Dansk beretning fra Darfurs rædsler

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Redaktionen

Mens befolkningen i det sydlige Sudan glæder sig over den netop indgåede fredsaftale, fortsætter konflikten i Darfur.

Jenjawits ryttermilitserne har deres checkpoints over alt. Langs de ellers øde landeveje og i de nedbrændte landsbyer står militserne klar til at terrorisere lokalbefolkningen. Omkring en million er på flugt fra militserne i Darfur-provinsen i det vestlige hjørne af Sudan.

– Situationen i store dele af Darfur er desperat. Uanset hvor hurtigt nødhjælpsarbejdere nu prøver at løbe, vil mange mennesker miste livet i de kommende måneder, siger katastrofemedarbejder i Folkekirkens Nødhjælp, Nils Carstensen, til organisationens blad, “Nød”.

Den erfarne 47-årige u-landsreporter er netop kommet hjem fra det borgerkrigsramte område for at undersøge, hvordan Folkekirkens Nødhjælp kan hjælpe de mange flygtninge.

De har på nuværende tidspunkt ingen form for beskyttelse og bor i uorganiserede lejre. Den sudanesiske regering har forsinket og nogle steder helt forhindret internationale nødhjælpsorganisationer i at komme de mange flygtninge til undsætning.

Fejl- og underernæringen stiger hurtigt, og de små stråtag, som flygtningene har flikket sammen, yder ingen beskyttelse, når regntiden om kort tid sætter ind.

– Vi står i øjeblikket i et kæmpe dilemma. Behovet er enormt, og vi vil helst levere så mange nødhjælpsforsyninger som overhovedet muligt. Men folk risikerer at blive plyndret samme dag, de får nødhjælpen. Derfor er vi nødt til at være forsigtige med hvor og hvordan, vi deler nødhjælpen ud – uanset det enorme tidspres, siger Nils Carstensen.

De omkring 60 medarbejdere, der uddeler tæpper, køkkengrej og plastikpressenninger, er opmærksomme på problemet og prøver at beskytte flygtningene ved jævnligt at vende tilbage til dem, efter at de har udleveret nødhjælpen.

I første omgang har Folkekirkens Nødhjælp bevilliget en million kr. af egne midler til hjælpearbejdet i Sudan og blandt flygtninge i nabolandet Tchad. Derudover er der sendt hjælpeforsyninger for 750.000 kr., som Danida har stillet til rådighed.

Folkekirkens Nødhjælp samler fortsat ind til at hjælpe flygtningene, fordi krisen i Darfur vil være langvarig.

– Flygtningene har forladt jorden og husdyrene, som udgør deres livsgrundlag. Derfor vil der være hårdt brug for vores hjælp frem til næste års høst. Hvis vi ikke reagerer i dag, har vi ikke mulighed for at planlægge 18 måneders massiv hjælpe-arbejde, siger Folkekirkens Nødhjælps katastrofechef Lisa Henry.

Det var et væbnet oprør blandt de afrikanske stammer i Darfur, der for et år siden tændte gnisten. Centralregeringen i Khartoum satte hæren ind for at nedkæmpe oprørerne, men med begrænset succes.

Siden rekrutterede regeringen Jenjawit militserne fra nogle af de lokale arabiske stammer. Med støtte fra den regulære hær og det sudanesiske luftvåbens fly og kamphelikoptere har militserne ført an i et voldsomt felttog mod Darfurs oprindelige afrikanske befolkning.

– Internationalt pres og uafhængige fredsobservatører er simpelt hen en nødvendighed i Darfur. Kun ved at give de fordrevne en minimal beskyttelse vil det blive muligt for alvor at udføre et meningsfyldt og effektivt hjælpearbejde i området siger Nils Carstensen.

Se også www.noedhjaelp.dk