Peder Thorning er formand for Afghanistan NGO´en DACAAR, international udviklingskonsulent for Dansk Folkehjælp og netop hjemvendt fra bestyrelsesbesøg i Afghanistan.
DACAARs bestyrelse er så vidt muligt på faste besøg i Afghanistan, men denne gang var noget særligt. Bevægende, skræmmende men også med en eftertanke af begrundet, forsigtig optimisme på hjælpearbejdets vegne, hvilket ikke ses i en daglig medievirkelighed.
Vi vidste på forhånd, at vores 250 kvinder ud af 1.000 lokalt ansatte afghanere siden nytår har haft forbud mod at arbejde. Vi giver dem fortsat løn, for vi har heller ikke efter besøget opgivet håbet om en ændring. Vi vidste også på forhånd, at det er svært at gennemføre betalinger ind i landet, og at materialer ikke kommer ind uden videre.
Omvendt står vi med verdens største sultkatastrofe midt i Afghanistans økonomiske sammenbrud efter Talebans magtovertagelse. Netop de udsatte, civiles situation er vores begrundelse for at fortsætte hjælpen. Og her kommer min forsigtige optimisme ind i billedet.
Derfor ligner forbuddet mod kvinders arbejde i NGO´er, og nu også i FN, mere et forsøg på, at Taleban prøver at spille sig selv nogle kort på hånden i internationale forhandlinger.
DACAAR kan nu implementere så meget mere på grund af bedre sikkerhed, herunder at rørlagt vand hjalp 300.000 alene sidste år. Og fordi kvinders muligheder er mere nuancerede end set i medierne.
Ikke alle kvinder har arbejdsforbud
Vores store udfordring med Talebans forbud mod kvinders arbejde i internationale NGO´er måske ikke er så rigidt endda. Der er en modsætning mellem forbuddet, og at det eksempelvis er kvinder, som tjekker vores tasker i lufthavnen – og at kvinder arbejder i banker og andre sektorer.
Det er altså ikke alene religiøst betinget, at kvinder ikke må arbejde. Derfor ligner forbuddet mod kvinders arbejde i ngo´er, og nu også i FN, mere et forsøg på, at Taleban prøver at spille sig selv nogle kort på hånden i internationale forhandlinger.
Jeg kan ikke bevise det, men det er værd at spekulere i.
Årsagen er, at Taleban angler efter anerkendelse fra det internationale samfund. Forbuddet mod kvindeligt ansatte i NGO´er giver dem netop et af de kort i de forhandlinger. Vi vælger derfor i DACAAR at tro på en forhandlingsløsning på sigt.
Der er en mulighed for, at forbuddet rulles tilbage. Også fordi forbuddet er udstedt af Taleban-ledelsen i Kandahar, og der er angiveligt splittelse i Taleban internt om spørgsmålet. Når det er sagt, så fordømmer DACAAR selvfølgelig de forhindringer, som kvinder udsættes for.
Selv med den forsigtige optimisme var Kabul-besøgets mest nedslående og rørende øjeblik at konstatere, at 250 kvinder fortsat får løn fra DACAAR – selv om de ikke mere må møde på kontoret. Kvinderne føler sig behandlet som dyr uden selvbestemmelse.
Bedre sikkerhed
Samtidig har afghanerne i det mindste færre bekymringer for sikkerheden, hvilket igen giver forsigtig optimisme.
Jeg har nu et overordnet indtryk af en ny, forholdsvis god sikkerhed, som DACAAR næsten ikke har oplevet gennem 20 års krig
Jeg har nu et overordnet indtryk af en ny, forholdsvis god sikkerhed, som DACAAR næsten ikke har oplevet gennem 20 års krig. Projekter kan pludselig lade sig gøre i områder, hvor DACAAR ikke kunne komme før, og risikoen for vejsidebomber er stort set minimeret.
Det betyder, at strømmen af gennemførte projekter vokser. Der er for alvor gået hul på bylden af alle de projekter, der hidtil har været bremset. Også sikkerheden for udsendte medarbejdere eller vi som bestyrelse er bedre. Vi hører ikke mere om målrettede angreb mod udlændinge som os, hvilket gør, at vi kan komme bedre omkring.
Men der er stadig sikkerhedsforbehold.
Vi har kun været rundt i Kabul, og enhver udflugt skulle godkendes på forhånd. Det er vigtigt med de rigtige tilladelser, hvis man bliver stoppet. Man kan derfor stadig fornemme spændinger i det stærkt militariserede samfund, hvor der er våben over alt. Det afgørende er selvfølgelig, om de våben bliver brugt.
En pejling på, at våbnene er mere stille er, at de første turister efter Talebans magtovertagelse i august 2021 er begyndt at komme tilbage til Afghanistan.
En anden pejling er, at FN nu har godkendt 6-7 hoteller, hvor udlændinge kan bo relativt sikkert.
Mangelfuld Taleban-administration
For alle NGO´er er der også udfordringer i, at Taleban-administrationen har store mangler uden effektive myndigheder. Et udslag af en svag Taleban-administration er, at der stort set ikke kører papirer på tværs af ministerierne. Overblikket mistes over, hvem der skal godkende hvad – og der er mange flere om godkendelserne. Vi skal derfor bruge enormt meget tid på at få de rigtige tilladelser igennem.
Vi kommer hjem med et indtryk af, at mange afghanere også ser den lavere korruption som et af goderne ved Taleban
Omvendt har vi gavn af, at en ellers omfattende korruption synes at være på det laveste niveau i årtier. Måske fordi der heller ikke er så mange internationale penge i samfundet som førhen, men vi kommer hjem med et indtryk af, at mange afghanere også ser den lavere korruption som et af goderne ved Taleban. Vi skal derfor i Vesten passe på med at tro, at alt fra Taleban møder modstand i befolkningen. Billedet er mere nuanceret end som så.
Det ændrer ikke på, at vi er oppe mod, at Taleban hverken har muligheder for – eller viden om, hvordan man kører en effektiv administration af en stat eller en kommune. Andre steder ser vi en uvidenhed om, hvordan NGO´er kører deres arbejde, og lokale Taleban-ledere tror derfor, at de kan blande sig i ansættelsesforhold. For eksempel fordi lederne vil have en fætter ansat, eller de vil blande sig i indkøb af materialer.
Der er også en udbredt skepsis overfor NGO´er – for hvem kan eventuelt være udenlandske agenter? Der er et behov for at forklare dem, hvordan tingene hænger sammen. Heldigvis har FN nu lavet systematiske informationskampagner med workshops om, hvad mandatet er for internationalt hjælpearbejde, og hvilke basale, humanitære principper, der arbejdes efter, herunder uafhængigheden. Det FN-arbejde forventer vi smitter positivt af på DACAAR.
Taleban vil gerne have del i æren
Et muntert symptom på, at Taleban ikke er ligeglade med NGO´er som DACAAR er, at de rigtigt gerne vil med på billeder ved indvielsen af projekter – og have del i æren som en gratis omgang.
Der er kommet et dekret om, at NGO´er ikke må lave overdragelsesceremonier af færdige projekter uden Taleban-repræsentanter. De vil stå sammen med organisationerne og sole sig i projekterne, selv om de ikke har andel i dem, men fordi det giver goodwill i befolkningen.
Samtidig inviterer de den presse, som de selv kontrollerer, og ofte skal der sættes to logoer op fra de ministerier, som projekterne i princippet hører under. De pynter sig med lånte fjer, men omvendt giver det respekt til projekterne fra officiel side.
DACAAR får simpelthen arbejdsro ud af det.
God dansk holdning
Hjemme igen med en forsigtig optimisme må jeg være ganske tilfreds med den officielle, danske holdning til Afghanistan, som udviklingsminister Dan Jørgensen har givet udtryk for.
Der er fra ministerens side en vent-og-se-holdning og en fornuftig fleksibilitet, tilpasset den måde, som tingene udvikler sig på nu. Man kan selvfølgelig vælge at skære al hjælp væk på grund af forbud mod kvindearbejde i NGO´er og andre overgreb på menneskerettighederne i Afghanistan. Men ser vi på eksempelvis DACAAR historisk siden 1984, så har vi altid padlet os igennem og udenom forhindringer – og vi vil gøre det igen.
Også ved at bevare fokus på kvindernes situation i hjælpearbejdet og i fortsat håb om interne ansættelser. Derfor håber vi også, at vi hurtigt kommer tilbage til at lave flere langsigtede projekter, fremfor den mere kortsigtede nødhjælp, der er flest bevillinger til nu.
NGO´ers største opgave er at gøre sig selv overflødige ved at gøre udsatte civile i stand til at klare sig selv.
Vi glæder os til at komme helt tilbage på det spor.
