Dagsorden 2030 (27): Mennesker med handicap skal inkluderes i 2030-mål

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Laurits Holdt

Af Mari Lilleslåtten, U-landsnyt.dk

Personer med handicap skal inkluderes mere direkte i udviklingsarbejdet efter 2015. Det var der enighed om blandt FN-landenes ledere på et højniveaumøde under FNs generalforsamling.

Under overskriften ”High Level Meeting on disability and development. The way forward: A disability inclusive development agenda towards 2015 and beyond”, mødtes FN-landene mandag 23. september til diskussion om hvilken rolle personer med handicap skal spille i udviklingspolitik efter 2015.

Selv om generalsekretær Ban Ki-moon understregede, at mennesker med handicap allerede er tænkt ind i de otte nuværende udviklingsmål (2015 målene), er der ikke direkte fokus på at bedre deres levevilkår – men det kan ændre sig i fremtiden.

Mere end én milliard, dvs 15 procent af verdens befolkning, lever med handicap, og det anslås at 80 procent af dem lever i u-landene.

Det er således mange mennesker, der vil kunne få glæde af det slutdokument, der blev udarbejdet efter mødet.

I slutdokumentet forpligter FN-landene sig til at arbejde for at styrke rettigheder for personer med handicap i nationale love og handlingsplaner, samt at arbejde for at inkludere disse mange millioner direkte i de nye udviklingsmål.

Efterlysning: Ambitioner og handling

Slutdokumentet efterlyser mere ambition og initiativ fra medlemslandene og opfordrer til at inkludere mennesker med handicaps interesser i national lovgivning og handlingsplaner.

Handicapfokuset skal mainstreames i al udviklingspolitik og ikke ses som et eget tema. Det må heller ikke kun være et tema på politiske møder; der skal gennemføres reelle tiltag i hvert enkelt land, hedder det i slutdokumentet.

Adgang til uddannelse og sundhedstilbud understreges som vigtigt. Ligeledes skal der skabes mere viden gennem forskning og der skal fokus på arbejdet mod fordomme, for det er lige så vigtigt at gøre op med diskrimination som det er at fjerne de fysiske barrierer, der i dag vanskeliggør livet for mennesker med handicap.

Der skal arbejdes med rettigheder for mennesker med handicap frem til 2015, men absolut også efter. I slutdokumentet opfordres det internationale samfund til at:

”[S]eize every opportunity to include disability as a cross-cutting issue in the global development agenda, to give due consideration to disability in the emerging post-2015 United Nations development agenda with a view to enhancing cooperation, and to provide relevant technical assistance to Member States upon their request.”

Stærke personligheder på mødet – John Ashe og Stevie Wonder

Blandt de mange, der fik taletid på mødet, var John Ashe, præsident for FNs generalforsamling, der opfordrede medlemslandene til at forpligte sig ved at ratificere ”Convention on the rights of persons with disabilities” (CRPD).

Indtil videre har kun 134 af de 193 medlemslande forpligtet sig til dette forslag – Ashe understregede at konventionen ikke kun udgør en forpligtelse, men også har en vigtig symbolsk værdi.

En anden stærk personlighed, der talte under mødet, var sangeren Stevie Wonder, der er blind. Han ønskede at flere, som han, skal få muligheden for at bidrage med deres evner til samfundet på trods af deres handicap.

Dette budskab hang godt sammen med en af de vigtigste pointer fra mødet – at personer med handicap ikke må ses som ofre, men som ressourcestærke borgere, der skal have mulighed for at bidrage med deres ideer, kunnen og viden.

Som Stevie Wonder sagde:

“I know that working together we can create a world where persons with disabilities face no limit and can freely work, enjoy life and contribute their talents to society.”

For Danmark: Thorkild Olesen satte fokus på køn

Da det var Danmarks tur til at tale, overlod udviklingsminister Christian Friis-Bach talestolen i generalforsamlingen til Thorkild Olesen.

Olesen, der selv er blind, og på mødet repræsenterede Danske Handicaporganisationer, understregede i sin tale blandt andet behovet for et kønssperspektiv:

”Despite the continuous focus on gender balance, persons with disabilities are not seen as men, boys, women or girls. From years in international cooperation we know that it is important to be gender focused in programs. Women and girls are most disadvantaged and farther away from equality and dignity.”

At kønssperspektivet i diskussionen om handicap er vigtig skyldes, at det blandt kvinder er 19%, der har nedsat funktionsevne mod 12% hos mænd.

Den dobbelte diskrimination mange kvinder oplever ved både at være kvinder i patriarkalske samfund hvor kvinder undertrykkes, og at have et handicap giver en større sandsynlighed for et liv i fattigdom.

Hvordan køn og handicap skal tænkes sammen i den nye udviklingsdagsorden er endnu uvist, men slutdokumentet opfordrer til et fokus på problematikken.

FNs medlemslande vedtog altså, at der skal gøres mere for de mange mennesker med handicap, der lever med både fysiske hindringer, stigmatisering og flere former for diskrimination.

Første skridt i denne retning vil være at inkludere et direkte fokus på denne gruppe i den nye udviklingsdagsorden efter 2015.

Læs mere:
Rapport om vold mod kvinder og piger med handicap (PDF, 17 sider): http://www.ohchr.org/Documents/HRBodies/HRCouncil/RegularSession/Session20/A-HRC-20-5_en.pdf


Læs andre artikler og indlæg i temaet ”2015 Målene og fremtidens globale udviklingsdagsorden”: http://www.u-landsnyt.dk/tema/2015-m-lene-og-fremtidens-globale-udviklingsdagsor