Costa Rica: Turisterne kommer, og det gode liv vender tilbage

Corona-krisen har påvirket den globale turisme, og særligt turistdestinationer i det globale syd er hårdt ramt. Her spiller naturbaseret turisme en central rolle for finansieringen af naturforvaltningen, som skaber jobs og dermed indkomstmuligheder for lokalbefolkningen i områderne.

Jeg besluttede at komme i felten med målsætningen om at belyse corona-krisens konsekvenser for mennesker og natur inden for naturbaseret turisme. Costa Rica var den oplagte destination for feltstudierne, da det mellemamerikanske land i årtier har båret prædikatet ”økoturismens absolutte højborg”. 

Corona koster i nord og syd
Dagbladet Politiken skrev den 5. september 2021 i en rubrik: ‘Coronakrisen har kostet dansk turisme 51 milliarder kroner’.

Det er absurd mange penge, men det er småpenge sammenholdt med beregninger, der viser, at den internationale turisme samlet set har tabt cirka otte milliarder milliarder kroner, altså et 8-tal efterfulgt af 18 nuller. For at sætte det yderligere i perspektiv, så skulle tabet være 11 gange større end ved finanskrisen i 2009, skriver Verdensbanken, der frygter, at 50 millioner turisme relaterede jobs er truet som følge af corona-krisen. For at fortsætte med lidt talgymnastisk, så bidrog verdens turisme i 2019 med mere end 10 procent af det globale BNP og var som sektor vokset med gennemsnitligt 3,5 procent om året i de foregående ni år.  

Tabene for turismesektoren er til at tage og føle på, men opleves meget forskelligt rundt om på kloden. Eksempelvis er det de færreste nationer i det globale syd, der har statslige hjælpepakker og en middelklasse med et økonomisk råderum til at praktisere nationalturisme, som vi har oplevet det i det nordlige og vestlige Europa. Samtidig er stadig flere mennesker koblet til turistindustrien i det globale syd, og derfor har corona-nedsmeltningen af sektoren haft mere omfattende konsekvenser for folk, nationer og virksomheder i denne del af verden. 

Et mønsterland, der gik i rødt
Costa Rica er siden 1970’erne gang på gang blevet udpeget som det mest progressive land inden for det, der går under betegnelsen økoturisme. Betegnelsen er problematisk, for selvom turismesektoren i Costa Rica over årene har iværksat en række miljørelaterede initiativer, er der eksempelvis intet øko over at flyve flere tusinde kilometer, som de fleste turister gør. At natur er interessant for Costa Ricas turister understreges af, at 52 procent af landets turister besøger naturreservater. 

Turistindustrien er betydningsfuld for landets økonomi og var i vækst inden pandemien; en opgørelse viser endda, at turismen til landet steg med hele 48 procent i perioden fra 2009 til 2016. Derudover bidrager turismen med 10 procent til det nationale BNP, og et estimat lyder, at sektoren beskæftigede 600.000 ud af en befolkning på omkring fem millioner – til sammenligning genererede turismen i Danmark i 2019 cirka 171.400 fuldtidsjobs, inklusive i afledte brancher, viser tal fra VisitDenmark. 

Mine forventninger til besøget i Costa Rica, i sommeren 2021, var, at turismen stadigvæk ville være på vågeblus, for landet var rødt hos EU’s sundhedsmyndigheder. Køerne i lufthavnen i hovedstaden San José viste en anden virkelighed.

USA har traditionelt været Costa Ricas vigtigste turistmarked, og amerikanske turister valfarter fortsat til Costa Rica, der har meget liberale indrejseregler og ingen krav om hverken corona-test eller corona-vacciner. Det såkaldte sundhedspas var eneste daværende snubletråd for udenlandske turister. De primære krav i sundhedspasset er dokumentation for, at den rejsende har en forsikring, der dækker corona-relaterede omkostninger til såvel hospitalbehandlinger som hotelkarantæne. Sundhedspasset blev i øvrigt udfaset per 1. august 2021.  

Også uden for lufthavnen så costaricanerne stort på coronaen, og et overvejende flertal af dem, jeg mødte, anså pandemien som overstået. Det på trods af at antallet af smittede og dødsfald var stabilt høje, at der stadig gjaldt corona-restriktioner på fri bevægelighed, og at der var krav om mundbind i det offentlige rum. Men disse regler rammer primært costaricanerne og kun i begrænset omfang turister. Mit indtryk var, at corona-krisen i lokalbefolkningens øjne primært var økonomisk med skelsættende og livsomvæltende konsekvenser i form af arbejdsløshed og voldsomt fald i indtægterne. 

Costa Ricas naturområder er ikke corona-skadede
Min primære målsætning med ekskursionen var, som nævnt, at få indblik i corona-krisens betydning for naturbeskyttelse og for folk, der lever i nærheden af naturreservater og derfor er koblet op på turisme.

Efterretningerne fra mine kontakter i Afrika (som eksempelvis beskrevet i min artikel i Globalnyt ’De hungrer efter turister i det sydvestlige Uganda’) og omfattende studier peger på, at corona-krisens implikationer i det globale syd er vidtrækkende. Dels økonomisk, fordi indtægter fra turisme er næsten forsvundet, men corona-krisen har også massive negative konsekvenser for naturforvaltningen.

Helt overordnet er der to hovedtyper af corona-relaterede miljøkonsekvenser i det globale syd. Den første er naturdegradering, hvor naturområder omlægges til landbrug eller tilsvarende; den anden er selektiv udnyttelse som eksempelvis krybskytteri af dyr, ofte ulovligt ifølge de nationale lovgivninger. Det kan finde sted forholdsvis under radaren, da myndighedskontrollen i flere afrikanske lande er forringet som følge af faldende finansiering, der igen blandt andet kan tilskrives udeblivende turismeindtægter. 

Baseret på egne observationer i en række naturområder samt talrige interviews vurderer jeg, at der ikke er nogen mærkbare negative corona-relaterede konsekvenser for de naturreservater, jeg har besøgt i Costa Rica. Hverken i form af degradering af habitater eller overudnyttelse af flora og fauna.

Det er en god nyhed.

Corona-krisen har derimod haft store omkostninger for mennesker i turistindustrien. For at undersøge konsekvenserne for disse mennesker og deres overlevelsesstrategier – altså hvordan de har håndteret de corona-relaterede forandringer – fik jeg kontakt til forskellige typer af aktører inden for turismen.

I den forbindelse var jeg ekstremt opmærksom på, at små erhvervsdrivende varetager op mod 80 procent af serviceydelserne inden for Costa Ricas turismeaktiviteter, hvilket er grundlæggende anderledes end flere af de etablerede afrikanske økoturismedestinationer, som domineres af internationale virksomheder.

I forhold til de menneskelige konsekvenser og folks handlingsmønstre har jeg identificeret fire faser, som mange – ikke alle – af turistarbejderne går igennem af varierende varighed. De fire faser er: 

• Første fase begynder med de første nedlukninger i marts 2020, hvor indtægtsgrundlaget forsvinder nærmest over night. 
• Anden fase kalder jeg sell out-perioden. Her begynder folk at sælge ud af værdifuldt inventar, det kan være kikkerter, kameraer, bøger og andet udstyr for at kunne købe mad og andre livsfornødenheder. 
• Tredje fase markerer overgangen til job uden for turismesektoren. Jobs skaffes oftest gennem netværk og er typisk manuelt arbejde inden for landbrug, fiskeri eller lignende. 
• Fjerde fase er tilbagevenden til et arbejde inden for turisme, for de fleste gennem freelancetilknytning.

I dvale til corona-krisen er overstået
Et nærmere kig på første fase viser, at alle interviewpersoner inden corona-krisen var fastansat i forskellige funktioner relateret til naturbaseret turisme. Pandemien betød, at næsten alle blev afskediget, og de, der var selvstændige, mistede kontrakter. Enkelte, primært ansatte på hoteller, kunne opretholde deres job, men oftest på deltid. De corona-relaterede afskedigelser og opsigelser af samarbejdskontrakter skal ses i lyset af, at den costaricanske regering ikke har hjælpepakker til turistindustrien.

Hovedparten af turistarbejderne valgte ved begyndelsen af corona-krisen at gå i en slags dvale, ud fra en forventning om at det hurtigt ville være overstået. Ligesom flere danskere oplevede den første nedlukning som hyggelig, beskrev flere af mine kilder dvalesituationen som indledningsvis attraktiv, fordi den betød afslapning efter en hektisk start på 2020 med uhørt mange turister. Alle anså corona-krisen som noget forbigående og kortvarigt, som de kunne overleve på opsparet kapital. 

At mange turistarbejdere havde opsparinger at trække på, skyldes, at mange jobs i turistindustrien i Costa Rica er økonomisk lukrative især på grund af drikkepenge. I flere af de områder, jeg besøgte nær naturreservater, tilhører turistguides den lokale økonomiske elite. Igen var der store variationer inden for gruppen af turistarbejdere og ligeså inden for gruppen af naturguides, der i udbredt grad domineres af mænd. Ikke overraskende var de ældre mænd økonomisk mere velpolstrede end de unge, og derfor var de yngre tvunget hurtigere videre fra første fase. 

Sælger ud for at overleve
Det fleste af mine yngre kilder, der var arbejdsløse, blev på varierende tidspunkt presset til at finde alternative indtægtsmuligheder. Flere af dem valgte at sælge ud af forskellige ting, de kunne undvære. Når de unge mænd ikke valgte at finde et andet lønarbejde og altså springe fase to over for at gå direkte ind i fase tre, så skyldes det især tre forhold:  

For det første var der forhåbningen om, at corona-krisen snart ville slutte, og det normale liv med turister ville vende tilbage. Dernæst var der under corona-tiden kun begrænsede muligheder for at finde alternative jobs, og sidst, som en særdeles væsentlig faktor, var der aspekter relateret til social identitet.

De fleste af mine interviewpersoner så sig selv som vidensarbejdere – dette var især udtalt blandt de unge mandlige naturguides. De levede et privilegeret liv med en moderne livsstil i et velbetalt serviceerhverv, der var koblet op på globalisering. Så selvom der måske var jobs at få gennem familier eller netværk, var disse jobs inden for forskellige primære erhverv og derfor ikke attraktive for de unge, da en accept af dem ville være ligesom at vende tilbage til the bad old days og en mere traditionel livsstil, som deres forældres. Derfor ventede mange af de yngre, til det var absolut nødvendigt med at gå over i tre fase.

Traumer fra manuelt arbejde
Den tredje fase er noget, de fleste informanter omtalte som en traumatiserende oplevelse, og en del ville helst ikke gå i detaljer om denne periode. Mine informationer er derfor udelukket bygget på udtalelser fra folk, som jeg fik et længerevarende og tillidsfuldt forhold til.

Der var primært tre grunde til, at flertallet brugte betegnelsen ”en traumatiserende oplevelse”: 

• Indtægterne ved arbejdet var særdeles begrænset og i mange tilfælde primært udbetalt i naturalier, det kunne være frugt, grønt, kød, fisk eller lignende. 
• Arbejdet var fysisk hårdt og særdeles krævende, som de kendte det fra deres barn- og ungdom, og så var der grundlæggende anderledes arbejdsbetingelser end inden for turistindustrien. 
• De sociale rammer var demotiverende, fordi flere følte, de manglende et interessefællesskab med landarbejderne. Turistarbejdet var derimod præget af andre og især internationale samarbejdsrelationer, som de så som mere attraktive. Selvom flere nævnte, at de som turistarbejder også har oplevet at blive behandlet nedværdigende af turister, var det stadigvæk langt at foretrække.   

Turisterne kommer
Den fjerde fase er genindtrædelse i turismesektoren. Selvom Costa Rica lempede på corona-restriktionerne og åbnede grænserne allerede i november 2020, er turismen langt fra nået op på præ-pandemi-niveauet.

I denne sammenhæng skal nævnes, at Costa Rica har en solid indenrigsturisme; faktisk viser præ-corona-opgørelser, at national turisme stod for omkring 30 procent af landets samlede turisme. Det hænger blandt andet sammen med, at Costa Rica har en solid middelklasse, og at 79 procent af costaricaerne bor i byer og efterspørger oplevelser i naturen, væk fra dagligdagens hektiske byliv.

Den nationale turisme under corona-krisen er vigtig, som vi også oplevede det i Danmark og andre steder i det globale nord, men situationen i Costa Rica er alligevel anderledes. Primært fordi middelklassen såvel som den økonomiske elite i byerne også er ramt økonomisk af corona-krisen og har oplevet, at deres økonomiske råderum har været presset – igen et spørgsmål om, at der ikke har været hjælpepakker eller lignende i Costa Rica.

Min undersøgelse viser desuden, at meget af den indenlandske efterspørgsel på naturbaseret turisme er sket i forbindelse med weekender og højtider, hvilket betyder, at turismesektoren under corona-krisen har skullet tilpasse sig til den nye virkelighed med pletvis efterspørgsel. 

Derudover spiller to andre faktorer også ind: For det første efterspørger lokale turister kun i begrænset omfang lokale guides og andre services. For det andet giver de sjældent drikkepenge. Derfor er bidraget fra den lokale turisme i det delvist corona-nedlukkede costaricanske samfund primært gået til hotelsektoren, der har leveret overnatning og forplejning.

Når det gælder de tilbagevendte turistarbejderes syn på deres situation netop nu og perspektiver på fremtiden, gælder overordnet set tre forhold: 

• Glæden ved at være tilbage på arbejde og en klar forventning om, at corona-krisen er et afsluttet kapitel, og at der kommer endnu flere turister i den nærmeste fremtid. 
• Ambitioner om at holde fast i tilknytningen til sektoren, selvom mange turistarbejdere ikke var tilbage i faste stillinger, men primært levede af freelanceopgaver. 
• Konkrete overvejelser om fremtiden især blandt de yngre mænd, hvor mange havde et udtalt ønske om at blive selvstændige. Flere af interviewpersonerne brugte muligheden for at spørge mig til råds, og de var særligt interesseret i nye nicher med ekspansionsmuligheder. 

Internationale investeringer og kontrol
Det er langt fra kun lokale samfund bosat i områder nær naturreservater, som er hårdt presset af corona-krisen – også Costa Ricas økonomiske eliter er hårdt ramt. Særligt den del af eliten, der er involveret i turistindustrien for eksempel som ejere af hoteller eller andet turismerelateret infrastruktur.

Alligevel kunne jeg under mit besøg observere flere store udbygningsprojekter af hotelfaciliteter nær naturområder – altså opsving og byggeboom – og en skov af til salg-skilte på landområder. Forklaringen er, at corona-krisen har medført øgede internationale investeringer i turismesektoren, som har kunnet finde sted, da mange costaricanske hotelejere, turoperatører og andre inden for sektoren har været økonomisk pressede og tvunget til at sælge ud. Forventningerne hos mange af de internationale investorer er, at Costa Rica efter corona-krisen vil fortsætte den eksplosive turismeudvikling, og at investeringer i turismeinfrastruktur derfor er økonomisk lukrativt.

Costa Rica er noget særligt, men …
I juli 2021 var det vanskeligt at finde nogen involveret i Costa Ricas turismeindustri, der kunne opretholde corona-pessimismen, og det gør det problematisk at generalisere situationen i Costa Rica til resten af det globale syd. Store del af turistindustrien i Asien er i dybfryseren, og turismen i Afrika og store dele af Latinamerika er ligeledes stadigvæk meget hårdt ramt.

Derudover er Costa Rica en etableret turistdestination, hvis primære målgruppe, amerikanerne, kan og vil rejse. Det er, som om Costa Rica er blevet ramt af ketchup-effekten hos de rejselystende amerikanere, hvilket er godt for turistbranchen.

Det var også tydeligt, at den naturrelaterede turisme i Costa Rica ikke kun er forbeholdt seniorsegmentet, som det ellers opleves på mange andre naturdestinationer – der var mange yngre rejsende, hvilket stemmer overens med en præ-corona-undersøgelse fra Costa Rica Tourism Institute, der viser, at 61 procent af de turister, der besøger landet, er mellem 18 og 44 år. Diversificering af turismegrundlag er attraktivt for branchen, og andre undersøgelser viser, at hvis et land først formår at tiltrække de unge turister, er det penge direkte i banken, fordi dette segment oftere vil vende tilbage til destinationen, også når de engang får børn. 

Selvom Costa Rica er unik og ikke kan fungere som pejlemærke for corona-påvirket turisme i andre dele af verden, er der næppe tvivl om, at de identificerede fire faser for de costaricanske turistarbejdere er relevante. De kan med fordel anvendes andre steder i det globale syd og bidrage til at belyse individers håndtering af corona-krisen samt give indblik i turismens betydning for rurale samfund nær naturreservater, ikke kun økonomisk, men også socialt og især identitetsmæssigt.

Stig Jensen er lektor på Center for Afrikastudier ved Københavns Universitet.