Lars Engberg-Pedersen
Lars Engberg-Pedersen (født 1964) er forskningsleder og seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier, hvor han arbejder med forskellige sider af udviklingssamarbejdet.
Han har tidligere været rådgiver i Burkina Fasos indenrigsministerium med fokus på decentralisering og kommuner, og han har været international chef i Mellemfolkeligt Samvirke.
Forskningsmæssigt har han især erfaring fra Burkina Faso, men også lidt fra Karnataka i det sydlige Indien.
Han har forsket i emner som lokale organisationer, fattigdom, naturressourceforvaltning, lokal politik, institutionel udvikling og decentralisering.
Udviklingsminister Rasmus Prehn bevilgede lørdag 100 millioner kroner i en ’akutpakke’, der skal styrke adgangen til rent vand og sanitet, formidle information om hvordan man undgår smitte, sikre distribution af lægeudstyr m.v. I en pressemeddelelse udtrykker han stor bekymring for konsekvenserne af coronavirussen i slumområder og flygtningelejre i Afrika og andre steder.
Den bekymring er velbegrundet.
Mange mennesker i Afrika kæmper allerede nu med helbredsproblemer på grund af fattigdom og ringe levevilkår, og en epidemi oven i de udfordringer vil givetvis få meget alvorlige konsekvenser. Derfor er hurtige og målrettede indsatser absolut nødvendige for at hæmme epidemiens udbredelse mest muligt.
Spørgsmålet er dog, om ikke coronaepidemien bør give anledning til andre initiativer end akutpakker? Her kommer et par forslag.
Globale kriser
Coronaepidemien – eller rettere -pandemien – er tydeligvis en global udfordring. Den rammer alle kontinenter og alle lande. Den er umulig at bekæmpe, hvis ikke alle lande tager fat og begrænser dens udbredelse.
En lang række lande har hejst vindebroen og lukket grænserne, men de færreste vil mene, at det skal være et permanent tiltag. Hvis vi fortsat vil have en stor bevægelighed i denne verden, er det oplagt at coronavirussen og andre smitsomme sygdomme kun kan bekæmpes, hvis alle lande gør en indsats. Ellers kan ingen vide sig sikre. Derudover er det tvivlsomt om vindebroer og grænsebomme overhovedet har en effekt på sygdommene selv på kort sigt.
Selv om coronaepidemien kan synes speciel og helt overvældende i øjeblikket, er den langt fra den eneste globale udfordring, vi står overfor. Klimaforandringerne er en anden, og en ny økonomisk krise kan meget let blive en tredje, hvor landenes afhængighed af hinanden viser sig tydeligt.
Disse kriser ligner hinanden i den forstand, at de nok har konsekvenser for alle, men rammer svage og udsatte befolkningsgrupper, det være sig i rige og fattige lande, hårdest. Det nyfundne samfundssind er således relevant i alle sammenhænge og nødvendigt på grund af uligheden mellem rig og fattig, ung og gammel, kvinder og mænd, land og by og så videre, der præger alle samfund.
Dansk udviklingssamarbejde er i stigende omfang fokuseret på de globale kriser, hvilket er godt. Det er imidlertid sket på en noget usystematiseret facon.
Derfor kunne vi for det første gøre det internationale samarbejde, som er så centralt, hvis vi skal løse de globale kriser, til et helt selvstændigt mål for dansk udviklingssamarbejde: Mere støtte til de internationale organisationer, der gør en central indsats for at imødegå globale kriser, og mere diplomatisk energi for at sikre samarbejde på tværs af landegrænser.
For det andet kunne de senere års nedprioritering af støtten til sundhed, uddannelse og vandforsyning i det bilaterale samarbejde vendes. Hvis vi skal kunne støtte den globale bekæmpelse af epidemier, skal vi også have indsigt i og arbejdserfaringer fra fattige landes sundhedssystemer. Samtidig er der i Danmark masser af god viden om for eksempel sundhed, der ikke bliver anvendt, hvis vi ikke har bilaterale samarbejder.
For det tredje kunne der være en bedre sammenhæng mellem Danmarks bilaterale samarbejde med enkeltlande og det multilaterale gennem internationale organisationer. Indsatserne i forhold til for eksempel klimaforandringerne hænger ikke altid ordentligt sammen.
Alt det her bør selvfølgelig ske inden for rammerne af Verdensmålene, der er tidens nok bedste instrument til at sikre internationalt samarbejde. Samtidig er de i fuldkommen overensstemmelse med danske værdier, så her har vi en enestående chance for at skubbe verden i en retning, der stemmer overens med vore egne interesser.
Styrk de svage
Et helt centralt element i dansk udviklingssamarbejde har i årevis været at styrke de offentlige institutioner i fattige lande. Ofte har den bilaterale bistand søgt at styrke et ministerium samt forskellige organisationer inden for en bestemt sektor som for eksempel landbrug.
Man har også fokuseret på rammerne for erhvervslivet, love og regler for ligestilling og menneskerettigheder, demokratisering og så videre, hvilket alt sammen har været fuldt berettiget.
Svagheden ved denne tilgang er, at forbedringerne ikke altid kommer de fattige og svage til gode hverken på kort eller længere sigt. De har simpelthen for mange problemer at slås med, til at de kan drage fordel af bedre skoler, sundhedsklinikker og love. Ikke mindst når de udfordres af eksempelvis klimaforandringer og nye sygdomme, har de stærkt brug for et socialt sikkerhedsnet, så de undgår at skulle sælge ud af de få ejendele, der på længere sigt kan give dem en indkomst.
Derfor er der internationalt kommet mere fokus på direkte støtte til fattige mennesker.
Såkaldte ’kontantoverførsler’ målrettes fattige og marginaliserede grupper – nogle gange på betingelse af at børn kommer i skole og får tjekket deres helbred. Kontantoverførslerne startede i Latinamerika i slut-90’erne, men har nu bredt sig til Afrika og Asien.
Universel basisindkomst
Erfaringerne er generelt positive. Især lader jævnlige overførsler til umiddelbart at sikre blandt andet fattigdomsbekæmpelse, bedre ernæring og større skolegang, og der forekommer kun lidt misbrug af midlerne i form af øget alkoholforbrug og lignende.
Man har også forsøgt sig med større engangsbeløb for at løfte folk ud af fattigdom, men her er erfaringerne mindre positive. Det hænger muligvis sammen med, at det lange seje træk er helt nødvendigt, når man lever under meget vanskelige vilkår.
På sundheds- og uddannelsesområderne er den bedre ernæring meget vigtig. Raske børn har mere overskud til at lære. Bedre ernæring vil selvsagt også øge børnenes immunforsvar og evne til at modstå epidemier som coronavirussen. Ikke desto mindre kan man konstatere, at kontantoverførsler ikke løser alle problemer, fordi de offentlige ydelser (for eksempel uddannelse, adgang til drikkevand m.v.) også skal være på plads. Man skal derfor ikke glemme fortsat at styrke disse ydelser.
Danmarks udviklingssamarbejde har kun i meget ringe omfang interesseret sig for kontantoverførsler til fattige mennesker. Det er sådan set påfaldende i lyset af den stærke danske tradition for sikkerhedsnet og velfærdsydelser, men kan måske forklares med de senere års relativt kritiske tilgang til arbejdsløse og dagpengemodtagere samt af udviklingssamarbejdets stærke fokus på offentlige institutioner.
Tiden er måske nu kommet til at gå på to ben.
Coronavirussen stækkes ikke kun ved et stærkt sundhedsvæsen, men også ved at svage gruppers ernæring og situation styrkes. Selv i Verdensbanken begynder man nu at tale om en universel basisindkomst som respons på coronaepidemien.
Da den danske udviklingsminister samtidig lader til at være optaget af ulighederne i verden, kunne det være et nyt fokusområde for den bilaterale udviklingsbistand at kombinere kontantoverførsler med styrkede serviceydelser inden for sundhed, drikkevand og uddannelse.
