Dansk DJ gæstede Nairobis slum – og støtter nu de unge med fælles musik

Forfatter billede

Simon Dokkedal fra DJ-kollektivet Den Sorte Skole støtter Mellemfolkeligt Samvirkes landsindsamling på søndag med musik, han har skabt sammen med lokale musikere fra Nairobis slumkvarterer og Københavns bedste djs og producere.

Af Evelina Gold
medarbejder i Mellemfolkeligt Samvirke

Hvis de unge i Kenya vil høres, må de råbe noget højere, plejer Mellemfolkeligt Samvirke at sige med et glimt i øjet.

Det har de unge kenyanere nu gjort ved at give deres stemmer, tekst og musik til danske djs/producere, der vil sprede budskabet til de danske unge: støt de unge i Kenya!

Simon Dokkedal fra dj-kollektivet Den Sorte Skole har bevæbnet sig med en diktafon og tilbragt en uge i Østafrikas største slum – Kibera-slummen i Kenyas hovedstad, Nairobi – hvor han mødte unge stemmer og musikere fra slummen.

Optagelserne med kenyanernes sange og rap er endt hos en række af Københavns bedste djs og producere. Ved at give optagelserne en moderne elektronisk indpakning viser de danske kunstnere deres støtte til de seje unge fra slummen, som kæmper for en bedre fremtid.

Rejsen har ikke kun musikalsk, men også personligt været en spændende oplevelse for Simon Dokkedal:

– Dét, jeg så, var en masse livsglæde og motivation hos mennesker, der lever under nogle sindssygt trange kår. De har så utrolig lidt, men er så overraskende positive og glade. Det er noget, vi virkelig kunne lære noget af i Danmark. Jeg vil gerne opfordre alle til at bakke op om projektet ved at sprede musikken og sende en støtte-sms, siger han.

Man kan høre og downloade musikken kvit og frit fra torsdag den 5. maj på http://www.ms.dk/sw192719.asp

Titel: From The Slums of Kenya! (Copenhagen Refix)
Beats by Eloq, Dixone, Copyflex, Julius Sylvest, Simon Dokkedal
(feat. Abbi, Jahill Fi Real, GG Spice, Nina Ogot)
Directed by Simon Dokkedal

Men husk, at de unge i Kenya også har brug for DIN støtte: Så stik dem en 50’er eller en hund – sms KENYA50 eller KENYA100 til 1919 (+ alm. sms-takst. Ingen fortrydelsesret).