Dansk læge i Nordirak: ’Jeg er rystet over de fordrevnes beretninger’

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Svend Løbner, journalist

”De stjal min forretning. De kidnappede min datter. De skød min familie!” Det har fordrevne i Irak fortalt lederen af en dansk nødhjælpsorganisation, der uddeler vinterhjælp til flygtede kristne og yezidier. 

”Jeg har oplevet mere, end jeg næsten kan rumme!”, fortæller læge Kim Hartzner i telefonen fra de kurdiske områder i Nordirak.

Som generalsekretær for Mission Øst er han med til at uddele vinterhjælp til 2.400 fordrevne, som var blandt dem, der måtte flygte over stok og sten, da terrorbevægelsen Islamisk Stat (IS) rykkede helt op til byerne i den nordlige del af Nineve-sletten.

Der er nu ikke en eneste kristen tilbage på Nineve-sletten, fortæller de fordrevne.

Yezidierne forfølges af IS, fordi mindretallet tilhører en særlig ikke-muslimsk trosretning – mere på http://da.wikipedia.org/wiki/Yazidisme

Temperaturen er under frysepunktet, og de fordrevne bor i forladte halvfærdige bygninger eller sommertelte med risiko for oversvømmelser, når det regner.

Der er brug for alle de madrasser, tæpper, presenninger, vinterfrakker og huer, man kan få fat i. 

Datter kidnappet af IS

Kim Hartzner hører den ene horrible beretning efter den anden:

“Det allerværste var en familie med en far og mor med otte børn, hvor der var syv tilbage. Familien var blevet fanget af IS, og moren blev vidne til, at hendes datter blev bortført”.

“Moren fortæller, at IS trak mændene uden for og dræbte dem. Derefter hentede de pigerne og lod kvinderne tilbage”.

”De tog fat i min datter for øjnene af mig. Jeg tiggede dem om at lade hende være, men IS’ befalingsmand sagde nej. De tog ikke kun min datter, men 25 piger og dræbte otte af mændene i vores familie”.

“Deres gru, deres skæbne, nød og tårer det kan slet ikke beskrives. Under en stor del af interviewet kunne moren ikke klare det længere. Hun sad og græd”, anfører Kim Hartzner. 

Dræbte en hel storfamilie

Kim Hartzner interviewede flere yezidi familier, som fortalte gruopvækkende historier. En familiefar fortalte:

”Den 3. august kl. 8 om morgenen så vi IS komme imod os med deres biler og vi flygtede mod bjerget. Min bror og min fætter kom ikke med, fordi de ville føre fårene til et sikkert sted i bjergene”.

“IS fangede og dræbte dem begge. På afstand kunne vi se, hvordan IS adskilte kvinder og mænd og skød alle mændene”. 

Han fortsatte: ”En masse kvinder, mænd og børn flygtede med os, men gravide og personer med handicap, som ikke kunne komme op på bjerget, blev hvor de var og døde til sidst af sult og tørst”.

“Min onkel bor på bjergets nordside sammen med 70 familiemedlemmer. IS fangede dem alle, og kun to mænd overlevede. De blev vidner til, hvordan IS nedslagtede resten af deres familie”. 

Må ikke fryse ihjel

Mission Øst har siden august uddelt mad, tøj, madrasser, tæpper, presenninger og vintertøj til flere end 10.000 kristne og yezidier.

Hvis organisationen får skaffet midler gennem indsamling og fonde kommer tallet op på 20.000 inden årets udgang. 

“Vi vil gøre alt, hvad vi kan for disse stakkels mennesker, der er flygtet over stok og sten, så de i hvert fald ikke kommer til at fryse ihjel denne vinter”, siger  Kim Hartzner. 

Med bl.a. midler fra Mission Østs humanitære partnerskabsaftale med Danida har den danske nødhjælpsorganisation mulighed for at hjælpe de irakiske fordrevne, der ellers ville stå uden hjælp over vinteren.

FN vurderer, at der er 900.000 fordrevne i irakisk Kurdistan, mens der er 430.000 i Dahuk-provinsen, hvor Mission Øst arbejder. I hele Irak er antallet af fordrevne oppe over 1,9 millioner.