Dansk virksomhed rykker ind på Afrikas togbanemarked på trods af stærk kinesisk konkurrence

Hedebølge i Californien. Verdens klimakrise har enorme sundhedsmæssige konsekvenser. Alligevel samtænkes Danmarks globale klima- og sundhedsindsats i alt for ringe grad, mener tre  debattører.


Foto: Kevin Carter/Getty Images
Forfatter billede

Af Bue Heckmann, U-landsnyt.dk

Den danske virksomhed Per Aarsleff A/S har vundet en togbaneordre på ca. 1,1 milliard kroner i Etiopien. Ordren kom dog kun i hus via en lånegaranti fra Eksport Kredit Fonden, der i stigende grad ser sig nødsaget til at støtte danske investeringer i Afrika for at de kan konkurrere mod kineserne om store afrikanske projekter.

Det er første gang at Danmarks største entreprenørselskab inden for jernbaner, via sit datterselskab Aarsleff Rail, skal stå for et togbaneprojekt uden for landets grænser. Virksomheden har således vundet licitationen om en såkaldt styringsenterprise på konstruktionen af 400 kilometer jernbane i Etiopien til over en milliard kroner.

Dermed rykker virksomheden ind på et nyt marked og Aarsleff’s direktør, Lars M. Carlsen, ser også projektet som et eksperiment, hvis resultat vil påvirke virksomhedens fremtidige projekter.

Således udtaler han til avisen Børsen ”Først når vi har set på erfaringerne fra dette projekt, kan vi bedømme, om udfaldet bliver så positivt, at vi vil prøve med andre jernbaneprojekter”.

Stort vækstpotentiale

Det afrikanske marked for konstruktion af jernbaner er i rivende udvikling og mange af de 54 afrikanske lande er allerede i gang med, eller planlægger at udbygge deres jernbanenet for at sikre en eksportdrevet vækst.

Aktuelt er der således tale om igangværende eller nye projekter for langt over 100 milliarder kroner. Det er der også god brug for. Mange landes jernbanenet er nedslidt og materiellet forældet på grund af årtiers svigtende interesse fra bistandsdonorerne og de lokale regeringer. 

Resultatet har været overfyldte veje med mange trafikulykker til følge og præget af lastbiler med overlæs, som hurtigt slider asfaltbelægningen ned. 

De 400 kilometer bane, som Aarsleff har vundet licitationen til i Etiopien, er led i en større national plan om at firedoble jernbanenettet i løbet af de kommende år, således at det når op på i alt 2.400 kilometer.

På sigt er der endda planer om at udvide nettet til henved 5.000 kilometer jernbane, ifølge Eksport Kredit Fonden (EKFs) hjemmeside.

Til sammenligning har Danmark i alt godt 2.000 km jernbane (mere længere nede).

Dansk støtte afhjælper kinesiske konkurrence

Hidtil har især Kina været hurtige til at støtte nationale virksomheder der laver forretning i Afrika gennem lavtforrentede lån og garantier under markedsvilkårene. Dette har været med til at gøre Kina til kontinentets største samhandelspartner, med investeringer og samhandel for svimlende 960 milliarder årligt.

Dertil kommer, at de kinesiske virksomheder ofte ikke stiller samme krav til arbejds- og miljøpolitik, hvilket har gjort det svært for vestlige og danske virksomheder at vinde større projekter i Afrika.

Direktør Lars M. Carlsen har oplevet denne stærke kinesiske konkurrence på det afrikanske marked i forbindelse med andre projekter. ”Hidtil har det været åbenlyst, at når kinesiske entreprenører er med i budrunden, så er de for billige til, at vi kan være med” udtaler han således til Børsen.

Et afgørende element i Aarsleff Rails deltagelse i projektet har derfor været, at den statsejede Eksport Kredit Fond har udstedt en garanti på 1,1 milliarder kroner til jernbaneprojektet, hvoraf ca. 75 procent dækker Aarsleff Rails deltagelse.

Fonden, der er ejet af den danske stat, har til opgave at sikre konkurrencedygtige finansielle vilkår på internationale markeder for danske virksomheder.

I takt med den økonomiske vækst i Afrika og store konkurrence fra kinesiske virksomheder har Eksport Kredit Fonden også øget sit engagement til danske virksomheder, der investerer i Afrika.

I 2007 udstedte fonden således garantier for 118 millioner kr. til forretninger i Afrika, mens der ifølge fondens hjemmeside er udstedt garantier for 2,3 milliarder kr. i år.

Ethiopian Railway Corporation (ERC) betaler lånet tilbage over 13 år.

Fra Awash til Weldia

EKF stiller garanti for ét af projekterne i det storstilede byggeprogram. Det er de 404 kilometer jernbane fra Awash i det centrale Etiopien til Weldia i den nordlige del af landet.

Awash-Weldia-strækningen skal forbedre erhvervslivet i det nordlige Etiopien både ved at øge mobiliteten af den lokale arbejdskraft og ved at kunne sende varer ud på det internationale marked via havnen i nabostaten Djibouti ved indsejlinen til Det Røde Hav.

Etiopiens hidtil eneste jernbane løber nemlig fra hovedstaden Addis Ababa til Djibouti. Den er 784 km lang, stod færdig i 1917 og er smalsporet, men omlægges nu til normal sporvidde ligesom den elektrificeres.

Den hastigt voksende millionby Addis Ababa får tillige en bybane (højbane) – mere på http://no.wikipedia.org/wiki/Jernbane_i_Etiopia 

Jernbanebyggeriet er lidt af en revolution for Etiopien, som sidst oplevede en omfattende udbygning af infra-strukturen med store vejanlæg, broer m.v. under den italienske besættelse (1936-41).

De nye spor fra Awash til Weldia lægges i alt fra fladt ørkenterræn, bjerglandskab og grønne plateau-lignende områder med rigt dyreliv og i højder fra ca. 700 meter til 2.400 meter over havets overflade.

Nogle af strækningerne er meget tyndt befolket, mens andre dele har byer med både 40.000 og 200.000 indbyggere.