Journalister kalder det en ’non-story’, når vi fortæller om en forventet begivenhed, der alligevel ikke er sket. Eller en ventet reaktion, der er udeblevet. Hvis begivenheden er væsentlig nok, kan selv fraværet af den godt være en historie værd.
Jeriko er i disse dage sådan en non-story.
Som reel story er Jeriko bare ’en by i provinsen’ som den, Leif Panduro skrev sin tv-serie om i 1970’erne. Et lille samfund med ca. 40.000 indbyggere, der hygger sig i smug nær en stille flod midt i en klippeørken. Jeriko ligger langt fra alt, og her sker sjældent noget, der er værd at skrive hjem om. Byen er tudegrim, og de fleste turister og pilgrimme i Det Hellige Land rejser uden om.
Som non-story er Jeriko derimod absolut værd at holde øje med.
Israels nye regering truer Vestbredden igen
Lige før nytår tiltrådte Benjamin Netanyahus nye regering i Israel. Den er med rette betegnet som ultra-højreorienteret, ultra-religiøs og ultra-nationalistisk. Nogle vil ligefrem kalde den chauvinistisk. Magtfulde ministre i Netanyahus nye regering har gang på gang i ord og gerninger markeret, at hele Palæstina skal være israelsk og kun israelsk.
Jeriko ligger i Palæstina, og derfor har ministrenes hensigter også betydning her.
Nu har ultra-nationalisterne magten! Nu kan de gøre visionen til virkelighed! Der er ingen, der kan forhindre dem i at drage den logiske konklusion efter krigen i 1967, da Israel på seks dage erobrede Jordans Vestbred fra kongeriget Jordan. Konklusionen er at tage det hele. Og beholde det.
Vestbredden har over to millioner arabiske indbyggere, men har de sidste 55 år eksisteret som besat land med et voksende antal jødiske bosættere, der nu tæller 600.000 fordelt i omkring 150 bosættelser. To af bosættelserne ligger tæt ved Jeriko og har navn efter byen.
De mange udflytterbyer er illegale efter international lov, som Israel ikke anerkender. Bosætterne på Vestbredden er en af årsagerne til en stadigt mere voldsom strid med palæstinensere, der ikke frivilligt vil give slip på deres rettigheder, olivenlunde, huse og landsbyer.
Den strid om retten til Vestbredden vil Netanyahus regering skærpe.
’Det jødiske folk har en ukrænkelig eneret til alle områder i Israels land’, hedder det i en regeringserklæring, der præciserer, at Vestbredden er en del af ’Israels land’. Netanyahu siger, at han vil gøre Israels ret til landet gældende, men undgår at præcisere hvornår og hvordan.
Bosættere bliver ministre i Netanyahus nye regering
Israel besluttede at indlemme det arabiske Østjerusalem allerede i 1967. I begyndelsen af 1980’erne fulgte Golan-højderne i nordøst, der før 1967 var en del af Syrien. De vildtvoksende bosættelser på Vestbredden kan ses som en kolonisering af Vestbredden, der er foregået gennem alle årene, men ikke er gjort til Israels officielle politik før nu.
En officiel annektering af Vestbredden er ulovlig jf. folkeretten, men i pagt med de religiøse bosætteres brændende ønsker. To af de tungeste ministre i Netanyahus regering er bosættere. Netop disse ministre er sat til at forvalte Israels politik i forhold til Vestbredden og har ansvar for hele militæret.
De to bosætterministre i regeringen ville gøre vold på sig selv, og fornægte alt det, de står for, hvis de ikke gjorde hele Vestbredden til israelsk ejendom, nu hvor vælgerne og Netanyahu har givet dem mulighed for at gøre det.
Og hvorfor skulle de dog gøre vold på sig selv? Nu er det dem, der har magten!
Verdens ældste by kan blive turistperle
Der har i det sidste års tid været voksende uro i de større byer på Vestbredden: Jenin, Nablus, Ramallah og i det arabiske Østjerusalem, men ikke i det lille Jeriko. Medierne har næsten hver anden dag rapporterer om skyderier med dødelig udgang i kampe mellem bevæbnede israelere og arabere. Jeriko er hidtil gået helt fri. I den lille provinsby går livet sin vante gang.
Det hører med til historien, at Jeriko ret beset er meget andet og mere end et provinshul. Jeriko regnes for at være verdens ældste by med 10.000 år på bagen. Josvas trompetskrald fik ifølge Bibelen Jerikos mure til at styrte sammen. Byen ligger knapt ti kilometer fra Jordanfloden og Det Døde Hav. Rundt om byen ligger i naturskønne omgivelser adskillige kristne klostre, der alle er mere end 1000 år gamle. Jeriko vil med andre ord være en lækkerbisken for turistindustrien, hvis Israel får fingre i hele Vestbredden!
Det er oplagt, at israelske og udenlandske pengemænd vil kaste sig over byen. Den eneste grund til, at det ikke er sket endnu, er, at Vestbredden er under besættelse og at israelske jøder ikke har adgang. De fattige palæstinenserne vil ikke få et ben til jorden i den fremtidige udvikling.
Jeg har boet i Jeriko, siden Netanyahus nye regering kom til magten. Endnu har jeg ikke set synlige tegn på, at befolkningen er ængstelige ved udsigten til, at Israel officielt vil indlemme deres by i et nyt Stori-Israel, der omfatter Vestbredden, som Netanyahu har bebudet i sin regeringserklæring. Det er denne øjensynlige flegma, der gør historien til en nyhedsværdig non-story.
Man skulle tro, at folk i Jeriko var bange for, at regeringen i Jerusalem ved en simpel beslutning ville sløjfe det, der er tilbage af deres palæstinensisk selvstyre. Regeringen har sagt officielt, at det er det, den vil. Man skulle også tro, at palæstinenserne i Jeriko kunne se, at de har alt at tabe og intet at vinde ved at blive opslugt af Israel. Jeg har dog endnu ikke mødt nogen, der viser denne frygt.
Sorg, ikke had
Ligesom jeg ikke har mødt frygten i Jeriko – endnu, i hvert fald – har jeg heller ikke mødt hadet. Og det er måske det allermest overraskende!
Palæstinenserne er kendt for at vise voldsomt fjendskab mod besættelsen siden intifadaen i 1980’erne og senere under demonstrationer, hvor mange viste deres afmægtige had ved et kyle sten efter soldater med maskingeværer. Det skete for eksempel i maj 2022, da en palæstinensisk journalist blev skudt og dræbt af en israelsk soldat.
I Jeriko har jeg mødt sorg over, at kampen om landet nu måske skal begynde igen, fordi den nye israelske regering vil det sådan. At de unge risikerer at dø, og at den sidste rest af selvbestemmelse måske vil forsvinde.
Men jeg har ikke set nogen, der viser åbenlyst had mod Palæstinas og Jerikos modstandere i den jødiske stat.
Det ville måske også være mærkeligt, hvis folk i Jeriko på den måde blotter deres følelser i forhold til en så fundamental forandring. Jeg er jo bare en fremmed turist. Men det undrer mig alligevel, at mennesker, jeg har mødt, giver udtryk for sorg, men ikke for had.
Ikke endnu, i alt fald.
Det tænder et spinkelt håb om en fremtid, hvor jøder og arabere igen kan mødes fredeligt i Palæstina, selv om det næppe sker i 2023.
