I oktober sidste år rapporterede denne skribent om situationen i Afrika med både gode og dårlige nyheder. Siden er der sket meget.
Læs også: Covid-19 i Afrika: Gode og dårlige nyheder
Antallet af patienter inficeret med coronavirus i Afrika er steget støt siden september 2020, og kurven er drejet skarpt opad siden slutningen af november.
Det samlede tal er nu over tre millioner, og tallene for daglige tilfælde overstiger tallene fra den første bølge i 2020. I perioden fra 28. december til 10. januar blev der rapporteret over 25.000 tilfælde dagligt, næsten 40 procent flere end i juli 2020. Og tallene stiger fortsat.
Den 26. januar havde Africa CDC, et center for sygdomskontrol under den Afrikanske Union, registreret 85.278 døde og 3,5 millioner smittede. Både antallet af nye tilfælde og antallet af dødsfald stiger markant for eksempel i Sydafrika, det samme sker i Egypten og Nigeria. Der er betydelige variationer mellem de andre lande med store stigninger i Zambia, Rwanda og Malawi, men ikke så store i Kenya, Etiopien og Uganda.
Bekymringen over denne nye bølge er betydelig, fordi den – delvis – er drevet af forekomsten af en muteret virus stamme, kaldet 501.V2, som først blev påvist i Sydafrika, men nu også er fundet i Botswana, Kenya, Zambia og Gambia.
Og man skal være opmærksom på, at der givetvis er en betydelig underrapportering især i af antallet af døde, fordi dødsregistrering er sporadisk eller ikke eksisterende i en række lande. Det står lidt bedre til med antallet af smittede, fordi der er gjort meget for at forbedre rapporteringssystemerne i alle lande over de senere år, som beskrevet i den tidligere artikel.
Tanzania er et særligt tilfælde. I juli sidste år erklærede landets excentriske præsident Magufuli, at man ikke havde corona i landet, fordi befolkningen havde opsendt mange bønner. Siden har Tanzania overhovedet ikke rapporteret noget tilfælde af Covid-19 – så det er ikke til at vide, hvad situationen er. På sundhedsministeriets website finder man således ingen data om Covid-19. I december meddelte Tanzania, at man ikke havde planer om at vaccinere befolkningen, men i givet fald ville bruge lokalt udviklet plantebaseret medicin.
Indsatsen mod pandemien
Under den første bølge i 2020 iværksatte de fleste afrikanske lande de samme forholdsregler som resten af verden: bedre hygiejne, reduceret socialt samvær og rejserestriktioner. Den nye bølge, der nu skyller ind over kontinentet blandt andet i Sydafrika, Nigeria og Senegal, skal ses på baggrund af faldende tilslutning til de retningslinjer for adfærd og samvær i mange befolkninger. Derfor er smitten øget i hjemmene, i skoler og i fængsler for eksempel. Man forventer derfor, at der bliver indført skrappere restriktioner, selvom det – som andre steder – får betydelige negative følger for samfundsøkonomien.
Verdenssundhedsorganisationens Afrikakontor fremhæver tre tiltag, der bør tages for at inddæmme smittespredning: For det første viser erfaringerne fra ebolaepidemierne, at det er vigtigt at inddrage lokale samfund og lokale ledere i at håndhæve de tiltag der skal til. For det andet skal indsatserne målrettes de områder, hvor smitten især stiger. For det tredje skal alle lande forberede sig på et ”worst-case scenario”, hvor sundhedssystemernes kapacitet kommer under stort pres, ved at styrke teststrategier, aktiv smitteopsporing, større karantæne- og isolationskapacitet og øget sundhedspersonale i de hårdest ramte områder.
En opskalering af alle samfundsmedicinske tiltag er kritisk for at forhindre, at epidemien løber løbsk og overmander sundhedsvæsenet.
WHO og partnere har gjort meget for at udvikle testkapaciteten således, at alle lande i dag kan teste, og at alle rapporterer til både WHO og Africa CDC. Ikke desto mindre oplyser WHO, at der i de fleste lande stadigt kun bliver testet få, og at det kan maskere epidemiens sande omfang.
Under den anden bølge ser man stor variation i testindsatsen, nogle lande tester færre end tidligere, andre flere. Især Sydafrika har optrappet testfrekvensen betydeligt – men de har også den mest massive epidemi i Afrika. Nigeria – den folkerigeste stat – tester relativt færre ifølge “Our World in Data”, et projekt i England som følger forskellige pandemi parametre nøje. En del lande tester meget få eller sender ingen oplysninger om deres aktiviteter videre.
WHO og Africa CDC har hjulpet flere lande med at opbygge deres laboratorier, så de kan udføre genanalyser af virus, men det er stadigt kun få. Man anslår at der til dato kun er udført ca. 5.000 genanalyser i Afrika – mindre end to procent af det samlede globale antal.
Hvornår kommer vaccinen?
Et studie udført af Duke’s University Global Health Institute viste i januar, at en lille gruppe lande med 16 procent af verdens befolkning havde købt 60 procent af al vaccine.
WHO’s generaldirektør, Dr. Tedros Adhanom Ghebreyesus, har understreget denne kæmpe ulighed, som han kaldte en katastrofal, moralsk fiasko, med henvisning til at 39 million doser indtil nu var givet i 49 rige lande men kun 25 – ikke 25 millioner eller 25.000, men 25 – i de fattigste lande.
Og Sydafrikas præsident, Cyril Ramaphosa fordømte i en tale for nylig på World Economic Forum denne ulighed med følgende udtalelse:
“Det er nødvendigt, at de lande, der har hamstret vacciner, frigiver dem, så andre lande kan få dem. Nogle lande har erhvervet op til fire gange så mange doser, som deres befolkning har brug for. Det sker på bekostning af andre, der har brug for vaccinerne.”
Det er derfor ikke overraskende, at Sydafrika og Indien har foreslået, at vaccineproducenternes patentaftaler skal suspenderes.
Dette forslag har dog ikke fået megen medvind. Det er kendt, at især USA med hårde midler, i forbindelse med HIV-medicin for eksempel, modsætter sig sådanne initiativer af hensyn til de store producenters profit. I øvrigt er disse patenter beskyttede af TRIPS aftaler under WTO – som dog kan tilsidesættes i særlige situationer.
Under ledelse af WHO og den Globale Vaccine Alliance, GAVI, blandt andre har man tidligt i epidemien søsat et initiativ ”ACT accelerator”, der skal fremme forskning og kapacitet i den tredje verden omkring Covid. Covax er den del af initiativet, som handler om vaccinen.
Covax primære rolle er at maximere chancerne for at befolkninger i deltagende lande får adgang til vaccine så hurtigt, retfærdigt og sikkert som muligt.
Man forventer stadig at starte distribution af vaccine i februar – selvom den seneste tids usikkerhed om vaccineforsyning nok også rammer Covax med forsinkelser til følge. Foreløbig er det især de store vestlige firmaer man har aftaler med. Der er således indgået aftaler med fem forskellige producenter. Men det må forventes, at de vacciner, der nu er på markedet fra blandt andet Kina og Indien, hurtigt kommer i spil (også i den vestlige verden).
Covax håber, at man ved udgangen af 2021 har forsynet lav- og mellemindkomstlande med to milliarder doser heraf 1,8 millioner til de fattigste lande, der deltager (dog ikke Tanzania!), så de kan vaccinere cirka 20 procent af deres befolkninger.
Indtil nu har Covax rejst seks milliarder dollar, men siger, at der er brug for to milliarder mere for at nå i mål. Det er opløftende at Præsident Biden hurtigt efter sin tiltrædelse tilsluttede sig Covax – som Trump naturligvis ikke ville deltage i.
Med et bidrag på 400 millioner euro eller over to milliarder kroner i garantier er Danmark og de øvrige EU-lande sammen med EU-Kommissionen gået sammen om at støtte Covax.
EU’s bidrag består af 230 millioner euro finansieret via et lån i den europæiske investeringsbank, der ejes af EU-landene i fællesskab, samt 170 millioner euro fra EU-budgettet.
I december 2020 plæderede The Lancet i en leder for, at der blev udarbejdet an plan for bekæmpelsen af Covid-19 i Afrika, herunder for vaccinering. Ellers vil virus vil blive ved med at sprede sig og risikoen for nye, farligere varianter øges.
Lederen slutter med følgende konklusion: Hvorvidt eksisterende initiativer vil udmønte sig i et effektivt og universelt Covid-19 vaccinationsprogram for Afrika, får vi se. Men når rige lands regeringer skubber sig først i vaccinekøen, bør de huske at uden en vaccine plan for Afrika og andre resource-fattige lande, så vil deres beskyttelse af deres egne befolkninger blive en illusorisk sejr.
Bjørn Melgaard er læge og tidligere chef for WHOs vaccinationsprogram.
