Danmarks plads i FN’s Menneskerettighedsråd kalder på en handlingsplan

13220318725_f346f3a552_k
Danmark er frem til til 2021 medlem af FN’s Menneskerettighedsråd, som mødes i dette lokale i FN's bygning i den schweiziske by Geneve.
Foto: United States Mission to Geneva
Forfatter billede

10. januar 2019

Tue Magnussen

Tue Magnussen (født 1955) er cand.phil. i historie fra Københavns Universitet 1981 og tillige cand.mag med fagene geografi og internationale udviklingsstudier fra Roskilde Universitetscenter (RUC) 1983.

Udover kortvarig undervisning i gymnasieskolen underviste han i årene 1983-99 bl.a. på geografi, internationale udviklingsstudier og den samfundsvidenskabelige basisuddannelse på RUC, Institut for Statskundskab (international politik) og Østeuropa-instituttet, KU, og Østasien-studier, Århus Universitet.

Fra 1999-2011 har han været ansat på Rehabiliterings- og Forskningscentret for Torturofre (RCT). Fra 1999-2002 som international programkoordinator med ansvar for Balkan og Mellemøsten, og siden som kommunikations- og advocacy-koordinator.

Han har i en årrække arbejdet med globalisering, udenrigspolitik, udvikling, menneskerettigheder og sociale forhold.

Udover Balkan har han et mangeårigt engagement i u-lands- og solidaritetsarbejde samt på venstrefløjen.

Han er eller har været bestyrelsesmedlem i FN-forbundet, Rådet for Mellemfolkeligt Samvirke og den Danske Helsinki-komité.

Udenrigsministeren skriver: ”En plads i Menneskerettighedsrådet må ikke blive et værn mod kritisk omtale af ens eget land.” Det bliver spændende, at se hvordan rådets øvrige medlemmer vil reagere når de hører, at den danske regering i forbindelse med den nye finanslov udtalte, at man bevidst har bevæget sig udover kanten af menneskerettighederne, eller hvordan danske politikere ”vil rode sig ud af de internationale konventioner.”

Den kritiske omtale af Danmark handler også om, hvordan regeringen dels undlader at ratificere og inkorporere internationale FN-konventioner i dansk lovgivning og dels hvordan man for at forhindre, at Irak-tortursagerne sætter fokus på et dansk medansvar for tortur og fangemishandling, påberåber sig, at tortur er en forbrydelse der forældes.

Hvis Danmark skal leve op til den vigtige opgave, som en plads i FN’s Menneskerettighedsråd indebærer, burde regeringen og folketinget snarest tage initiativ til en redegørelse og debat om, hvordan Danmark opfylder sine konventionelle forpligtigelser – hvordan man ”fejer for egen dør” – samt en handlingsplan, der nationalt og internationalt igen kan gøre Danmark til et foregangsland i arbejdet mod tortur og til fremme af menneskerettigheder.

Foreløbig har man med udvisningen af Said Mansour – ”boghandleren fra Brønshøj” – til Marokko klart bevidst handlet imod FN’s konvention mod tortur, som understreger såvel et klart forbud mod tortur såvel som et forbud mod udvisning til et land, hvor der er risiko for tortur.