Covid-19 og alle de andre negative konsekvenser for verdenssundheden

gettyimages-1228199975
To kommunalarbejdere fra Delhi gasser et område som led i en kampagne mod de myggebårne sygdomme malaria, denguefeber og chickengunia. 25. august 2020, New Delhi, Indien.
Foto: Sonu Mehta/Hindustan Times via Getty Images
Forfatter billede

24. september 2021

Det er ikke overraskende, at der under Covid-19-pandemien primært har været fokus på selve Covid-19-infektionen, dens epidemiologi, kliniske manifestationer og samfundsmæssige konsekvenser. Det er heller ikke overraskende, at pandemien har haft alvorlige konsekvenser for mange andre sundhedsområder og samfundsmæssige funktioner. At man også observerer positive effekter af pandemien og får øjnene op for muligheder for, at sundhedsydelser kan leveres på en anden og mere effektiv facon, er måske heller ikke så overraskende.

De tre store
Den 8. september blev nogle af pandemiens alvorligste konsekvenser imidlertid rapporteret, da Global Fund, GF, der er den internationale organisationen, der arbejder for at bekæmpe tuberkulose (TB), AIDS og malaria offentliggjorde sin årsrapport.

GF har været god til at rejse store donationer mod de tre sygdomme, som var årsagen til, at fonden blev stiftet for cirka 20 år siden i januar 2002. De investeringer, fonden står bag, har givet gode afkast i form af markante fremskridt i bekæmpelsen af alle tre sygdomme – især malaria, men også i betydelig grad mod HIV/Aids og i nogen grad for TB.

I sin årsrapport for 2020 viser GF meget tydeligt, hvordan det globale fokus på corona har betydet, at behandlingen af de tre store sygdomme er gået tilbage. 

I forhold til tuberkulose viser tal fra rapporten, at antallet af personer, der behandles for medicin-resistens TB er faldet med 19 procent fra 2019 til 2020. Alt i alt anslår fonden, at der behandles omkring en million færre personer for TB.

Når det kommer til HIV/Aids er antallet af personer, der er i behandling for HIV, godt nok steget (ni procent), men til gengæld har faldet i forebyggelse og testning været betydeligt – omkring 22 procent for sidstnævnte. Og antallet af mænd, der er blevet præventivt omskåret mod HIV/Aids – hvilket har vist sig at mindske risikoen for HIV-infektion, og derfor nu anbefales som led i HIV/Aids-prævention – er faldet med 27 procent.

Kun malariaprogrammet synes ikke at være ramt af Covid-19. Bortset fra at antallet af tests for malaria er faldet en smule, har alle andre indikatorer for malariaprogrammet vist fremgang fra 2019 til 2020.

GF fremhæver desuden, at disse negative effekter rammer de mest sårbare hårdest: de fattige, de marginaliserede og de, der har dårlig adgang til sundhedsvæsenet. Folk er bange for at opsøge sundhedsklinikkerne af frygt for at blive diagnosticeret med Covid-19 eller at blive stigmatiseret, hvis de har mulige symptomer på Covid-19.

Vi ser endnu ikke alle konsekvenser
Det skal understreges, at de informationer og data, der i øjeblikket er til rådighed, på ingen måde kan afdække alle konsekvenser af Covid-19-pandemien. Nogle følger af pandemien vil optræde med et betydeligt efterslæb og kan være vanskelige at kvantificere. For eksempel vil konsekvenserne af den nedsatte vaccinationsdækning først komme til syne, når uvaccinerede børn bliver udsat for smitte – og det kan ske flere år efter, når mæslingeepidemier rammer, eller når kighosten florerer.

Derudover er det evident, at de almene restriktioner i mobilitet og personkontakter i sig selv har haft en negativ – såvel som positiv – virkning på sundhedsadfærd med færre sundhedsydelser til følge og deraf følgende forsinkelse i diagnosticering af alvorlige sygdomme og dårligere kontrol med kroniske tilstande. 

Omvendt ser vi – også i Danmark – at kampagnerne for bedre hygiejne har en positiv effekt på mange infektioner. Det er ret oplagt, at det ville være tilfældet, selvom de færreste havde set det komme.

Når det er sagt, er der mange analyser, som allerede nu viser, at pandemien har – og vil få – mange afledte negative (og nogle positive) effekter på sundhed mere generelt.

I Asien
OECD har i sin rapport ’Health at a glance in the Asia-Pacific’ beskrevet, hvordan pandemien har haft en meget stor negativ påvirkning på sundheden i regionen med et enormt pres på sundhedsarbejderne i frontlinjen. Også OECD understreger, at de fulde konsekvenser først kan vurderes, når pandemien er ovre, men at man kan beskrive tidlige konsekvenser.

Rapporten er skrevet i november 2020 og omhandler derfor kun de første ni måneder af pandemien, hvor primært Indien, Filippinerne og Hubei-provinsen i Kina var hårdt ramt, mens de sydøstasiatiske lande, altså bortset fra Indien, og landene i Stillehavet gik fri. Siden har vi i 2021 set voldsomme bølger i mange lande, der slap let i første omgang, for eksempel Nepal, Thailand, Myanmar og Fiji.

Det bemærkes i rapporten, at lande, som har været ramt at SARS- og MERS-epidemierne, har været bedre til at håndtere situationen, fordi de har haft et godt epidemiberedskab, der stod parat til at inddæmme smitte tidligt.

Præventive programmer og medicinsk behandling af såvel smitsomme som ikke-smitsomme sygdomme har været alvorligt påvirket siden pandemiens start, og rapporten forventer, at det vil have en betydelig negativ effekt på dødeligheden især i lav- og mellemindkomst lande i regionen, hvor særligt gravide, nyfødte, småbørn og unge vil være udsat.

I Afrika
Det er ikke overraskende, at de største negative effekter af pandemien findes i Afrika. De fleste lande på kontinentet har svage sundhedsvæsener med dårlig infrastruktur, defekte forsyningssystemer og underbetalt personale med mangelfulde uddannelser. Det anslås, at de tre store sygdomme vil se dødstallene stige med 10, 20 og 30 procent for henholdsvis HIV, TB og malaria.

I en præliminær analyse af de afrikanske data, der blev indrapporteret til verdenssundhedsorganisationen WHO i november 2020, påpeges det, at servicen inden for fem kerneområder i den essentielle sundhedsservice faldt markant i 14 lande fra januar til september 2020. Det drejer sig om ambulante besøg, hospitalsindlæggelser, professionel fødselshjælp, malariabehandling og vaccination med pentavalent vaccine, hvilket dækker over den 5-i-1-vaccine, der i udviklingslande gives mod difteri, stivkrampe, kighoste, hepatitis B og Hib-meningitis.

Det gennemsnitlige fald for de fem områder var i månederne maj, juni, juli over 50 procent sammenlignet med den tilsvarende periode i 2019.

Konsekvenserne for mor/barn-sundheden har været betydelige. Antallet af hospitalsfødsler i Kenya faldt med 70 procent i begyndelsen af epidemien, og i Uganda steg mødredødeligheden med hele 82 procent i de første måneder af 2020. I en undersøgelse af effekten på Afrikas vaccinationsprogrammer fandt man, at 1,37 millioner børn ikke fik deres Calmette-vaccine (mod TB), og 1,32 millioner blev ikke vaccinerede mod mæslinger sammenlignet med den tilsvarende periode i 2019.

Man ser ligeledes et fald i andre sundhedsydelser så som antenatal service og alle børnevaccinationerne.

En artikel skrevet af forskere fra Africa Centres for Disease Control and Prevention under den Afrikanske Union påpeger, at det er usandsynligt, at Verdensmålene for mødre/børn dødelighed nu vil blive nået i de fleste lande i Afrika. Den negative effekt på blandt andet vaccinationsprogrammer og præventive indsatser mod infektionssygdomme vil medføre tilbagegang i de fremskridt, man havde set i de foregående år.

Forskerne sammenligner den nuværende situation, med hvad man så under ebola-epidemien i Vestafrika i 2014-2016. Her blev der i Liberia registreret et fald på 30 procent i mæslingevaccination og en femdobling af antallet af mæslingetilfælde, mens antallet af institutionelle fødsler i Sierra Leone faldt med 10 procent. Man anslog, at mødredødeligheden steg med 34 procent.

En anden stor sygdomsgruppe, mental sundhed, vil ligeledes blive negativt påvirket af stress, angst og usikkerhed, hvor især børn i udsatte områder vil blive ramt.

Positive effekter og innovative tiltag
Covid-19-pandemien har dog også haft nogle positive effekter. Denne skribent har tidligere i Globalnyt beskrevet den overraskende udvikling i polio-epidemien, og det markante fald i antallet af poliotilfælde og virusfund holder stadig i skrivende stund.

Læs også: Corona har jaget polio på porten

Og selvom der er mange negative effekter af pandemien, peger skribenterne fra Africa Centres for Disease Control and Prevention også på en række tiltag, der kan afbøde disse.

Blandt andet uddeling af testkits og myggenet i private hjem for at mindske malariaudbrud, udlevering af antiretroviral medicin til HIV-patienter for flere måneder ad gangen, opsætning af virtuelle platforme for at følge op på patienter og meget mere. Hjemme-baserede præventive og kurative ydelser kan benyttes i endnu højere grad, og laboratorieprøver af blod og urin, der kan udføres i hjemmet af borgerne selv, vil også blive udviklet og  benyttet meget mere end i dag.

Telemedicin – altså digitalt understøttede sundhedsfaglige ydelser over afstand – vil få en opblomstring som følge af Covid-19 og vil givetvis finde langt bredere anvendelse i fattige lande.

Og så har pandemien jo haft betydelig indvirkning på sammenhængskraften i samfundet. Folk har stået sammen om de tiltag, der har skullet til for at mindske smitterisiko og afbøde sygdomsfølger. På sigt kan dette vise sig at være et meget positivt element, især når vi udsættes for den næste epidemi.

Bundlinjen
Sammenfattende står det i dag klart, at følgevirkningerne efter Covid-19 rækker langt ud over, hvad infektionen i sig selv er årsag til både på kortere og på længere sigt. Det er endnu for tidligt at vurdere, hvor omfattende og hvor langvarige disse følger bliver. Men der er ikke tvivl om, at det – endnu en gang – er de fattige lande og lavindkomstlandene, som kommer til at bære de sværeste konsekvenser.

Bjørn Melgaard er læge og tidligere chef for WHO’s vaccinationsprogram.