Danmarks Designskole igangsætter Fair Trade i Marokko. Produkterne sælges på Designskolens julemarked 4. december 2009.

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

En gruppe marokkanske kvinder får støtte af danske designstuderende fra Danmarks Designskole i netværksprojekt, der skal forbedre det økonomiske grundlag for kvindelige, marokkanske kunsthåndværkere og udvikle nye økonomiske muligheder i Fair Trade-designprojekter.

Som del af projektet ”Increasing Economic Opportunities for Women in Morocco”, hvor Danmarks Designskole samarbejder med Reseau Femmes Artisanes – et netværk af marokkanske kvinder – og den franske NGO PlaNet Finance, igangsætter og gennemfører Danmarks Designskole en serie workshops i Marokko.

På den seneste workshop blev der arbejdet på at færdiggøre fem prototyper på produkter udviklet af gruppen fra Danmarks Designskole sammen med kvinderne i forhold til form og broderi, men med et udtryk der er tilpasset det danske marked.

En ny opgave for den seneste tur til Marokko var også at bringe projektet op på et mere professionelt niveau, hvor der bl.a. blev udviklet en grafisk identitet for projektet. ”Kvinderne bærer på vigtige og interessante historier, og de skal formidles som en del af produkterne”, uddyber Marie Hugsted, som er en af de designstuderende, der deltager i projektet. Den visuelle identitet er bygget op omkring inspiration vi fik i Marokko og kvindernes personlige fortællinger og vil fremover følge produktlinjen, som Danmarks Designskole udvikler i samarbejde med kvinderne.

Kvalitet og dekoration
På workshoppen blev der arbejdet en del med kvalitet, både inden for materialer og inden for finish og holdbarhed. Således er de kunststoffer, som de marokkanske kvinder normalt arbejder med, blevet skiftet ud med naturmaterialer; primært bomuld. ”For os virker det underligt at bruge to-tre timer på et broderi på et stykke billigt polyester – især når det er til en mundserviet. For det første er polyester ikke et godt materiale at tørre mund i, og for det andet er der heller ikke nogen sammenhæng i at bruge så meget tid på en så lille ting. Ofte får de ikke hæftet enderne godt nok til, at produktet kan vaskes flere gange, hvilket en mundserviet jo skal. Det er ting, de slet ikke stiller spørgsmålstegn ved, men når vi taler om det sammen, kan de godt se, at det kan forbedres”, fortæller Marie.
Derudover blev der arbejdet med dekoration af fladen. Da størstedelen af kvinderne udelukkende broderer, er det nødvendigt at integrere broderi i alle produkter. Kvinderne laver helt naturligt centralt placerede mønstre, men på workshoppen arbejdede gruppen fra Danmarks Designskole med at forskyde mønsteret, så det fx placeres ude i siden, og med at skalere mønstrene op.

Kulturudveksling
Mødet mellem de marokkanske kvinder og Danmarks Designskole handler meget om kulturudveksling og mødet mellem kvinder fra to verdener. Til at hjælpe med kommunikationen fungerer fire piger fra en designskole i Casablanca som oversættere fra arabisk til engelsk. Men på en normal dag i workshoppen tales der både arabisk, fransk, berbisk, engelsk og dansk.

Og hvad er udbyttet af projektet så so far? De studerende fra Danmarks Designskole, der deltager i projektet, kommer med følgende bud: ”Vi giver kvinderne nogle konkrete design- og håndværksmæssige redskaber, som de selv kan bruge, og som de kan give videre til de ca. 400 andre kvinder, de er i netværk med. Derudover er der alle de uhåndgribelige færdigheder, som de også får med sig, og som er projektets egentlige mål: En bevidsthed om eget værd, en tro på sige selv, øvelse i at kommunikere og argumentere og en form for udvikling i at være rollemodel for andre marokkanske kvinder”.

”Vi får til gengæld en stor konkret viden og erfaring inden for udviklingsarbejde og står med et stort ansvar. Fordi vi her arbejder med alt fra projektstyring, kommunikation og budgetter til bestilling af materialer, håndtering af toldregler og strukturering af et længere projekt, får vi indblik i, hvordan et “virkeligt” projekt forløber – netop fordi vi her er ude i den virkelige verden. Vi samarbejder med Danida, KVINFO og den franske organisation PlaNet Finance, der alle har stor erfaring med den salgs arbejde. Det er en stor viden og erfaring, vi får, som er rigtig godt at have med sig – ikke mindst i forhold til fremtidige jobmuligheder.”

Marokkansk design på designskolens julemarked
Er du nysgerrig efter at se de marokkanske produkter, som er udviklet i samarbejde med studerende fra Danmarks Designskole? Så har du chancen på Danmarks Designskoles årlige julemarked den 4. december 2009, hvor de marokkanske Fair Trade-produkter deltager. En ordre på fem produkttyper – en pude, en nederdel, en taske, to slags punge og en kjole – er sendt af sted til kvinderne, og produkterne kan således købes på julemarkedet.

Om netværksprojektet:
”Increasing Economic Opportunities for Women in Morocco” er titlen på et netværksprojekt ledet af Danmarks Designskole i samarbejde med Reseau Femmes Artisanes – et netværk af marokkanske kvinder – og den franske NGO PlaNet Finance. Målet er at forbedre det økonomiske grundlag for kvindelige, marokkanske kunsthåndværkere, hvor Danmarks Designskole iværksætter et forløb, der skal opbygge de marokkanske kvinders design- og forretningsmetoder og udvikle nye økonomiske muligheder i Fair Trade-designprojekter.

Projektets langsigtede mål er at udvikle bedre og mere holdbare designprodukter. Som udgangspunkt over en 2-årig periode med mulighed for at udvide projektet over fem år. I opstartsfasen igangsætter og gennemfører Danmarks Designskole en serie af workshops i Marokko, men meningen er, at kvinderne i kooperativet skal opnå en varig viden om salg af kunsthåndværk. Målet er at de 10 – 20 kvinders designkompetencer styrkes og spredes videre i et solidt netværk.

Projektet ledes på Danmarks Designskole af underviser Grethe Weber og hvert semester deltager et blandet hold af nye studerende og gengangere fra forløbet. Holdet bestod i efteråret af Caroline Wilkenschildt Fossum, Maria Fogh Albertsen, Mette Maegaard Kristiansen, Marie Hugsted, Anja Wejs Phigalt og Sidsel Rudolph.