis i det centrale Tanzania har Kilombero Sugar Company kontrakt med godt 9.000 småbønder på dyrkning sukkerrør.
Mange af bønderne har oplevet en mærkbar indkomstforøgelse og fået adgang til en bankkonto, og de kan nu optage lån til at investere yderligere i deres sukkerrørsproduktion.
Men det er ikke kun småbønderne der har gavn af kontraktordningerne. Virksomhederne slipper for selv at involvere sig i produktionen og så er der også økonomi i det.
I kraft af småbøndernes selvstændige virke, behøves der ikke holdes opsyn med dem, og typisk har de en langt mere fleksibel adgang til arbejdskraft, hvor de f.eks. kan trække på familie og venner.
Det gør at deres egentlige produktionsomkostninger typisk er væsentligt lavere end større bedrifters.
Samtidig kan virksomhederne styre og kontrollere processerne, hvilket er nødvendigt i forhold til kvalitet og fødevaresikkerhed.
I eksemplet fra Kilombero i Tanzania, har sukkerproducenten, der også selv driver en stor sukkerrørsplantage, ikke mulighed for at opkøbe mere land.
Kontraktordningerne er således virksomhedens eneste mulighed for at udvide sin forretning.
Udbredt i Kenya og Mozambique
Fænomenet, der populært omtales som ”Contract Farming”, har de senere år påberåbt sig stor opmærksomhed fra såvel private investorer, som forskere, internationale organisationer, donorer og NGO’ere.
Også en lang række Afrikanske regeringer har sat fokus på området og lande, som f.eks. Tanzania, har igangsat en massiv indsats for udbredelsen af kontrakter i landbruget.
Kontraktdrevet landbrug er allerede er udbredt i eksempelvis Kenyas te-industri og i Mozambiques tobaks- og bomuldsindustri.
Men der er også mange udfordringer forbundet med kontraktdrevet landbrug med småbønder i Afrika.
Lavt uddannelsesniveau og manglende tillid blandt bønderne, skaber ofte problemer, og kan medvirke til at kontrakter ikke efterleves.
Også den lave grad af jævnbyrdighed, parterne imellem, kan skabe stor utilfredshed og modvirke forståelsen af en kontrakt, som værende en fælles aftale.
Der er konstant risiko for at bønderne sælger dele af høsten til tredjepart, udenom kontraktens rammer, eller at virksomheden pludselig nægter at købe bøndernes produkter, på trods af deres forpligtelse.
Da retsvæsenet mange steder ikke fungerer, så afhænger kontraktordningerne stort set udelukkende af tillidsforhold mellem virksomheden og farmerne.
Men når ordningen fungerer, så virker truslen om eksklusion eller manglende levering, eller et dårligt fremtidigt forhold, ofte lige så godt til at sikre overholdelse af kontrakten for begge parter.
Dertil afhænger mulighederne også af bøndernes evne til at samarbejde, f.eks. gennem sammenslutninger og foreninger, der både kan stille garanti overfor virksomheden og styrke småbøndernes forhandlingsposition.
Brug for klare og ukomplicerede aftaler
I det hele taget afhænger udfaldet af en lang række faktorer.
For at det kan blive en succes, bør kontraktordningerne udarbejdes grundigt, med henblik på de specifikke gensidige behov.
Aftalen skal være klar, men ikke for kompliceret. Og her er det vigtigt at det er tilpasset lokale forhold. Det gælder såvel fysiske rammer som kulturel kontekst.
Men når kontraktordninger implementeres korrekt, kan det være en ’win-win’ situation for både småfarmere og virksomheder.
Man har flere steder set en gevaldig indkomstforøgelse blandt småbønder, der har deltaget i kontraktordninger, og særligt har det været relativ mærkbart hos de fattigste, med de mindste jordbesiddelser.
For virksomheder har det givet en ny mulighed for at operere på førhen utilgængelige markeder, hvilket blandt andet har medvirket til øget interesse i afrikansk landbrug fra udenlandske investorer.
For fattige afrikanske lande, ligger der store muligheder i den stigende internationale handel med landbrugsprodukter, som globaliseringen har medført.
Gennem kontraktdrevet landbrug kan den afrikanske landbrugssektor moderniseres, hvilket skaber store vækstmuligheder.
Samtidig kan man ved at kommercialisere småbønder løfte nogle af de afrikanske samfunds svageste ud af fattigdom og give dem en reel levevej.
Jacob Kristian Worsøe er PhD studerende på Center for Afrikastudier, Københavns Universitet.
