Den gamle garde trækker op til valg i Burkina Faso

799px-bf_elections2012_non_violence
Plakat fra valget i 2012, der opfordrer til, at alle vælgere accepterer valgresultatet og ikke griber til vold.
Foto: Wikimedia
Forfatter billede

En tidligere premierminister og flere andre, som tidligere har bestredet ministerposter i den afsatte præsident Blaise Compaores regering, er blandt de kandidater, der stiller op i kampen om at indtage præsidentposten i Burkina Faso.

Dermed tegner det til, at det vestafrikanske lands næste præsident er en del af den gamle garde, skriver flere internationale medier. Favoritten blandt de godkendte kandidater er den tidligere premierminister Roch Marc Kabore, som længe var et fremtrædende medlem af Compaores styre, men sidste år brød med regimet og dannede oppositionspartiet MPP.

Compaores tidligere regeringsparti, CDP, opstiller en relativt ukendt forretningsmand og tidligere parlamentsmedlem, Eddie Komboigo.

Fredag var sidste frist for de kandidater, der skulle godkendes til at stille op ved præsidentvalget, der finder sted 11. oktober.

Voldelig konflikt udeblev

Vinderen af valget indtager præsidentembedet efter Compaore, der blev afsat i oktober sidste år efter 27 år ved magten.

Da folkelige protester væltede Burkina Fasos mangeårige præsident, frygtede mange iagttagere, at det kunne føre til en voldelig konflikt.

Under selve protesterne blev adskillige demonstranter dræbt og hundredvis såret i sammenstød med landets sikkerhedsstyrker.

Hovedstaden, Ouagadougou, lignede en regulær krigszone efter protesterne. Parlamentsbygningen, et stort hotel samt adskillige forretninger og huse lå i ruiner.

Men den voldelige konflikt, der var frygtet i kølvandet på afsættelsen af præsidenten, udeblev.

I stedet gik burkinerne ud i gaderne i hovedstaden for at rydde op efter de dramatiske protester. Bevæbnet med koste og affaldsspande ryddede de op i byen, efter hæren havde erklæret sig på demonstranternes side.