Cubansk tilbagetrækning skaber akut lægemangel i Brasilien

vac_abr_22112018-2785
Cubanske læger venter i Brasilias lufthavn på at rejse hjem til Cuba.
Foto: Valter Campanato/Agência Brasil
Laurits Holdt

Brasilien står overfor akut lægemangel i nogle af landets yderdistrikter eftre at den cubanske stat er begyndt at trække de 8.300 læger hjem, som har været udsendt efter aftale med Brasilien. Det skriver den britiske avis The Guardian.

Beslutningen er en konsekvens af den kommende præsident i Brasilien, Jair Bolsonaros stærke kritik af programmet, der blev indgået i 2013 under præsident Dilma Rousseff.

Kritikken går bl.a. på, at den cubanske stat beholder 75 procent af lægernes løn og at Brasilien på den måde er med til at støtte det cubanske diktatur, som Bolsonaro har udtrykt det.

Han insisterer på at hver enkelt cubansk læge skal have godkendt deres eksamensbevis og underskrive individuelle kontrakter.

Jair Bolosonaro blev valgt i oktober og tiltræder som præsident 1. januar 2019.

I Brasilien har det traditionelt været svært at få læger til at flytte til de mere afsides og fattige egne af landet. Et regeringsprogram, Mais Medicos – “flere læger” – har langt fra kunne få nok læger ud i alle landets hjørner og derfor indgik staten en aftale med Cuba og FN’s sundhedsorganisation WHO om, at cubanske læger skulle besætte en del af de ledige stillinger.

Læger er Cubas vigtigste eksportvare

Eksport af læger og sygeplejesker er Cubas vigtigste indtægtskilde foran turisme.

I 2014 sendte Cuba 52 læger til Liberia, hvor de deltog i den internationale indsats mod verdens hidtil værste udbrud af ebola.

Ifølge The Guardian er planen at de sidste cubanske læger skal være ude af Brasilien 12. december.

Den pludselig læge-exodus skaber bekymring for folkesundheden i de berørte egne af landet. 

“Jeg er ekstremt bekymret over de muligt sundhedskonsekvenser af dette og for hvordan Brasilien vil være i stand til at besætte de ledige stillinger,” siger Albert Ko, der er professor i epidemiologi ved det amerikanske Yale universitets School of Public Health i USA. Han har tidligere arbejdet i Brasilien.