Af Synne Henriques
En dansker bosat i Burkina Fasos hovedstad Ouagadougou deler indtryk og observationer fra en dramatisk uge i det vestafrikanske land Burkina Faso, hvor en folkelig opstand blev afløst af noget, der ligner et militærkup.
Jeg har sat mig til tasterne denne mandag morgen d. 27. oktober for at begynde at skrive en dagbog for en uge, som jeg tror, bliver en skæbneuge for Burkina Faso.
Denne uge er altafgørende for fortsat stabilitet og en demokratisk fremtid. Landets præsident Blaise Campaoré – der nu har siddet på magten i 27 år – har besluttet at lave en ændring i konstitutionen, der vil kunne give ham 15 år mere ved magten.
Egentligt skulle der udskrives valg i slutningen af 2015, og Blaise ville ifølge konstitutionen være nødt til at gå af.
Men nu har han altså fået en god idé. I stedet for at lade en folkeafstemning afgøre muligheden for at ændre på konstitutionen – ændre i Artikel 37 – har regeringen sidste tirsdag besluttet at lade parlamentet, der består af 127 medlemmer, stemme om en forfatningsændring.
Der går rygter om, at visse parlamentsmedlemmer er blevet købt til at stemme for ændringen. Det er nu ikke længere op til folket.
Oppositionen er rasende og har indkaldt befolkningen til civil ulydighed. Torsdag d. 30. oktober kl. 10 skal parlamentet stemme.
Mandag d. 27. oktober
Undervisningsministeriet udsender søndag eftermiddag et dekret der forbyder alle skoler, gymnasier og universiteter i hele landet at holde åbent fra d. 27.oktober til d. 31. oktober.
Ideen er selvfølgelig at regeringen vil undgå for mange spontane demonstrationer og store forsamlinger. Da børnenes skole, den internationale skole, for nylig er kommet under Burkinsk lovgivning, er der ikke andet for end også at holde den lukket. Den beslutning træffer vi i bestyrelsen sent søndag aften, og nu skal den virtuelle skole stå sin prøve.
Det føles ikke helt godt at følge et dekret, man er så lodret modstander af, men der er ikke så meget at gøre.
Mandag morgen er de store indfaldsveje blevet afspærret og demonstrationer er i gang rundt omkring i byen. En planlagt demonstration forløber helt stille og roligt.
Om eftermiddagen er en stor gruppe kvinder ude og demonstrere med gryder og 1½ meter lange grydeskeer. Vi ser billeder fra demonstrationen der også forløber fredeligt. Storsmilende kvinder i smukke farvestrålende kjoler går demonstrationsmatch i gaderne, mens de hamrer skeerne ned i gryder.
Mandag eftermiddag ligger Ouagadougou fuldstændig øde hen. Gaderne er tomme, der er ingen trafik. Det føles som stilhed før stormen.
Tirsdag d. 28. oktober
Der er annonceret civil ulydighed fra oppositionen og en planlagt demonstration begynder kl. 8. Ambassaden har besluttet at holde lukket.
Da jeg vågner, kommer jeg i tanke om, at jeg ikke har meldt afbud til min franskklasse. Jeg sender en sms til min fransklærer, men får hele tiden besked om, at afsendelsen mislykkedes. Jeg tjekker Facebook for opdateringer og kan se, at der er en, der har skrevet, at regeringen har lukket ned for sms kontakt.
Det er for vildt. Jeg har hørt om den slags, men har aldrig forestillet mig, at det kunne være helt muligt. Andre begynder at skrive, at de ikke håber der også bliver lukket for internettet. Jeg når at gå en lille smule i panik. Uden internet er vi virkelig koblet af fra omverdenen og for at holde os opdaterede. Internettet forbliver heldigvis åbent.
Hver 20. min får vi opdateringer om hvordan demonstrationen forløber, hvilke veje der er blevet spærret af, og hvad der sker rundt omkring i de forskellige bydele. I Zone du Bois hvor vi bor er der meget stille.
I løbet af formiddagen kommer det til sammenstød mellem politi og demonstranter. Der bliver brugt tåregas, og demonstrationen bliver opløst. Arrangørerne hævder at mere end en million er på gaden og at der aldrig er set større demonstrationer i Burkina Faso.
Kl. 15, som er det varslede sluttidspunkt, ligger byen stille hen. Vi tænker igen, at det må være stilhed før stormen – det kan næsten ikke være andet.
Onsdag d. 29. oktober
Min mand Jonas tager på arbejde. Han har dog svært ved at få lov til at komme ud af porten. Vores vagt Emil vil ikke lade ham komme ud. Jonas ringer til en kollega, der allerede er inde på ambassaden. Hun siger, at vejene er fine. Vagten ringer rundt til andre vagter og får samme melding. Jonas får lov til at tage af sted. De store veje er blokerede. Men ad bagveje og på cykel går det fint.
Jeg arbejder og børnene laver virtuel skole. Det er utrolig hyggeligt!
To af Burkinas største musikere rapperen Smokey og reggaemanden Sams’k le Jah har startet en protestgruppe imod Blaise og hans mulighed for at ændre i forfatningen. De kalder sig Balai Citoyen. Blaise skal væltes af folket.
De indkalder folk til at møde op på Place de la Nation kl. 17. De har bundet madrasser fast til kroppen og vil blive på pladsen til Blaise er gået af.
Jeg ringer til Jonas. Jeg synes han skal se at komme hjem. Ambassaden, hvor han arbejder, har heldigvis valgt at holde lukket torsdag. Vi har indkøbt store mængder vand, mælk, pasta og konserves. Vi fornemmer optræk til storm.
Torsdag d. 30. oktober
Vi vågner tidlig om morgenen med fornemmelse af, at det er Nytårsaften. Vi kan høre, at der er tusindvis af mennesker på gaden. De fløjter og råber. I mellem fløjt og råb kommer der store brag.
Demonstranter er på vej ind mod parlamentet midt i byen. Bragene er tåregaskanoner. Vi forsøger at holde os opdaterede så godt vi kan via lokale medier og Facebook. Afstemningen er kl. 10.
Omkring kl. 9 ser vi pludselig kæmpe stor sort røg stige op mod himlen. Vi kan se, at røgen kommer inde fra byen. Et øjeblik efter tikker nyheden ind. Politi og militær har ikke åbnet ild mod demonstranterne, der er brudt igennem afspærringen, har smadret vinduer og døre i parlamentsbygningen og har sat ild til parlamentet.
Lidt efter kommer en erklæring fra regeringen om, at de har trukket afstemningen tilbage. Men demonstranterne vil af med Blaise.
De fortsætter til Hotel Azalaï, der ligger lige ved siden af Parlamentet. Her har parlamentsmedlemmerne været huset siden tirsdag aften, af frygt for at de ikke kunne få lov til at komme frem til parlamentet torsdag morgen. Hotellet bliver fuldstændig raseret.
Andre demonstranter har stormet den nationale tv- station, der med det samme stopper med at sende.
Derefter går turen mod bydelen Ouaga 2000 og præsidentens palads. Stemningen er meget ophidset. Folk er euforiske og høje. Demonstranterne forsøger at storme paladset, men det lykkedes dem ikke at trænge ind.
Det er på dette tidspunkt demonstranter bliver skudt af præsidentens vagter. Senere bliver andre demonstranter skudt, da de forsøger at trænge ind i præsidentens brors hus.
Vi tjekker DR’s hjemmeside for at se, hvilke nyheder der kommer til Danmark. En journalist har oversat en BBC artikel, men har ikke fulgt op. Tingene har allerede udviklet sig meget siden. Jonas skriver en beroligende mail til familien. Vi er hjemme, vi har det godt i vores lille fort bag høje mure, og med vagter overalt i området.
Torsdag eftermiddag og tidlig aften går plyndringer i gang rundt omkring i byen. I første omgang er alt rettet mod præsidentens familie, hoteller, banker og virksomheder, der har forbindelse til præsidenten, men efterhånden udvikler det sig til også at være tilfældige butikker. Det er et meget sørgeligt syn og bestemt ikke en side af burkinerne, vi kender. Balai Citoyen opfordrer folk til besindighed.
Jeg har den samme fornemmelse hele dagen, som da min mor var igennem sin store operation for kræft. Kvalme, rastløshed og ingen appetit. Jeg tænker, om jeg mon skulle begynde at rydde lidt op, men nej det nytter vist ikke noget.
Uden for vinduet går vores vagt og vander vores græsplane. Det er et fuldstændig absurd syn. Men selvfølgelig også tryghedsskabende. Lidt à la min oplevelse af stewardesser. Hvis de ser rolige og normale ud er alt nok fint, selvom flyet ryster helt vildt, og maden flyver rundt omkring én.
Larmen i Zone du Bois bliver mindre, men vi kan stadig høre store brag fra tåregaskanoner. Der bliver indført udgangsforbud fra kl. 19 – 06.
Efter kl. 19 begynder vi at høre skud i gaderne. Det viser sig at være militæret, der skyder varselsskud for at få folk væk fra gaderne. Det lyder uhyggeligt. Jeg har aldrig før hørt lyden af maskinpistoler live. Jeg sætter mig og hjælper min ældste søn Albert med nogle lektier. Det virker fuldkommen surrealistisk, og det er svært at virke helt rolig. Jonas mener, det går godt.
Omkring 20.30 står jeg ude i køkkenet og vasker op. Da jeg tjekker Facebook ser jeg en opdatering fra Albert. Han skriver, at han føler sig bange. Han har lige læst at en af hans venners hus er blevet plyndret et par timer tidligere. Det viser sig, at vennen er søn af en burkinsk læge, der ejer et privathospital i Ouaga 2000. Det er beroligende, at det er derude. Men pyha, stakkels mennesker!
Vi har ikke hørt noget til Blaise i mange timer, og rygterne siger, at han har taget benene på nakken og er flygtet ud af landet. Men pludselig dukker han op på en privat tv station og meddeler, at han stadig er præsident, og at han gerne vil hjælpe med at føre landet videre.
Hm… det tegner ikke så godt. Han erklærer landet i undtagelsestilstand. Vi kan stadig høre store brag inde fra centrum, og det viser sig at være Balai Citoyen og deres følge, der vil blive på Place de la Nation indtil Blaise er gået af. Politiet forsøger at få folk til at gå hjem ved hjælp af tåregas.
Vi løfter vores gæsteseng ind i vores soveværelse og gør klar til, at vi kan ligge hele familien i én stor lang seng i vores værelse. Det er dejligt og trygt. Jeg har dog svært ved at lukke et øje den nat. Brag og skyderier fortsætter hele natten.
Fredag d. 31. oktober
Vi vågner tidlig og er meget spændte på, hvad dagen mon vil bringe. Børnene har heldigvis fået sovet. De er stået op før Jonas og mig og er gået i gang med at lave lektier. Det virker som om lektierne er en god adspredelse i al dette virvar. Ellers er der fuldstændig stille i Zone du Bois.
Vi får beskrivelser af hvordan byen ser ud. Det er ikke kønt. Butikker er totalt raserede, banker er smadrede, biler står fuldstændig udbrændte.
Overalt ligger der bildæk og olietønder og ulmer. Vi hører om, hvordan et kæmpe rislager er blevet tømt. 50 kg sække er blevet flået ud på gaden. Vejen er hvid af ris. Folk er blevet mast ihjel under plyndringerne.
Vi krydser fingre for at Blaise ikke vil holde fast i, at han stadig er landets præsident. Omkring middag kommer så udmeldingen. Blaise har trukket sig. Ingen ved hvor han er, men en militærgeneral Traoré meddeler, at han nu er landets nye leder indtil et valg bliver udskrevet.
Balai Citoyen og demonstranterne er ikke tilfredse med dette valg. Mener at generalen er for tæt på Blaise. Folk samles på Place de la Nation (nu er den i folkemunde blevet omdøbt til Place de la Révolution). Der er en euforisk stemning. En revolution er gennemført og på så kort tid.
Senere på dagen melder en anden general sig på banen. Der hersker stor forvirring om, hvem der er landets leder. Traoré, Zida, Lougué mange navne er i spil. Senere på aftenen hører vi at General Zida er flyttet ind i præsidentpaladset. Ingen ved hvor Traoré er blevet af. Rygter går om, at han er blevet anholdt.
Om eftermiddagen hører vi pludselig skud. Vi farer alle sammen op. Det viser sig at være vores franske nabo, der er ude i haven og skyde flagermus ned fra sit mangotræ. Jonas går pænt ind og beder ham stoppe. Det er et temmelig upassende tidspunkt at vælge at skyde flagermus. Uh… jeg kan mærke, at nerverne sidder uden på tøjet!
Den første General Traoré har erklæret alle grænser for lukkede, lufthavnen lukket og opretholdelse af udgangsforbuddet fra 19- 06. Det bliver der ikke ændret på. Da vi går i seng ligger byen fuldstændig stille hen.
Lørdag d. 1. november
Balai Citoyen og Ouagadougous borgmester opfordrer alle der har været med i demonstrationerne til at komme ud lørdag formiddag og hjælpe med at rydde op. Operation ”Mana Mana”.
Menneskemængder valfarter til centrum for at hjælpe. Vi ser billeder af folk med koste og store smil. Det er dejligt. Nu kender vi burkinerne igen. Ambassaden og udenrigsministeriet anbefaler stadig danskere at blive inden døre.
Vi venter spændt på, hvem der melder sig som landets leder i overgangsfasen. Nyheden om at Blaise er set i Côte d’Ivoire tikker ind i løbet af formiddagen. Det ser højt mærkværdigt ud at se et billede af en ikke særlig glad Blaise, og at han tilmed står omtalt som ex-præsident.
Senere på dagen meddeler civilsamfundsgrupper og oppositionen, som ellers har forholdt sig fuldstændig tavs, at de ikke anderkender en militær overgangsregering. De føler de har fået stjålet deres revolution af militæret. I morgen tidlig kl. 8 vil de samle folk på Place de la Nation og melde ud, hvem de forestiller sig kan lede landet frem til et valg.
Ambassaden og UM skriver, at vi gerne må begynde at bevæge os ud. Jeg og børnene har ikke været uden for vores port siden tirsdag. Vi venter dog lige lidt endnu med at gå nogle steder!
Aftenen virker stille og fredelig og vi kan høre afrikanske trommerytmer og et får der står og bræger inde hos naboen. Det er dejlig normalt. Udgangsforbuddet er blevet indskrænket til 22-05. Børnene ligger nu inde i den lange seng og læser Smølferne og alt ånder fred.
Søndag d. 2. november
Der er stadig ikke klarhed over, hvem der skal lede landet frem til et valg. Men en ting er klart. Civilsamfundsgrupper, oppositionen og demonstranterne finder sig ikke i en rent militærledet overgangsregering. Kl. 8 samles folk på Place de la Nation. Der er ikke mødt så mange frem.
En opdatering i en lokal avis fortæller, at alle er enige om, at der nu skal forhandles en løsning frem. Forhåbentlig kommer løsningen meget snart. Zida og ledere af oppositionspartierne skal mødes i dag kl. 16.
Omkring kl. 14 er der tumult. En kvinde fra et af oppositionspartierne, Madame Saran Sérémé, er på vej en til den nationale tv-station for at erklære, at hun er landets nye præsident. Samtidig er en pensioneret general Lougué, som allerede var i spil torsdag også på vej derind. Præsidentkandidat nr. 5 på tre dage!
Vi tænder for fjernsynet. Skærmen går i sort. Vi hører skudsalver og straks går der beskeder rundt om at holde sig inde døre. Det viser sig, at skudsalverne er militæret, der har skudt varselsskud for at holde demonstranter ude af tv-stationen. Der er ikke enighed om de to nye præsidentkandidater, og det er stadig Zida, der er præsidenten indtil videre.
Omkring kl. 19 er Madame Saran Sérémé ikke længere i spil som kandidat. Hun kommer med det sjoveste citat: ”Moi même j’ai été surprise de me retrouver à la RTB” (jeg var selv overrasket over at befinde mig på tv-stationen).
Søndag aften går en erklæring ud fra Zida om at han på intet tidspunkt har været interesseret i magten, men at militæret vil tage ansvar. I morgen mødes han med oppositionen, ambassadørerne fra USA, Frankrig og de andre EU-lande, Ecowas, og den Afrikanske Union for at forhandle sig frem til en civil overgangsregering.
Mandag d. 3. november
Zone du Bois ligger stille og fredeligt hen. Fuglene fløjter som de plejer, naboen råber på sin barnepige, butikker, skoler, arbejdspladser og banker er genåbnet. Jonas er taget på arbejde. Han fortæller, at hans kollegaer er begejstrede.
Børnene og jeg kører en lille tur rundt i byen for at se, hvordan der ser ud. Byen har aldrig været så ren. Den nærmest skinner.
Det er rart at komme lidt uden for murene og se, at alting ser så normalt og dagligdags ud. Enkelte steder er der stadig store sodpletter efter bål.
Vi kører forbi Blaises bror, Francois Campaorés hus. Det er blevet en turistattraktion. Der er fundet de mærkeligste feticher i hans kælder – man mener at han har tilbedt djævelen – og folk ude på gaden sælger papirer med bevismateriale på onde ting, han har gjort igennem årene. Det ser også ud som om, der er sket menneskeofringer i kælderen.
Der har gået rygter om, at Francois Campaoré stod bag mordet på en regeringskritisk journalist Norbert Zongo, der blev dræbt på mystisk vis. Der er fundet papirer i huset, der beviser, at det er sandt.
Vi kører videre og er klar til at komme tilbage til vores lille oase i Zone du Bois.
Dagens møder har ikke givet nogen fuldstændig afklaring. Men den Afrikanske Union har givet forhandlerne 14 dage til at finde en egnet civil præsident. Hvis ikke, vil de ekskludere Burkina fra unionen.
Vi håber og krydser fingre for, at Burkina Faso har fået deres længe ønskede systemskifte, og at fremtiden bliver lys. Det har burkinerne virkelig fortjent!
Synne Henriques bor med sin familie, bestående af mand og tre børn, i Burkina Faso og arbejder som kommunikations konsulent. Hendes mand er udsendt af Udenrigsministeriet og arbejder på ambassaden.
