Darth Vader og Batman redder ældgammel malaysisk tradition

DC-superheltene Batman og Robin som dukker til en wayang kulit-opsætning.


Foto: Lasse Sørensen
Forfatter billede

13. oktober 2023

Da omtrent 50 fremmødte satte sig i et midlertidigt anrettet performancelokale i den malaysiske hovedstad Kuala Lumpurs tinmuseum, havde de fleste nok kun en halvbagt idé om, hvad de rent faktisk skulle til at se.

Foran de fremmødte dukker små silhuetter op på et oplyst, hvidt lærred og udkæmper drabelige kampe med små, hurtige ryk.

Darth Vader i Fusion Wayang Kulits dukke-udgave.
(Foto: Lasse Sørensen)

En ældre dukkefører – en dalang – sidder på gulvet skjult bag lærredet. Han fægter ofte med flere dukker på samme tid, lægger forskellige stemmer på karaktererne og står for helt analoge lydeffekter.

Under en wayang kulit-optræden består akkompagnementet typisk af et gamelan-orkester på mindst fem mennesker. De sætter stemningen med toner fra marcherende gedombak-trommer, små ping fra finger-bækkener og en hypnotiserende fløjte, mange danskere nok associerer med slangetæmmere. Til lejligheden nøjes publikum med at høre musikken fra lokalets højtalere.

Nu skal gudernes historier fortælles. Nu skal de dødelige skue den sande verdensorden. Nu skal de fremmødte se… Star Wars?

De unge gider ikke Wayang Kulit

”Selv min mor ved, hvem Darth Vader er,” har Tintoy Chuo, stifter af det malaysiske kunstkollektiv Fusion Wayang Kulit, tidligere givet som grunden til, at den letgenkendelige figur var en del af pilotprojektet tilbage i 2012. Chuos mission er nemlig at fange publikum med noget genkendeligt for så at tænde en gnist af interesse for traditionel wayang kulit.

”Selvom vi optræder som underholdning, prøver vi samtidigt at uddanne folk om den her kunstform, så flere mennesker vil kende til og forstå wayang kulit bedre,” siger Chuo. ”Men hovedformålet er at genoplive den her såkaldt ’falmende’ kunstform.”

Tintoy Chuo, stifter af Fusion Wayang Kulit. (Foto: Lasse Sørensen)

Historisk set har wayang kulit været populært i Malaysia, specielt blandt bønder i landsbyerne. Selvom dukkerne gennemlevede mange historier i skyggespillene, var – og er – det ofte ældgamle indiske myter om kampe mellem det gode og det onde blandt guder, helte og konger i historierne Ramayana og Mahabharata, der vises.

De gamle, episke sagn kan dog tage helt op til 45 nætter at fortælle, og det har de færreste folk i dag tid til. Det har kastet kunstformen ud i en brydningstid, fortæller Dahlan bin Abdul Ghani, professor på Kuala Lumpurs universitet med ekspertise i wayang kulit. Han har i et studie konstateret, at skyggedukketeatret langsomt forsvinder i Malaysia på grund af en dalende interesse fra især de unge.

”Den unge generation i dag er digitale indfødte. Når de står op, tjekker de sociale medier, surfer rundt på nettet og bruger deres mobiltelefoner til alt,” siger Ghani.

”Det stiller krav for at imødekomme de unges behov. Projekter som Fusion Wayang Kulit kan få de unge til at genopdage kunstformen, ved at de ser historier, de allerede kender til, som Star Wars. Viser man kun ældgamle fortællinger fra Ramayana og Mahabharata, bliver det svært for de unge at følge med,” siger han.

En af Fusion Wayang Kulits traditionelt-inspirerede opsætninger. (Video: Fusion Wayang Kulit, Youtube)

Inden den digitale tidsalder var wayang kulit-shows et fristed, hvor malaysiere kunne slappe af efter en hård arbejdsdag.

”Det var ligesom at gå i biografen. Optrædener skete ude i det åbne, så alle kunne være med. Samtidigt var der også noget spirituelt over at se det,” fortæller Ghani.

Malaysias regering og UNESCO forsøger at bevare wayang kulit, da de betragter kunstformen som en vigtig del af malaysisk historie og identitet. Skyggespillene er nemlig fyldt med budskaber om samfundets skiftende moral og etik.

Nedlukningen under Covid-19 pandemien har ikke hjulpet på wayang kulits popularitet i Malaysia. Derfor kan digitale muligheder åbne op for at fremtidssikre kunstformen. Selv har Ghani været involveret i et bevaringsprojekt, hvor han 3D-modulerede skyggedukker, så de er klar til en digital virkelighed, der appellerer til de unge.

Kampen om skyggekunsten

Det malajiske ord wayang betyder groft oversat ‘teater’, og kulit kan oversættes med ‘skind’ eller ‘læder’ på moderne malaysisk. I gamle dage gav det åbenlyst mening: mytologiske figurer, snittet i tørret koskind, farvelægges og optræder som hovedpersonerne i et teaterstykke.

Historikerne er dog uenige om, hvorvidt kunstformens oprindelse er i Indien eller et andet land i kontinentet. Javanesiske skrifter fra 800-tallet er den tidligste dokumentation af kunstformen i Sydøstasien, mens andre kilder angiver, at de første wayang kulit-optrædener fandt sted i den malaysiske delstat Kelantan ved grænsen til Thailand for 500 år siden.

Hvem der tager ejerskab over wayang kulit i Sydøstasien, er et stridspunkt i en regionalpolitisk nabofejde. Især Indonesien, Malaysia og Singapore er ofte i kulturkrig over oprindelsen af alt fra madretter til mønstrede tekstiler. Før kolonimagterne Holland, England og Portugal optegnede de hårde grænser, har de tre lande i skiftende historiske perioder været underlagt de samme monarkier.

Wayang kulit-skyggedukker foran et lærred. (Foto: Lasse Sørensen)

Udstyret med en diplomuddannelse i grafisk design fra det malaysiske kunstinstitut besluttede Chuo i 2012 at skubbe alle igangværende projekter til side for at slå et nyt og mere moderne slag for det traditionsrige skyggespil. Som passioneret Star Wars fan lå planen lige til højrebenet.

”Vi fik fat i personen der håndterede internationale fan relationer for Lucas Film, og fortalte om vores ide. Hun var vild med den. Jeg fik nogle guidelines, og vi fulgte dem. Otte år senere bragte Star Wars YouTube kanalen et indslag om os, og tre måneder efter blev vi publiceret i det officielle Star Wars-magasin. Det var en kæmpe milepæl,” siger Chuo.

Det er nu 11 år siden Fusion Wayang Kulit blev dannet af Chuo og hans makker Take Huat. Bare tre måneder efter de første prototyper sprang den erfarne dalang Pak Dain på toget som chefingeniør og står i dag for at kvalitetsteste skyggedukkerne for, om de stemmer overens med traditionelle malaysiske symboler og designs.

Se den polske dokumentarist Gloria Kurniks web-doku om wayang kulit og Fusion Wayang Kulit.

Med Darth Vader som bannerfører har Fusion Wayang Kulit vokset sig fra at være et sjovt fritidsprojekt til at blive et internationalt fænomen. Brugen af velkendte figurer fra Star Wars, DC, Marvel og japansk anime har vakt interessen for wayang kulit blandt Kuala Lumpurs borgere.

“Interessen for Wayang Kulit er bestemt blevet større. Over de seneste ti år har jeg set flere fra offentligheden få et bedre kendskab til kunstformen,” fortæller Chuo. ”Også firmaer og organisationer er begyndt at bruge skyggedukkerne,” siger han.