Dansk statsbesøg i Tyrkiet udsat efter kupforsøg

Forfatter billede

Dronningens statsbesøg i Tyrkiet bliver ikke til noget i denne omgang. Det udsættes på grund af undtagelsestilstanden i landet, oplyser Udenrigsministeriet i en pressemeddelelse.

Besøget var planlagt fra den 17.-19. oktober 2016. Udenrigsminister Kristian Jensen (V) skulle have ledsaget dronningen sammen med et større antal danske virksomheder.

Kristian Jensen siger i onsdagens pressemeddelelse, at beslutningen er taget i samråd med den tyrkiske regering.

Det er undtagelsestilstanden, der ligger til grund for udskydelsen, siger Kristian Jensen.

Erdogans udrensninger har også medført skarpe kommentarer fra internationale menneskeretsorganisationer, der kritiserer Tyrkiet for at overveje at genindføre dødsstraffen og for at træde basale menneskerettigheder under fode med de tusinder af anholdelser.

Bekymrede over tiden efter kupforsøg

Men der ligger ikke politiske overvejelser bag udskydelsen af besøget, understreger Kristian Jensen ifølge flere medier over for Ritzau.

Ministeren beklager, at besøget har måttet udskydes, men siger, at der vil blive fastlagt en dato for et nyt besøg, når det er muligt.