Tegn på øget fokus blandt verdens lande på Marokkos besættelse af Vestsahara.
Af Peter Kenworthy, Afrika Kontakt
Danmark efterspørger handling i forhold til det af Marokko besatte Vestsahara under Marokkos Universal Periodic Review (UPR) i Genève.
UPR er en mekanisme under FNs Menneskerettighedsråd, der undersøger hvorvidt menneskerettighederne overholdes i FN’s medlemslande i en dialog med de andre medlemslande, NGO’er og andre interessenter.
“Demonstranter tilbageholdes>
Tirsdag udtalte Danmark blandt andet, at man ”beklager, at de FN-ledede forhandlinger [mellem Marokko og Vestsaharas befrielsesfront, Polisario], der søger at finde en fredelig løsning på Vestsaharas status, er gået i stå, at fredelige demonstrationer til stadighed angribes, og at demonstranter tilbageholdes eller overfaldes. Danmark vil gerne høre den marokkanske regering om, hvad man gør for at beskytte fredelige demonstranter og respekten for menneskerettighederne i Vestsahara”.
Øget interesse
Generelt synes interessen blandt verdens lande i at diskutere Vestsahara-spørgsmålet i Marokkos 2012 UPR at vidne om en væsentlig større interesse for at diskutere Vestsahara-konflikten end førhen, udtaler NGO’en Western Sahara Ressource Watch på sin hjemmeside.
Mange lande, herunder altså Danmark, valgte at tage Vestsahara op i år, til forskel fra den i 2008, hvor ingen lande gjorde det.
Krav om folkeafstemning
Vestsahara har været ulovligt besat af Marokko siden 1975. International lov, samt over 100 FN-resolutioner, kræver derfor at Marokko afholder en folkeafstemning om Vestsaharas tilhørsforhold.
Ingen anerkendelse
Ingen lande anerkender officielt Marokkos krav på Vestsahara, hvis krav på Vestsahara desuden er blevet afvist af Den Internationale Domstol. Over 80 lande anerkender derimod Vestsaharas eksilregering, Saharawi Arab Democratic Republic, som desuden er medlem af den Afrikanske Union.