Det vækker kritik blandt flere danske politikere, at EU nu vil genoptage bistanden til Zimbabwe efter 13 års pause. Det er en indirekte blåstempling af Mugabes styre, mener LA-ordfører.
En række danske politiker er lodret uenige i EU’s beslutning om at genoptage bistanden til Zimbabwe, skriver Altinget.dk.
”Jeg er dybt kritisk over for, at man giver direkte støtte til et styre som Robert Mugabes. Det er grundlæggende et problem at støtte stater, der ikke overholder fundamentale menneskerettigheder. Den direkte støtte er en indirekte blåstempling af staterne, og det bryder jeg mig ikke om. I et tilfælde som Zimbabwes forstår jeg det simpelthen ikke,” siger udviklingsordfører Mette Bock (LA) til Altinget.
Samme kritik kommer fra Venstres EU- og udviklingsordfører, Jakob Ellemann-Jensen.
”Grundlæggende skal vi se nogle alvorlige forandringer i landet, før det er berettiget at modtage bistand. Landets nye forfatning er et skridt på vejen, men beløbet er meget stort i betragtning af, hvor langsomt landet bevæger sig i den rigtige retning. Sanktionerne har hjulpet, så det er lige tidligt nok at kaste håndklædet i ringen,” siger han.
Dansk bistand på en halv milliard
EU vil give Zimbabwe et beløb svarende til 1,7 milliarder kroner frem til 2020. Pengene skal først og fremmest gå til uddannelse og sundhed.
I forvejen giver Danmark bilateral udviklingsbistand til Zimbabwe. Ifølge Udenrigsministeriets landerapport drejer det sig om cirka en halv milliard kroner i perioden 2013-2015.
Efter endnu et omstridt valg i Zimbabwe i 2013 valgte den danske regering dog at omlægge udviklingsstøtten, så den i dag bliver fordelt til lokale og internationale organisationer i landet.