OECD DAC’s medlemslande mødtes inden jul i Paris for at tegne fremtidens udviklingsbistand op. Kigger vi gennem det teknokratiske slør, tegner der sig et billede af vigtige beslutninger taget, og endnu vigtigere beslutninger ignoreret.
Reformsnak om den officielle udviklingsbistand har kørt siden OECD DAC’s Højniveaumøde i 2012 besluttede, at der skulle tages stilling til nye vilkår for lån og samtidigt etableres en ny måleenhed for hvad der skal tælle som bistand.
Der var således også store forventninger da medlemslandene mødtes i Paris den 15. og 16. december, inden jul.
Udfaldet af mødet var da også en lang række beslutninger omkring hvordan fremtidens bistand kommer til at se ud, med en hårdt vundet konsensus ført an af britiske DFID.
Adskillige manglende beslutninger glimrede dog ved deres fravær, og er med til at stille OECD DAC i den fortsat problematiske situation, at der ikke for alvor lyttes til udviklingslandene, og ej heller at den stigende oppustning af bistanden modarbejdes.
Lån er ikke bare lån
Den officielle begrundelse for at reformere bistanden var dengang tilbage i 2012, og har fortsat været indtil da, at OECD’s løse definition på hvilke lån til udviklingslandene, der kan rapporteres som ODA, måtte ændres. For mange lande var begyndt at give lån, der var af kommerciel snarere end gave eller rabat lignende art.
Det blev der sat en delvis stopper for ved Højniveaumødet. Reglerne for lån blev ændret, således at disse skal leve op til nogle strengere krav for at kunne rapporteres som bistand.
Kravene vil være varierede alt efter om et land kategoriseres som Low Income Country (LIC)/Least Developed Country (LDC), Lower Middle Income Country (LMIC) eller Upper Middle Income Country (UMIC).
For de fattigste lande, altså LICs/LDCs, gælder nu at alle lån skal have et gaveelement svarende til 45% af lånet, for at kunne rapporteres som ODA. For LMIC er dette tal 15%, mens det er 10% for UMIC.
Et interessant, men også småkontroversielt tiltag, for det vi også kan udlade fra sådan en opdeling, er naturligvis at udviklingslandene opdeles efter Verdensbankens kategoriseringer. Mere om det problematiske ved den beslutning senere.
Væn dig til at sige ”TOSD”
”And the new word to have is Revolution”, skrev Gil Scott-Heron i 1970 under Harlems renæssance.
I OECD DAC-kredse er det nye ord det markant mindre interessante, og langt mere snøvlede at udtale, TOSD. Total Officiel support for Sustainable Development.
Der var længe snak om hvorvidt begrebet ODA skulle droppes til fordel for to nye begreber, et der var mere snævert i hvad der kunne rapporteres, og et der favnede bredere.
Til Højniveaumødet blev det så endeligt besluttet at ODA-begrebet for lov til at blive, og at TOSD udelukkende vil fungere som et komplement til Official Development Assistance.
Hvad er TOSD så for noget?
Som navnet antyder, dækker TOSD alle midler overført til udviklingslande eller multilaterale institutioner, som på den ene eller anden måde bidrager til bæredygtig udvikling.
Meget mere ved vi faktisk ikke, for detaljerne skal først forhandles på plads frem mod den vigtige udviklingsfinansieringskonference i Addis Abeba til juli.
Udviklingslandene holdes stadig udenfor
Lige så vigtigt som det der blev vedtaget, er naturligvis den række af problemstillinger, som i stor stil blev ignoreret.
Vi var nogen der havde håbet på, at OECD DAC ville bruge mødet som en mulighed for at åbne op for større indflydelse til dem, det her i virkeligheden handler om, nemlig udviklingslandene.
Men udover en kort og ukonkret politiker-smøre om at OECD vil arbejde på at blive bedre til at lytte til andre interessenter, var der ingen tiltag. De få udviklingslande der var til stede (Indien, Indonesien, Sydafrika, Guyana og Malawi), fik da heller ikke lov til mere end at lytte på, mens de ’voksne’ førte samtalen.
Samme form for røveri af indflydelse blev ligeledes lagt oven i, da det i den nye beslutning omkring låne-typer blev bestemt at kriterierne for hvor stor en del af lånet der skal være gave-baseret, ville blive baseret på Verdensbankens kategorisering af udviklingslandene.
Kategoriseringen er notorisk kendt som et kontroversielt redskab, med en enorm magt i fordelingen af udviklingsfinansiering, som udviklingslandene ikke selv har nogen indflydelse på.
Fortsat indbydelse til udhuling af bistanden
Ligeså frustrerende var det at se, at der end ikke blev snakket om mange af de andre områder, der ligesom de tvivlsomme kommercielle lån, har været med til at udhule bistanden de sidste mange år.
Tyskland og Frankrig er kendte for at rapportere store summer i udviklingsbistand til uddannelse, på trods af at disse penge blot gives til hjemlige universiteters aktiviteter.
Danmark er berygtet for at køre en stor del af sine flygtningeudgifter over udviklingsbistanden også, noget der ikke ligefrem bliver gjort noget ved, her i 2015.
På samme måde siger briterne at 100% af deres udviklingsbistand er un-tied (ubundet), som det hedder, på trods af at 90% af den går til britiske organisationer.
Der er stadig lang vej at gå, for at reformen af udviklingsbistanden for alvor kan gøre op med årtiers praksis, der har røvet udviklingslandene for politisk indflydelse, og væsentlige midler, der kunne bidrage til social og økonomisk udvikling.
Desværre mødes OECD DAC medlemslandene blot en enkelt gang om året, så der er lange udsigter til, at mange af disse skæve forhold kan udbedres.
